Le Mans (1971)
[ Indledning
| Plottet bag filmen | Konklusion
| Data
]
Indledning
Der er lavet film om så meget, men selv om ikke så mange tror det, er der
faktisk også lavet film om Le Mans - faktisk to! Og selvom den første har nogle år på
bagen, er den bestemt ikke noget at kimse af - den er faktisk god.
Når man så samtidigt tænker på, at filmen blev produceret i 1971, bliver
indtrykket blot endnu bedre! Der blev lavet optagelser i 2002 til en ny Le
Mans film, og der kan også læses en anmeldelse af denne her på
LEMANSarea.dk. Den gamle Le Mans film, kan
man stadig hive ned fra hylden og glæde sig over. Det er den daværende hersker af bilfilm, Steve
McQueen, der spiller hovedrollen, og rygter siger
endda, at han selv kørte bilerne i samtlige film han medvirkede i. Plottet i filmen er
grundlæggende ganske simpelt. Det foregår i 1970, året efter Jacky Ickx
vandt sin første sejr. Det er samtidig det første år hvor der ikke skal
løbes over banen, for derefter at starte vognen og komme fra start. Her
bliver kørerne spændt fast i deres respektive biler allerede inden
starten. Dog startes der stadig skråt, og ikke på en decideret
startgrid, som der ses i dag. Der er heller ingen opvarmningsomgang eller
flyvende start. Det er lige på og hårdt.

Plottet bag filmen
Michael Delaney, spillet af Steve McQueen, kommer som kaptajn på
Gulf-teamets Porsche 917K til Le Mans for at vinde. Ingen tvivl om det. Og
som man så ofte ser det i motorsport, er der kun to teams, der er reelle
bejlere til det års Le Mans trofæ - Porsche og
Ferrari. Der er dermed langt op til en kamp med de store - titanernes kamp.
Michael Delaneys største konkurrent - Erich Stahler - befinder sig netop
det år i en Ferrari F512, hvilket
bevirker at spændingen allerede dér intensiveres. Starten går, og
allerede her blot et kvarter inde i filmen, bemærker man de mange effekter
der er benyttet til netop at skabe den spændende og specielle stemning, der
ligger om Le Mans som en tåge i race-weekenden. Man hører bl.a. kørernes puls
stige, når de sidder fastspændt i bilen, og sekunderne tikker mod klokken 16. Til sidst overtager lyden af
pulsen alt andet, og selve filmen befinder sig i en slags trance, og vågner
først op igen, ved knaldet fra de startende motorer: Le Mans er i gang - og
hvilken start. Før starten prædiker speakeren ved banen om løbets regler
mv. Under løbet fungerer han som en slags fortæller, og jeg synes det er
en enorm sofistikeret måde, at implementere en sådan fortæller, eftersom
han kan sætte alle ind i reglerne for Le Mans, inden selve løbet begynder.
Derved er alle seere på samme plan når løbet begynder, og ingen kan derfor sige
at filmen kun henvender sig til entusiaster.
Som Le Mans anno 2001 kan man heller ikke slippe for regnen. Den siler
faktisk ned, over store dele af banen, og hvilke scener de gode producere
har fået ud af det! Man ser klip med vogne der drifter rundt i kurverne -
dels på grund af regn, og dels på grund af den lave downforce som vognene
dengang kørte med. Nu om dage skifter man jo vinger efter vejret, men det
kunne ikke lige lade sig gøre på fortidens hurtigløbere.
Det er klart, at filmen er bygget op omkring Michael Delaney, og man derfor
også for det meste hans vogn, når det er hans stints der køres. Til gengæld
får
man så cockpit-billeder for alle pengene, og man fornemmer tydeligt
kørernes arbejdsplads, ligesom der synes at være uanede kameravinker -
lækkert!
Da mørket falder over Le Mans, følger man også de udenomsaktiviteter der
foregår sammen med løbet. Man får nogle små kik rundt omkring på
campingpladserne hvor der grilles hist og her. De obligatoriske tivoli skal
da heller ikke glemmes. Her får man også en fremragende
stemningsbeskrivelse.
Men ikke alle klarer sig lige heldigt igennem den
regnvåde morgen på Le Mans - heller ikke Michael Delaney, der ved hjælp
er et splitsekunds uopmærksomhed kører af banen mellem Mulsanne Corner og
Indianapolis. Derved er hans Le Mans færdigt for denne gang, men hvad
værre er, Ferrari F512 med nummer 7 flyver ind over et hegn/halmballe og
eksploderer, mens chaufføren efter al sandsynlighed må lade livet for
denne begivenhed. Derved holder filmen
en distance, og bliver derfor ikke en grænseløs hyldest til racet, men man
husker også at bevare de mere menneskelige værdier, samt benene på
jorden. Dette er Ferrari-kørerens synderknuste kæreste et levende symbol
på! Hertil er filmen ganske realistisk, men hvad der videre sker, er næppe noget der
normalt kan forekomme. Der sker imidlertid det, at både Ferrari nummer 8 og
Porsche nummer 21 begge bliver kaldt i pit kun otte minutter og to omgange
før de ternede flag skal svinges. Der er åbenbart tale om et såkaldt
"splash 'n dash" inden de sidste omgange. Der skal ydermere
skiftes kører, blot for at køre to omgange - urealistisk. Johan Ritter
skal netop til at sætte sig på plads, da Michael Delaney bliver hentet.
Han skal overtage Ritters plads og køre 'flat out', som manageren siger.
Dette kan dog godt forekomme, se blot på John Nielsens sejr i 1990. Her blev Eliseo
Salazar også skiftet ud. Tough luck...
Da begge køre er på plads i deres respektive vogne, sætter begge ud.
Porschen har så vidt vides problemer med et baghjulsophæng, mens Ferrarien
har tændingsproblemer. Dette står på så længe, at tredjepladsen får
overhalet de to førende. Herefter går den vilde jagt over de sidste to
omgange, og det er bestemt ikke kedeligt selvom, selvom det måske ikke ville
forekomme i virkelighedens Le Mans. Førstepladsen skifter ejer en hel del gange, men vinderen findes til sidst
med hvad der må blive den mindste margin nogensinde.

Konklusion
Alt i alt er det en alletiders film omkring Le Mans. Selvom der er lavet
en langt nyere film, når den slet ikke denne klassikers niveau, og Steve
McQueen's film er stadig den bedste der er lavet. Høj
realisme, gode kameravinkler, fantastisk stemningsopbygning samt en god
historie, gør denne film til den ypperste inden for motorsportsfilm. Den
skal klart ses!

Data
Her har vi så filmens tekniske data. Som
det ses, er mange af de mennesker der var med til at lave denne film ikke
til mere, hvorfor det kan være sært at skabe netop den stemning som denne
film gør. Kun Steve McQueen kunne spille de seriøse
roller i de fantastiske bilfilm han var med i. Det siges faktisk, at Steve
McQueen selv var så vild med denne film, at da filmselskabet var ved at gå
konkurs, og ikke ville kunne lave filmen færdig, opgav McQueen sin løn for
at få filmen ud i biograferne. Ud over Le Mans var der bl.a. filmen Bulitt, hvor McQueen også selv kører bilerne. I denne film er en meget
bemærkelsesværdig biljagt på ca. 10 minutter gennem gaderne i San
Francisco. Jeg husker selve filmen som dræbende kedelig, men biljagten skal
ses!
Teknisk data |
 |
Total spilletid: |
108 minutter |
Oprindelse: |
USA |
Farve eller sort/hvid: |
Farve |
Studie: |
National General |
Produktion: |
Solar & Panavision |
Årstal: |
1971 |
 |
Instruktør: |
Lee H. Katzin |
Forfatter: |
Harry Kleiner |
 |
- |
Credits |
 |
Ledende Producer: |
Robert E. Relyea |
Producer: |
Jack N. Reddish |
 |
Ledende fotografer: |
Robert B. Hauser |
|
Rene Guissart Jr. |
 |
Klipning: |
Donald W. Ernst |
|
John Woodcock |
|
Ghislaine Des Jonqueres |
 |
Musik: |
Michel Legrand |
 |
Plakatdesign mv.: |
Philip Abramson |
|
Nikita Knatz |
 |
Kostumedesign: |
Ray Summers |
 |
Effekter: |
Sass Bedig |
 |
Makeup: |
Emile Lavigne |
|
Rolleliste |
 |
Steve McQueen |
Michael Delaney |
Siegfried Rauch |
Erich Stahler |
Elga Andersen |
Lisa Belgetti |
Ronald Leigh-Hunt |
David Townsend |
Fred Haltiner |
Johann Ritter |
Luc Merenda |
Claude Aurac |
Christopher Waite |
Larry Wilson |
Louise Edlind |
Anna Ritter |
Angelo Infanti |
Lugo Abratte |
Jean-Claude Bercq |
Paul Jacques Dion |
Michele Scalera |
Vito Scalise |
Gino Cassani |
Loretto Fuselli |
Alfred Bell |
Tommy Hopkins |
Carlo Cecchi |
Paolo Scandenza |
Richard Rudiger |
Bruno Frohm |
Hal Hamilton |
Chris Barnett |
Jonathan Williams |
Jonathan Burton |
Peter Parten |
Peter Wiese |
Conrad Pringle |
Tony Elkins |
Erich Glavitza |
Josef Hauser |
Peter Huber |
Max Kummel |
|
 |