Site Index

» Tag selv til Le Mans
» Hvad er Le Mans?
» Historien bag løbet
» Banens design
» Rejsebeskrivelser fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » Rejsen 'uden for sæsonen'
» Billeder fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » 2006
  » 2008
» Optakt
  » 2007
  » 2014
  » 2015
  » 2016
  » 2017
» Statistik
  » Alle Le Mans vindere
  » Diverse statistikker
» Le Mans filmen fra 1971
» Le Mans filmen fra 2003
» Links
» Om LEMANSarea.dk
 

Le Mans Info

2018 testdag: Søn d. 3. juni 2018
2018 race: Lør d. 16. juni 2018
Antal dage til Le Mans start:
Kommende udgave nr.: 86
 

Årets Le Mans plakat

Den officielle plakat - www.lemans.org
Kilde: www.lemans.org
 

Site Info

Version: 4.1
Dato:
Opdateret: Fre d. 15. juni 2018
W3 validering: HTML 4.01
Browser vindue:
Opløsning:
 

Rejsen til Le Mans 2003

Onsdag den 11. juni 2003 - Mandag den 16. juni 2003

Så er vi der igen! På trods af mange forhindringer angående eksamensdage kører vi atter en gang ind på en campingplads 'inden for ringen'. Det var en stor oplevelse sidste år, så forventningerne er høje. Både til hvordan løbet bliver, men ligeså meget stemningen og vejret. Det er ret overskyet da vi endelig står på de 8 x 6 meter som vi i de næste 5 dage kan kalde vores lejr. Mine rejsekammerater er i år Thomas, som også var med sidst, samt dennes far, der er ny mand på Le Mans bølgen. Netop som teltene er slået op, begynder de første små dryp at lande omkring os. Jeg tænker straks på det herrens år 2001 hvor hele løbet druknede i regn, og hvor folk hjemme ville tro man havde været til mudderbrydning, hvis ikke de vidste bedre. Men heldet er med os. Vinden fjerne skyerne og i løbet af formiddagen skinner solen fra en skyfri himmel. Mens vi sidder foran vores telte begynder den ganske bestemte Le Mans'ske stemning at brede sig. Det nærmet emmer fra campingpladsen, selvom alle pladserne langt fra er optagede endnu. Det er helt tydeligt at det er rigtige motorsports entusiaster vi har med at gøre her. Nogle vil sige fanatikere - og med lidt modvilje, må jeg nok placere mig selv i den sidste kategori. Dette er løbet jeg ser frem til hele året, og stemningen stiger hver gang et nyt team melder sig til start. Samtidig er det også en kæmpe nedtur når det er færdigt - næsten ligegyldigt hvor fedt det har været. For nu kan vi starte forfra med at vente. På den anden side set er det jo også det der er med til at gøre Le Mans så specielt. Man vinder Le Mans for et helt år af gangen, og ikke bare for 14 dage, som et hvert andet formel 1 løb.
   Som vi sidder foran vores telt kommer vores genboer forbi. Det er en hel stak englændere i hver deres Lotus Super 7, eller anden engelsk kit-car. Man kan se de nyder det, præcis ligesom resten af de ca. 200.000 tilrejsende tilskuere. Alle ved at året i år kan blive rekordernes år. Tom Kristensen er kaptajn på Benley Exp Speed 8 #7. Bestemt en bil med vinderchancer, efter Audi valgte at lukke deres fabriksteam og sælge bilerne til private teams. Vinder Tom K i år, er han den første der har vundet 4 sejre i træk, og ydermere er det blevet til 5 sejre i alt, hvilket bringer ham forbi store navne som Henri Pescarolo og Yannick Dalmas, og op på siden af Derek Bell. Men Tom har ikke vundet endnu selvom han på sensationel vis har sikret sig pole-positioin med en tid på 3:32.
   Vi sidder stadig ved vores telt da en Subaru Impreza WRX STi passerer. Når man kommer fra et land som Danmark er det jo nærmest et bilmekka dernede. Der er de mest sjældne biler du kan forestille dig, og de bliver kørt af folk der holder af at køre dem som de skal køres. Ikke noget med at pakke dem ind i vat i en garage. De får sq noget gas - og det er det vi kan lide. For naturligvis kommer man fordi løbet interesserer een, men man kommer i lige så høj grad på grund af stemningen udenom. Den er så gribende som noget, og har man været på Le Mans een gang vil man gøre alt for at komme igen. Det lyder som en gammel slidt kliché, men det er sådan det forholder sig. Jeg har aldrig været et sted hvor folk er så flinke og venlige. Du kan stille dig op at føre en samtale med hvem som helst (måske lige med den undtagelse at de ikke taler fransk - for det gør jeg ikke). Alle har den samme interesse, og alle er interesserede i at videregive information om store kørere og legender. På samme måde forholder det sig ved fredagens gratis pitwalk. Det er jo noget man i eksempelvis formel 1 skal betale mange penge for, men på Le Mans er denne oplevelse tilgængelig for alle der blot har en indgangsbillet til baneområdet. Man skulle umiddelbart tro at der er enorme mængder mennesker, og det er umuligt at komme til at se noget som helst. Men igen viser det sig, at blot man selv udviser lidt tålmodighed og venlighed, kommer man til at se alt det man vil se. Og vil man tage et billede, men ikke kan komme til, spørger man bare lige gutten foran, om han har noget imod at rykke sig i 10 sekunder. Det er der ingen der har, og pitwalken bliver altid afviklet stille og fredeligt. Som ekstra bonus i år havde 'Audi Sport North America' en test af hvordan og hvor hurtigt et køreskifte skulle foretages. Det var ganske interessant - E. Pierro, J.J. Letho og S. Johansson kører denne Audi for Champion Racing. Men dette var dog et sidespring...
   Da klokken nærmer sig 18.00 om torsdagen begynder vi så småt at bevæge også op til banen. Vores campingplads ligger som sagt 'inden for ringen' og er placeret ved indgangen til Porsche-kurverne - campingpladsen hedder i år Beauséjour. Sidste år boede vi på boede vi på Karting Nord, og umiddelbart skulle man tro at en campingplads var en campingplads, men sådan er det ikke! Det fandt jeg i hvert fald ud af i år. Sidste år var der gang i den på alle tider af døgnet, hvilket jo nok hang sammen med, at Karting Nord ligger tættere på startområdet. Beauséjour ligger derimod lidt mere tilbagetrukket, og det er faktisk ikke på alle officielle opgivelser af Le Mans campingpladser at denne figurerer. Det betyder at der er meget stille og roligt, men slet ikke uden stemning. Det er blot et andet og måske lidt ældre klientel der vælger at overnatte her. Desuden skulle man dog i år gå et pænt stykke efter badeforhold, men det må man tage med. Man skal være tilfreds med blot at have en campingplads på Le Mans. Med 200.000 tilrejsende tilskuere er det absolut ikke en selvfølgelighed, og man skal være meget tidligt ude for at være sikker på en plads.
   Men som sagt begynder vi at indtage vores pladser hvor vi også opholdt os sidste år under den sidste kvalifikationsrunde - lige i udgangen af Porsche-kurverne. Det er et godt sted, da vognene lige skal igennem en S-kombination inden der skal accelereres op til Ford-chikanerne. Dermed kan man lige anskue bilerne ordentligt når man ser dem første gang. Det er altid noget specielt, og er det første gang i livet man ser sådan et fartmonster, bliver man ganske enkelt overvældet. Jeg husker stadig min rejsekammerat Thomas' første kommentar - 'Fuck den kom hurtigt!' For det gør de! De kommer med klampen i bund fra Arnage og ved indgangen til det første sving i Porsche-kurverne geares der en gang ned, og derefter fuld gas igen. Det vil sige at bilerne kommer forbi med en hastighed af 200 til 220 km/t når de skal igennem den sidste kurve. Porsche-kurverne er jo som bekendt et langt stykke på banen. Denne sektion består af 5 sving - 3 venstresving og 2 højresving. Denne sektion er selvsagt meget vigtig hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde på Le Mans. Alle kan finde ud af at køre ligeud med speederen i bund på vej ned af Mulsanne langsiden - men i Porsche-kurverne bliver fårene virkeligt skilt ud fra bukkene.
   Mens vi står og ser de forskellige vogne passere, får også fornemmelsen af hvordan de forskellige biler lyder, og det kan faktisk benyttes senere hen på weekenden. Når man har gået op og ned af racerne i fire dage, kan man begynde at høre hvilken bil man har med at gøre længe før man overhovedet kan se den. Der er meget stor forskel på lydene, selvom ikke-indviede ikke skulle tro det. Man kan tydeligt høre om det er en skrigende Judd V10, den buldrende Ford V8'er i Panoz'en eller den ustyrligt afdæmpede og meget sunde Audi V8 med Bi-turbo. Da klokken nærmer sig 21 og Lister Storm med nr. 20 officielt har trukket sig ud efter et crash lige før Tertre Rouge, går vi tilbage til teltene. Der er en pause i kvalifikationen til kl. 22. Resten af kval'en forløber uden de store overraskelser. Ingen kan slå Tom's tid - heller ikke selvom Johnny Herbert bruger 7 sæt kvalifikations dæk. Men vi er ved at være noget trætte efter at have kørt hele natten, så vi vandrer hjem til lejren...

Fredag: Bliver også kaldt 'The long wait'. Der sker ikke rigtigt noget på banen fra torsdag aften til warm-up'en lørdag morgen. Men til gengæld sker der så meget andet. Vi brugte tiden til at lade lidt op til løbet, få købt lidt ind osv. Derefter skal man ned til Arnage og Indianapolis, som jo er en del af banen som er åben for offentligheden, når der ikke køres race på den. Her kan man så sidde i rabatten og se de fedeste og mest sjældne biler komme forbi. Det er helt fantastisk, og kan næsten ikke beskrives. Man ser GT40'ere, E-typer, 911'ere og Ferrari'er i stor stil. Når dette er set, passer det som regel lige med at man kan nå at komme forbi paraden i selve Le Mans by. Sidste år var jeg noget skuffet over den, da jeg havde fået fortalt at det skulle være en enorm oplevelse. Må hang det også sammen med at der ikke var så godt styr på det sidste år. Det var een stor menneskemængde, nogle biler kunne ikke køre, og i starten havde vi generelt dårlige pladser. Men når man nu er dernede, kan man ligeså godt suge så mange oplevelser til sig. Derfor tog vi atter i år forbi torvet og katedralen i Le Mans. Og jeg blev sq overrasket. Det var helt sikkert et i orden arrangement. Vi havde super pladser på første parket. Der var 100% styr på sagerne fra arrangørernes side - det var en parade af format. Til forskel fra sidste år var der afspærringer over alt - hvilket også gjorde sig gældende ude ved baneområdet. Man havde ikke helt så meget frihed som sidste år, og nogle af de video'er vi fik optaget sidst, er nok svære at komme til at skyde igen. Men selvom der er langt bedre styr på tingene i år, er jeg alligevel lidt skuffet. Jeg havde regnet med at kunne få nogle autografer på min Ferrari kasket, der efterhånden er fuldkommet udslidt efter sidste års strabadser. Men da den første 'rigtige' Ferrari bliver præsenteret, synes jeg nu alligevel at det skal prøves. Jeg hopper over hegnet, og går over til ProDrive Ferrari 550 M #80's kørere. Jeg havde egentlig regnet med at blive stoppet på halvvejen, men det sker ikke. Jeg får mine autografer af Davidson, Turner og Burt. Det er det fede ved Le Mans. Man har nogle regler med sikkerhed osv. men man har alligevel lov til at have sådan nogen øjeblikke. Der sker ikke i F1, det kan du være sikker på. Men efter at have stået op i næsten 3 timer, finder vi bilen igen og kører hjem til baneområdet. Her er der vild gang i den som der nu skal være en fredag aften. Vi sidder derfor på campingpladsen og ser på fyrværkeri indtil vi finder ud af at nu er det sq er blevet sent.

Lørdag den 14. juni 2003 er den store dag. Le Mans starts dag - måske burde man overveje at kalde den L-dag eller Le Mans lørdag, som den omtales herhjemme. Vi starter dagen med at køre ud for at finde noget benzin, da vi jo skal køre rundt nede ved Mulsanne og Arnage den kommende nat. Lige da vi kommer hjem, begynder regnen igen at styrte ned - og denne gang er det ikke bare smådryp. Det plasker bare ned - fuldkomme ubarmhjertigt. Igen falder tankerne hen på 1995 og 2001, hvor regnen dominerede løbet, og hvor McLaren F1'eren fik store problemer pga. for svage visker-motorer. Lidt slukørede bevæger vi os op til start/mål området. Klokken er vel omkring halv to da vi er på plads på tribunen, der er allerede mange mennesker på den gratis tribune lige over for pitten. Regnen er næsten holdt op, og solen er ved at bryde frem. De flotte racere er kørt frem og holder i den klassiske position op ad pitmuren, på skrå med næsen ud mod banen. Kørerne bliver team efter team præsenteret, mens solen stadig får mere og mere magt. Englænderne er også på plads på tribunen, og de kan i sandhed ses og høres. Mellem 50.000 og 60.000 englændere er traditionen tro på Le Mans. Men i år er der lige lidt flere end vanligt. Præcis ligesom man så i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne, da Jaguar havde deres storhedstid med sejre i 1988 og 1990. Men Jaguar har jo lukket lidt ned for deres engagement i rigtig motorsport. De kaster jo stadig en bunke penge efter formel 1, men som bekendt mener jeg der er langt mere prestige i Le Mans. Nu er det imidlertid Bentley englænderne er kommet for, og jeg skal love for at de får den opbakning, der tilfalder dem. Der er lagt i ovnen til det store triumftog. Nu er solen brudt helt igennem, og det er nærmest 30 grader. Alle har det mere end varmt på hovedtribunen - men start tidspunktet nærmer sig også. Da klokken er ved at være 15.30 ruller alle bilerne til de startpositioner de har tilkæmpet sig under kvalifikationen. Alle er meget spændte - og det hele er et inferno af lyd. Motorer blander sig med engelske stemmer der råber da Bentley #8 ruller forbi. Vi spejder alle ud mod højre - i horisonten burde der dukke de klassiske jagerfly op, der skal 'male' det franske flag over himlen inden starten. Ifølge de officielle programmer skulle 'Patrouille de France' overflyve startområde kl. 15.51. Men til min store skuffelse, kom de aldrig. 15.54 starter alle motorer at bilerne begynder stille og roligt at cirkulere bag jubilæumsversionen af Chevrolet Corvetten, der agerer pacecar i år. Dette hænger naturligvis sammen med Corvettes 50-årige historie netop i år. I de sidste par år har det jo være Cadillac Seville STS der har taget sig af den tjans. Da racerne omsider for sneglet sig rundt efter pace-caren og kommer op mod hovedtribunerne igen, er larmen infernalsk. Det tager ca. to minutter før hele feltet har passeret, og har man en god plads på tribunen kan man få rigtig meget ud af at stå der. Desuden er der en storskærm lige ved udgangen af Ford-chikanen, så det er ingen sag at følge med. Rinaldo Capello har føringen da vi efter et par timer begynder at vandre ned mod Porsche-kurverne. Det ses ganske tydeligt at slaget skal stå mellem Audi og Bentley - men Bentley har klart overtaget. Den japanske Audi fra 'Audi Sport Japan' med bl.a. Jan Magnussen gør det rigtig godt og fører faktisk løbet i startfasen da Bentleyerne foretager deres pit-stops. Audi'erne kan desuden køre een omgang længere end Bentley'erne på eet stint. Til gengæld er Bentley'erne så sandelig en del hurtigere ude på banen. Der er lagt i ovnen til et stort drama...
   Men ved indgangen til Porsche-kurverne har man en rigtig godt overblik over tingene - det eneste der mangler er faktisk en storskærm. Bentley'erne holder stadig deres føring da det så småt er ved at blive skumringstid og vi standser ved en pølsebod ved campingpladsen og køber noget aftensmad. Denne mand er kører den bod arbejder fra 6 morgen til 2 nat, og der er gang i den hele tiden. Der kommer nogle penge i kassen. Et pølsebrød der er dobbelt så lang som normalt, og med to pølser i koster 5 €. Det kan man ikke være utilfreds med, når man er til sådan et gigantisk arrangement. Efter maden sidder vi lige ved teltene og sunder os lidt inden vi skal på udflugt i natten. Vi skal ned til Mulsanne Corner. Det står stadig som eet af de klareste øjeblikke fra løbet i 2002. Man sidder på skråningen med sine radioer, og alle er dybt koncentrerede om at lytte og opfange stemningen og atmosfæren. Senere går vi lige et stykke længere op mod Indianapolis. Man skal ikke meget mere en 50-100 meter ind i skoven for at det hele bliver meget indelukket af alle træerne. Lyden bliver også en anden, den runger mellem træerne. Man føler pludselig at man er lidt alene. Det må kørerne jo også føle. Store mennesketomme strækninger, der følges af sving og tribuner hvor der studeres, lyttes, festes. Da klokken nærmer sig halv tre er vi alle ganske trætte, og vender hjem mod lejren. Jeg har det ikke godt med at skulle gå i seng mens løbet er i gang. Det er jo dette jeg har set frem til det meste af året. Men for at få noget ud af afslutningen, må man gå i seng. Sådan må det være.

Jeg har gode erfaringer (fra 2002) med at se solopgangen søndag morgen, og denne vil jeg ikke misse. Jeg sætter derfor vækkeuret til 4:30, men jeg hører det ikke - vågner først 5:30. Men det er da stadig lidt halvmørkt, og jeg smutter hurtigt i tøjet og går den lange vej fra Porsche-kurverne op gennem Karting Nord camping videre indtil bagsiden af pitten, under banen og over på den modsatte side. Lidt efter står jeg og ser ind i DBA Zytek's pitbox. Det danske team har haft mange problemer, men de har været hurtigere end alle andre i deres klasse når det endeligt kørte. Jeg går lidt videre, op mod Dunlop-broen. Jeg vil gerne have et billede af den lige når solen står op. Desværre er jeg lidt sen på den, men nyder det alligevel. Der er ingen mennesker på dette tidspunkt, og det er det der er det fascinerende. Folk ligger og sover på hovedtribunen i soveposer, andre sidder og stirrer lige ud i luften mens de kæmper for at holde sig vågne mens Radio Le Mans summer i baggrunden. Og ja, Radio Le Mans. Denne kanal har jeg ikke omtalt endnu, men det er intet mindre end et must at have en radio med. Man får så meget mere ud af det. Det bliver fortalt på engelsk og fransk. Den engelske frekvens er 91.2 FM. De har folk i pitten, Mulsanne Corner, Tertre Rouge - alle steder. De giver en virkeligt følelsesladet og oprigtig fortælling af løbet. Præcis som det skal gøres - ind imellem er der sjove og relevante interviews med kørerne. Og det er ikke efter en halv time - det er lige når de kommer ud af bilen efter et stint. Bedre bliver det ikke. Det er bestemt også med til at gøre Le Mans så tilskuervenligt som jeg egentligt synes det er på trods af at banen kører igennem 3 forskellige byer, og banen er 13,650 km lang.
   Men i den kølige morgenluft er jeg næsten kommet op omkring Dunlop-broen. Klokken er ikke så mange, så jeg går videre, og jeg kommer faktisk næsten helt hen  til
Tertre Rouge. Solen er ved at få magt nu, og jeg går tilbage. Over broen og gennem det store område bag pitten hvor man kan købe alle mulige mærkelige ting. Jeg står lige ud for Bentley's shop da de åbner ved otte-tiden. Jeg står og ser lidt på udvalget, og vælger en rimeligt neutral grå poloshirt. Derefter går turen tilbage til teltene. Det kan jo være de andre er stået op - men det er de ikke. Jeg sætter mig foran teltene og nyder morgenen.
   De andre kommer dog op, og inden længe har vi lige aflagt vores lokale pølsemand et visit og vi er på vej mod målområdet igen. Vi går lidt rundt og nyder stemningen inden vi går over til tribunen, hvor man skal være i god tid for at få sig en god plads. Mens vi går rundt bagved opdager vi at man kan komme op og se hvordan dækkene bliver sat på fælge mv. Det er ikke et sted vi fandt sidste år. Der er en del dækmærker repræsenteret: Yokohama, Michelin, Goodyear og Pirelli for bare at nævne nogen. Vi går videre og vi ser en stor plads hvor gårsdagen racere fra det historiske løb bliver lastet i trailere. Der er både Ford GT40 Gulf, Ferrari F512S en Renault Alpine mfl. Her er faktisk ingen mennesker og vi har på det nærmeste det hele for os selv. Derefter går vi ned på tribunen og sætter os. Der er 3 timer til slut, og som sidste år er det ekstremt varmt at sidde der midt i solen. Men i år er vi bedre forberedt, og har rigelige mængder vand med. Bentley'erne kører stadig som urværker. Dog har #8'eren haft nogle småproblemer som #7'eren har været foruden. Derfor er Tom Kristensen / Rinaldo Capello / Guy Smith et godt bud på den samlede vinder. Men intet er vundet før man har set det ternede flag. Men det hele lader til at forløbe som det skal, og varmen tager til på tribunen. Vi har placeret os lige overfor Bentley pitten, så vi kan holde øje med det hele, og samtidig være tæt på podiet når løbet er slut. Da der ca. er een time tilbage, kommer en ganske formelt udseende Bentley-uniform med en mand indeni. Han og teamet har indset at triumfen snart er hjemme, og han uddeler Bentley-flag til højre og venstre. Folk er vilde, og snart har alle tilskuere der sidder lige overfor Bentley et flag. Dette bliver flittigt brugt når Bentley'erne kommer forbi pitten. Lidt billigt trick, for kameramændene opdager det jo hurtigt. Og det giver gratis reklame til Bentley - hvis ikke lige de fik nok i forvejen ved dobbeltsejren.
   Da Guy Smith krydser stregen går hele den billige langside (den næsten udelukkende består af engelske tilskuere) amok. De var glade! De var glade på Bentley's vegne, men på den anden side også skuffede. De havde sat sig op til at det skulle være den 'engelske' Bentley der vandt. Bentley #8 med J. Herbert, Mark Blundell og D. Brabham. Sidstnævnte er godt nok fra Australien, men det er der ingen der siger noget til når musikken spiller, og det ser jo vitterligt 'pænere' ud med 3 x Union Jack på over døren af raceren. Men de bliver nummer 2, og har da bestemt også stor ære deraf. Men igen blev det Tom K's år. Han har deltaget 7 gange og vundet de 5. Imponerende rekord. Han har faktisk vundet med alle andre fabrikker han har deltaget med end BMW - i 1998 og 1999.
   Klokken 16.30 står vi ude på banen. Vi går langsomt ned på vores campingplads. Vi ser udgåede biler der allerede nu bliver fragtet tilbage til pitten. Vi ser Audi Sport UK #10, der allerede udgik efter få timer. Frank Biela kørte ikke i pit til tiden, og løb tør for benzin. Det er fatalt i et 24 timers løb, og bestemt for ringe af chaufføren - som også Jens Winther Sr. pointerede under TV2's Le Mans udsendelse, som jeg senere har haft mulighed for at se på video. Men vi kommer da til campingpladsen. Bilen er allerede pakket. Der er nu 12 - 14 timers kørsel til Danmark. Først skal vi dog have en overnatning i Chartres. Det er altid rart at få et rigtigt bad. Der er lang kø da vi forlader området, hvilket egentlig ikke er underligt, med så mange tilrejsende bilfreaks. Jeg ser tilbage og får et sidste glimt at Dunlop-broen der står det vigtigste symbol på løbet, på tiden der er gået, på historien. Jeg ser tilbage og er lidt bedrøvet. Naturligvis glæder jeg mig over Tom K's sejr, men nu er det allerede slut. Begivenheden man har ventet på i eet helt år. Ventetiden begynder igen. Men det er jo også det jeg elsker ved løbet. Men een ting er sikkert:

I'll be back in 2004 :o)

Til sidens top

 

© Copyright 2001-2018 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.