Rejsen til Le Mans 2002

Tirsdag den 11. juni 2002 - Tirsdag den 18. juni 2002

Beach Boys' Califonia Dreaming strømmer ud af højtalerne, og række-sekseren brummer lavmælt, da vi drejer ud af første vej, i den sidste rundkørsel inden vor destination: Le Mans. Det er tidligt på formiddagen, da vi kommer fra et hotel i Cambrai. Solen står dog allerede højt på himlen, og det skulle ikke undre mig, hvis temperaturen så småt har sneget sig over de 30°C. Inde til højre ligger et stort græsareal, der egentlig er udlagt til en parkeringsplads, men som vi har tænkt at skulle campere på. Jeg er taget af sted sammen med min rejsekammerat Thomas, og vi har haft denne tur planlagt i flere år, men på grund eksaminer har vi ikke formået at komme af sted før i år. Af samme årsag er turen planlagt ganske minutiøst. Vi har talt med forskellige personer der har været til Le Mans før, hvor vi har fået nogle 'staldfiduser', så vi ikke starter helt på bar bund. Vi har ikke skaffet nogen billetter hjemmefra. Vi har fået at vide, at indgangsbilletterne til baneområdet ikke bliver noget problem, og at vi også godt kan købe en billet til den før omtalte parkeringsplads. Derimod har tribunepladserne været udsolgt siden juletid. Parkeringspladsen ligger lige overfor det store telt, hvor man kan købe alle slags billetter til løbet. Telt er egentlig ikke helt en rigtig beskrivelse, for det er en stor rund bygning, som ser ud som om den altid har stået der - men på umiskendelig vis minder den mig om udformningen af orange scene på Roskilde festivalen.

Vi parkerer derfor bilen, og begiver os hen mod det store telt for at få billetkøbet overstået som noget af det første. Vi kommer ind i teltet, der synes meget stort, i forhold til dets funktion. Helt nede ved bagvæggen er et par skranker, hvor billetkøbet foretages, alt efter om man er medlem af ACO's Le Mans klub, er journalist eller man blot er almindelig motorsportsentusiast som os. Der er forholdsvist mørkt derinde, når man lige kommer ude fra den stærke sol. Der er kun et par fesne lamper helt henne ved skrankerne. Der er et tykt blåt tæppe på gulvet, og det officielle logo for 24 Heures du Mans pryder hele bagvæggen. Vi er her tidligt på ugen (onsdag), så der er stort set ingen kø. Da det bliver vores tur, beder vi om en to billetter til baneområdet samt en billet til parkeringspladsen. Vi får begge dele, samt den officielle plakat, med en Bentley Exp Speed 8, udleveret. Det hele til yderst rimelige priser. Da vi kommer tilbage til bilen, får vi læst ordentligt på billetten til parkeringspladsen. Her står, at den først åbner om lørdagen. Det kan vi jo ikke bruge til meget, for hvad skal vi så gøre nu hvor det er onsdag? Ergo må vi ind til billetskranken igen, hvor jeg bliver en smule overrasket over at kommunikationen på engelsk går så nemt som den gør, men de må være vant til, at der kommer mange englændere. Vi får forklaret vores situation, men vi får den nedtrykkende svar, at der ikke er flere billetter til de 'rigtige' campingpladser. Vi kan få plads på Technoparc, men dels koster den € 20 mere end standard, og dels er det blot en græsmark, der bruges til de sidst ankomne. Det vil sige at toilet- og badeforhold ikke eksisterer på selve campingpladsen. Da vi er lige ved at skifte vores parkeringsbillet ud med en billet til Technoparc, ringer en telefon og ekspedienten spørger høfligt, om hun må tage den. Det er naturligvis ikke noget problem for os, så vi venter til telefonopkaldet er afsluttet. Det viser sig, at det var en tilskuer, der ville melde afbud, og vi bliver spurgt om ikke vi vil have hans campingbillet til Karting Nord camping pladsen. Selvfølgelig vil vi det, og vi kommer kun af med € 32. Det kan siges at være ret heldigt, og vi er mere end almindeligt tilfredse da vi går tilbage mod bilen for anden gang. Vi finder hurtigt ud af, at vi skal følge de grønne skilte mod Vert, og der går ikke lang tid, før vi triller ind på campingpladsen for at finde et velegnet sted. Jeg havde egentlig en forventning om, at vi ville få anvist en plads, men det er ikke tilfældet. Der er frit slag. Vi finder et sted under nogle træer, ca. 10 meter fra det hegn og mur der deler campingpladsen fra racerbanen. Da vi ikke har været af sted før, har vi ingen idé om hvor meget sådan nogle racere larmer. Ved siden af os, har nogle danskere placeret sig. De kører i en gammel Ford Transit, hvor de har monteret en anordning på taget, der flittigt bliver benyttet som en form for terrasse. Jeg har aldrig set noget lignende før, men man har ganske givet en god udsigt deroppefra. Til den anden side ligger også nogle danskere. De kører i en sort Seat Leon V6, så det hele virker slet ikke så fremmed. Vi får forholdsvist hurtigt og professionelt slået vores iglo-telt op.

Vi begynder at pakke vores ting ud, hvorefter vi kører en lille tur rundt på området for at orientere os. Da vi har kørt ca. 100 meter væk fra vores telt, kommer to midaldrende mænd gående imod os. Det er der sådan set ikke noget underligt i, da Le Mans jo tiltrækker folk i alle aldre. Det mystiske er, at netop disse to har vi mødt på færgen den morgen vi kørte fra Danmark. De skulle også til Le Mans. Vi talte kort med dem, og da vi skiltes proklamerede de højt: "God tur, og vi ses ikke dernede". Det virker jo også ganske sandsynligt at vi ikke skulle se dem igen, med ca. 200.000 tilrejsende tilskuere, men ikke desto mindre mødes vi her på Karting Nord. De bor ikke på denne campingplads, men er blot ude og rekognoscere præcis som os. De bliver godt nok noget overraskede, og vi hilser kort på dem igen. Vi kører rundt på de forskellige campingområder, men tager også turen ind til Le Mans by, hvor vi finder et stort indkøbscenter i form af Carrefour, hvor vi gør nogle indkøb nu vi er der. Da vi kommer tilbage fra vores indkøbstur, finder vi ud af, at det store danske motorsportsrejsebureau Grand Prix Tours ligger lige overfor os på campingpladsen, og jeg skal love for, at der er mange ens telte. Der kan både fordele og ulemper ved at bp så tæt på et stort rejseselskab. De kan være ret støjende, men samtidig har de personale med, der renser de offentlige toiletter på alle tider af døgnet, hvilket jo må siges at være et plus. Vi får set på uret, og tiden er ved at være fremskreden, hvis vi skal nå at være på plads til den første kvalifikationsrunde starter kl. 19. Vi har tidligere på dagen set et sted, hvor det kunne være godt at opleve kvalifikationen - lige ved udgangen af Porsche kurverne, så der går vi ned. Der står en masse marshalls i en gruppe og taler mens de venter på at kvalifikationen starter. De tager det meget afslappet, og vi får sågar lov til at gå forbi det høje trådhegn og helt hen til den lave betonmur, der er mellem trådhegnet og banen. Det havde jeg godt nok aldrig forventet, men hva - der er vel mere frie forhold end til formel 1. Her står vi også da der langsomt begynder at komme biler på banen. Til vores store skuffelse er det dog ikke den første kvalifikationsrunde der starter nu, men blot et mindre opvarmningsløb i en serie kaldet Formula France. Det ligner nærmest en Formel Ford med et andet karosseri. Selvom de ikke er de rigtige racere er vi alligevel lidt imponerede over hastigheden - måske virker det også voldsommere, fordi vi får lov til at stå 8-10 meter fra banen, kun med en lille betonmur imellem. Selvom det er nogle små biler, og slet ikke dem vi er kommet for at se, er det glimrende underholdning, og der bliver gået til den. Der er endda en der kører af lige for næsen af os, med bunker af røg til følge. Alle marshalls må derfor i gang med at få fjernet bilen fra banen. Efter en halv time eller måske tre kvarter, triller de små Formula France racere i pit. Klokken er ved at være lidt i syv, og stemningen bliver lidt mere intens. Nu må vi ikke længere stå helt ude ved banen, men skal stå bag trådhegnet. Vi kan fra pitten høre, at de noget større motorer bliver startet op, og det er en helt anden mere buldrende og rungende motorlyd. Det kan høres selvom vi står i hvert fald en 1-1½ km fra pitområdet. Vi står og venter ved hegnet. Venter på at se den første Le Mans racer live, efter at have fulgt løbet i fjernsynet siden John Nielsen vandt i 1990 med Price Cobb og Martin Brundle i en Jaguar XJR12 - en rigtig gruppe C racer. Lyden bygges langsomt op, vi står klar med kameraerne - Thomas med videokamera og jeg med et almindeligt analogt kamera. Pludselig kan vi se et par forlygter, og en Champion Audi R8 drejer igennem sidste kurve i den svingkombination der bærer navnet for den mest vindende konstruktør på Le Mans: Porsche. Lyden er høj og gennemtrængende, og fartindtrykket er enormt. Vi er begge meget forbavsede og overraskede over den voldsomme hastighed, og Thomas' umiddelbare kommentar er meget rammende: "Fuck den kom hurtigt (!!!)". Vi bliver stående, helt paralyseret, og ser mange forskellige typer biler fra de forskellige klasser passere. Vi erfarer, at der er stor forskel på hastigheden de forskellige klasser imellem, og der er en god grund til at GT og GT-S klassen skal køre med gule forlygter. Da vi har stået der i et par timer, er første halvdel af kvalifikationsrunden slut. Vi går derefter tilbage til teltet. Det er jo blevet lidt sent, og vi skal have noget mad. På vej tilbage til teltet, får vi rig mulighed for at se nærmere på de forskellige beboere på campingpladsen. Englænderne går totalt amok. Vi ser nogle der har en campingvogn på størrelse med en lastbil, og de har oven i købet medbragt en græsslåmaskine, så de har styr på deres midlertidige 'forhave'. Vi bemærker også, at Porscher i alle mulige afskygninger ikke er noget specielt overhovedet. Jeg tror aldrig jeg har set så mange Porscher på ét sted.

Da aftensmaden 'ligger godt i maven', skal vi naturligvis se sidste del af den første kvalifikationsrunde. Vi er så betagede af Porsche-kurvernes udgang, så vi må derned igen. Denne gang har vi taget vores stole med, og vi placerer os på taget af en pit-bygning til den go-kart bane der ligger lige optil racerbanen. Det er der en del andre der også har gjort, men vi finder et hjørne som ingen andre endnu har besat. Der sidder vi så, i det tiltagende mørke og nyder stemningen. For det er i virkeligheden det det for det meste handler om, som Le Mans tilskuer. Det er stadig lunt i vejret og den rå og uspolerede motorlyd 'blæser' derfor ikke væk. Jeg sidder med min lille Sony radio og hører Radio Le Mans 91,2 FM. Jeg bliver helt betaget af den radio, for de har bare styr på at kommentere. Både hurtigt og informativt, men også med en god portion humor. Thomas finder ud af, at en radio ikke er dårlig at have, og beslutter sig for at købe en radio i morgen, når vi alligevel skal et smut ned til Carrefour. Som aftenen falder på, bliver vi efterhånden også trætte - og inden længe ligger vi i det lille iglo-telt på Karting Nord.

Da vi vågner torsdag morgen, tager vi et hurtigt bad. Der er stadig ikke så mange mennesker på campingpladsen, så det kan sagtens lade sig gøre uden at stå i kø i en menneskealder. Derefter skal vi have noget morgenmad. Der er ikke mere 'på lager', så vi må i Carrefour igen, så Thomas også kan få sig en radio. Vi kører en omvej hjem, for lige at køre på Mulsanne langsiden, igennem Mulsanne Corner, Indianapolis og Arnage. Da vi har spist morgenmad, har vi planer om, at skulle se Le Mans museet ved hovedindgangen. Vi har hørt at det ikke skulle være vildt fantastisk, men på den anden side set, sker der ikke rigtig noget før kl. 19, hvor den anden kvalifikationsrunde starter. Vi går for første gang op imod hovedtribunen og start/mål langsiden. Vi opdager, at selvom man lige kan se derover fra vores campingplads, er der et pænt stykke vej, og det tager lidt tid at gå derover. Men vi kommer da over til hovedindgangen, og finder museet. Vi går rundt og kigger på det hele. Den første halvdel af museet finder jeg mildest talt ikke særligt interessant. Der er en masse historiske effekter, men langt fra så mange fede racervogne som jeg havde forestillet mig. Så er den anden halvdel langt mere spændende. Der står en tidligere racerkører og fortæller om hans deltagelser i Le Mans, mens et kamerahold filmer ham. Vi finder ikke ud af hvem det er, men bagefter er vi rimeligt overbeviste om, at det er Jacky Ickx. Ud over dette lille optrin, står der de biler vi er kommet for at se: Porsche 917 LH, Jaguar XJR9, Mazda 787B, Peugeot 905 og Toyota 94C-V. Derudover er der mange gamle Le Mans plakater, samt en masse modelopstillinger. Det har måske taget os en times tid at se museet. Da vi kommer ud, er jeg en anelse skuffet, men samtidig glad for at have set det. På den anden side set, havde vi jo også fået at vide, at det ikke var så specielt, som man måske kunne forestille sig. Vi begynder at gå tilbage til campingpladsen. Da vi kommer forbi pitområdet, ser vi, at en del mennesker går rundt derinde. Vi undrer os, da der jo som bekendt først er gratis pitwalk om fredagen. Vi overvejer kort, om det måske kan være nogle der har betalt for det, inden vi også går derhen. Vi er egentlig forberedt på at blive stoppet ved indgangen, hvor der står en vagt. Men det er ikke tilfældet. Vi kan blot gå ind, og vi kan få lov at snuse til atmosfæren i pitten. Det bedste af det hele er, at der næsten ikke er nogen mennesker, men alle kommer jo også normalt først til pitwalk om fredagen. Vi går igennem pitlane, mens vi filmer og tager billeder til den store guldmedalje. Joe Cocker sørger for musikken, da Unchain My Heart brager ud af højtalerne. Det skaber en hyggelig stemning. Mange teams henlægger noget af deres rutinearbejde til 'the apron' (området uden foran garagerne), så folk har noget at se på ved pitwalken. Solen bager ned, og det er efterhånden ved at være sent på eftermiddagen, og da vi har været hele rækken af garager igennem, havde vi egentlig en plan om at gå tilbage til teltet. Men pludselig ser vi, at der er mange der render rundt ude på selve racerbanen, på den anden side af pitmuren. Det troede vi ikke var muligt, men det er jo som sagt en anden, og mere åben stemning der er her, i forhold til formel 1. Vi kan ikke forspilde denne chance, og går ud på banen op mod Dunlop broen. På vej derop får vi også set nærmere på de skarpe sten, de mere almindelig kendte sandkasser/afkørselsområder. Der har de seneste år været massiv kritik af netop disse sten, da afkørsler i et 24-timers løb er uundgåeligt. Når de lave racervogne skal tilbage på banen, vil de med deres mange kanaler i undervognen, samt bløde og varme slicks dæk bringe nogle af de mange sten med ind på banen, med mange punkteringer til følge, for de biler der kommer umiddelbart efter. Vi kommer op til Dunlop broen, og ser hvordan den ser ud i virkeligheden. Det er et metalskelet der er beklædt med træ, som derpå er malet i dækprofil. Vi får taget en hel del billeder, hvor nogle er blevet bedre end andre. Da vi går ude på banen, kommer der hele tiden civile biler kørende langsomt rundt. Det er journalister, der enten skal optage nogle klip der skal bruges i en optaktsudsendelse, eller også skal de skrive en reportage senere. Pludselig kommer en Lancia Kappa på danske plader rullende, med åbentstående vinduer. Thomas er hurtig og spørger om ikke vi må komme med rundt. Det kan vi desværre ikke, da der er mange vagter og kontrollører der tjekker billetter hele tiden på vej rundt på banen - men ellers kunne vi da godt have fået en tur. Sådan kan det gå. Da de er kørt igen, får vi mulighed for med egne øjne, at se nærmere på den nye sektion af banen. Den er blevet længere siden sidste år: Fra 13,605 km til 13,650 km, dvs. 45 meter. Fra Dunlop broen og ned til den gamle S-chikane er der blevet etableret endnu en S-chikane, hvor der førhen blot var en lang bakke. Da vi har set hvad vi synes vi bør se, går vi tilbage til campingpladsen for at gøre os klar til aftenens kvalifikation. I dag er det planen, at vi skal se den fra hovedtribunen, da det jo er gratis at opholde sig på alle tribuner under kvalifikationsrunderne. Vi står klar på hovedtribunen da kvalifikationen starter - er du gal, det skal bare opleves. Man hænger ud over rækværket, for at kunne se så meget af pitlane som muligt. Man kan stort set se det hele, og er ikke ret langt fra racerne, når de kører ind/ud af deres garager, bliver tanket, får skiftet dæk, eller hvad der nu ellers bliver justeret. Der er kamp om de gode pladser på tribunen, så det gælder om at være hurtig. Vi bliver stående længe inden vi går tilbage, for lige at få det sidste glimt af kvalifikationen fra taget af go-kart pitten ved udgangen af Porsche-kurverne. Det er som om at der er langt flere, der har luret vores trick fra i går, i hvert fald er der langt flere mennesker, og det er ikke helt den samme stemning som ved gårsdagens seance. Inden længe ligger vi i teltet, og lytter til Radio Le Mans. Tom Kristensen i Audi R8 #1 har sikret sig en plads i første startrække, ikke på pole, men i anden startposition. Lidt ærgerligt da han ellers havde pole position, men blev slået af Johnny Herbert i Audi R8 #2 med få tusindedele. Men vi er fortrøstningsfulde da vi lægger os til at sove, for Tom K har jo startet i anden position i både 2000 og 2001 og har vundet alligevel. Hvis Tom K, Biela og Pirro tager sejren, vil det være første gang i Le Mans historien at det samme mandskab vinder tre gange i træk, og det vil oven i købet ske i den samme bilmodel. Men der kan ske meget endnu, og sejren bør bestemt ikke tages for givet.

Da vi vågner fredag morgen og ser hen på badekøerne, får vi et mindre chok - for hvor er alle de mennesker kommet fra på bare 24 timer? I går var det intet problem, men nu er køen til et brusebad længere end nogensinde. Vi vælger at springe badet over, og gå direkte til morgenmaden. Da vi allerede har set pitwalken, kan vi tage det stille og roligt. På trods af, at der ikke sker noget på banen hele fredagen, kan programmet godt blive forholdsvist presset, hvis man skal have det hele med. Vi har hørt og læst meget om, at alle de fede biler samler sig nede ved Indianapolis og Arnage. Dem skal vi ned og se - det er et must og noget man typisk går glip af når man tager de almindelige bus- og flyrejser til Le Mans! Udover Indianapolis og Arnage er der om fredagen også pitwalken, som vi så i går, samt endelig kørerparaden i Le Mans by, som efter sigende også skulle være et godt indslag. Vi starter med at køre ned til Indianapolis og Arnage, bevæbnet med rigelige mængder vand, vores stole og en pose ærter. På vejen kommer vi forbi Tertre Rouge, hvor man kan gå ind på banen. Bilen bliver parkeret i vejkanten, og vi går fra Tertre Rouge og til det sted, hvor den nye svingkombination efter Dunlop broen, er sat sammen med den gamle S-kombination. Vi står og lurer lidt på hvor høje curbs'ne egentlig er - og ikke mindst, hvor ruflede de er! Men som før nævnt har vi et stramt program, og vi bevæger os atter tilbage til bilen og sætter kursen mod Indianapolis og Arnage. Vi sætter os i vejkanten lige ved det unavngivne kink der ligger umiddelbart før Indianapolis. Vi bliver bestemt ikke skuffede. Aldrig har jeg set så mange lækre vogne samlet på ét sted. Det er lige før det er umuligt at nævne en bil, som ikke kan findes her. Politiet er naturligvis også repræsenteret, men de er der bare for syns skyld - og ikke mindst for at tage billeder til egne arkiver! Vi så i hvert fald flere betjente med kameraer. Vi ser diverse Ferrarier, Lotuser, BMWer, Morganer, Porscher, mange Lotus Super 7, en enkelt Ford GT40 replika i Gulf-bemaling og meget mere. Pludselig kommer en sort Porsche 996 GT3 på engelske plader rullende. Sideruden er rullet ned, og Thomas siger til føreren: "Nice car!", hvortil han svarer: "Thank you, where are you from?". Vi svarer: "Denmark" nærmest i munden på hinanden. Han siger med et grin: "Det er jeg også!". Det er da ganske pudsigt. En dansker i en ikke helt langsom Porsche på engelske plader. Vi får en lille sludder med ham, inden han gasser op og tegner sorte striber på vejen. Da vores vand er ved at slippe op, og vores pose med ærter er tom, beslutter vi os for at køre videre, idet vi skal nå at komme ind til paraden i byen - og ikke mindst finde vej derind. Den samme tanker har de englændere der har parkeret overfor os tilsyneladende gjort sig. De kører i en ældre kassevogn, og der er tydeligvis ikke sæder nok til dem alle. For at afgøre hvem der skal have de bedste pladser, arrangerer de et lille hurtigt kapløb over vejen. Ganske underholdende - specielt fordi de alle (føreren undtaget har fået en Kronenburg eller to for meget. Vi får startet bilen op, og kører ind mod byen til paraden. Der er rigtig mange biler, og trafikken bevæger til tilsyneladende kun én vej, men på trods af dette, har vi alligevel svært ved at finde den rigtige vej. Vi ved at det skal foregå ved domkirken, og vi stopper ved en kirkelignende bygning, og parkerer bilen. Vi begynder at gå, og vi går længe. Så længe så Thomas siger, at hvis ikke det er ved det næste hjørne, så vender vi om. Men vi finder paraden da vi drejer rundt om det næste hjørne. De er så småt ved at starte. Vi stiller os op, og som de sidst ankomne har vi selvsagt ikke de bedste pladser. Kørerne bliver kørt på en ca. 3 km lang rute igennem det centrale Le Mans. De bliver fragtet rundt i gamle veteranbiler, og det gør den officielle pokal i øvrigt også. På grund af vores ringe udsyn, beslutter vi os forholdsvist hurtigt for at gå lidt af en sidegade. Her er ikke noget hegn, så man kan komme helt tæt på kørerne. Der er ikke styr på det overhovedet - og kørere, biler og tilskuere myldrer ud og ind imellem hinanden. Vi ser endda nogle der har placeret sig oven på et busskur, der ser ud til at kunne brase sammen hvert øjeblik det skal være. Vi får set Jan Magnussen der stiller til start i en Panoz sammen med David Brabham og Bryan Herta. Desværre kørte Herta bilen for hårdt under kvalifikationen. Internt i teamet var der blevet aftalt, man ikke skulle køre over curbs overhovedet. Men da Herta ikke kunne matche tiderne fra Magnussen og Brabham, gjorde han det alligevel. Det frembragte så mange vibrationer i motorsektionen, så en benzinslange rystede løs, og der udbrød brand i bilen. Mekanikerne har derfor arbejdet hårdt for at få bilen klar, og alle ved, at det ikke er en optimalt justeret Panoz der stiller til start i morgen, lørdag. Derudover ser vi også Hawaii Tropic girls. Dem har jeg før kun set på billeder, og jeg må sige, at det er et indslag der holder! Dog går der bodyguards på hver side af pigernes bil, og de må da også i aktion flere gange, da ivrige mandspersoner forsøger at få adgang til bilen. Mange kørere er kørt forbi, men vi undrer os over hvad der sker for Tom K, da alle de andre Audi-kørere har været forbi for længe siden. Pludselige stimler folkemængden sammen. Og der kommer Tom K, Biela og Pirro gående?! Mange danskere spørger ham hvorfor han går, og han må flere gange forklare, at deres bil er brudt sammen. Det er noget af en opgave han er kommet på, og han får godt nok skrevet en hel del autografer, inden han siger at han må videre, da han er kommet bagud i forhold til de andre. Da Tom K og Audi folkene har været der, bliver der mere luftigt i folkemængden. Det hele er ved at være slut, og vi har en lang gåtur tilbage til bilen. Da vi endelig kommer derhen, er der rigtig mange biler der skal den samme vej. Så vi kommer til at hænge i en mindre kø, der snegler sig ud imod baneområdet. Vi har ikke kørt ret langt, da bliver råbt an af to danskere, der spørger om vi skal ud mod banen, og om de kan få et lift. Det kan de naturligvis godt, og de beretter at deres bus er kørt fra dem - så er der altså en rigtig god bid vej at gå. Da de aldrig har været på Le Mans før, og ikke har prøvet at køre på det stykke vej, som er tilgængeligt for offentligheden, giver vi dem en tur rundt på banen. Det viser sig at de er med Grand Prix Tours, og bor lige overfor os på campingpladsen Karting Nord. I Carrefour har vi for nogle dage siden købt en grill, og den skal vi nu have gang i igen. Det bliver et fint måltid, og vi sidder udenfor teltet indtil vi går i seng ved midnatstid. Vi skal jo være friske til i morgen - Le Mans lørdag. Resten af campingpladsen er godt nok ikke indstillet på nattero. Der bliver fyret fyrværkeri af, spillet musik og drukket øl det meste af natten igennem...

Da vi vågner lørdag er badekøen endnu mere håbløs end nogensinde, og jeg begynder så småt at glæde mig til det hotel vi skal bo på efter løbet, så man kan få sig et bad. Men det kan vi ikke bekymre os om nu. Og efter en gang morgenmad, pakker vi vores sager med stole, vand, frugt osv. Vi er ved start/mål langsiden ved 13-tiden. Det er vigtigt at være der i god tid, da vi jo som sagt ikke har nogle tribunebilletter. Der er faktisk ikke så mange tilskuere på langsiden overfor pitten, men nu er der jo også omkring tre timer til start, så der er masser af plads til at vi kan få placeret vores stole. Vi har købt avisen Le Maine, hvor vi får fuldt overblik over startrækkefølgen. Derudover hører vi Radio Le Mans, mens der kommer flere og flere mennesker på tribunen hvor vi sidder. Radio Le Mans siger ikke ret meget om motorsport, for samtidig med Le Mans er der jo også VM i fodbold. Det spilles i Japan og Korea. Danmark spiller denne eftermiddag mod England, og med 50.000-60.000 englændere, er der et stort publikum. Vi hører det naturligvis også, men der er ingen tvivl om hvilken vej sejren går. England vinder 3-0 over Danmark i kvartfinalen. Skidt nok - men så kan vi jo bare håbe på, at Danmark til gengæld har en Le Mans vinder om 24 timer. Nede på banen er der også travlhed - bilerne er linet op, skråt i en 45 graders vinkel, med bagenden ind mod pitmuren. Præcis som ved de gamle Le Mans starter. Der er to specielle biler med i år. To biler der egentlig slet ikke er med i løbet for at køre om sejren, til trods for, at de kører i den største klasse. Den ene er en blå Lola B98/10 #10 med en Judd V10. Der står intet om hverken Lola eller Judd på bilen. Til gengæld er der skrevet Vaillant med store typer. Derudover er der også en Panoz LMP-1 Roadster S #22 på startgridden. Den er rød/sort, og der står Leader med store typer. Disse to er filmbiler. Der er kameraer overalt, da der skal optages en ny Le Mans film. Den første film i rækken, er jo den legendariske 'Le Mans' fra 1971 (optaget til 1970-udgaven af løbet). Disse info får vi over Radio Le Mans, der samtidig beder os om at være med på spøgen, og juble når speakeren beder os om det. Så det gør vi. Bilerne bliver kørt af rigtige racerkørere, for at der ikke skal opstå farlige situationer. (Læs andetsteds på LEMANSarea.dk en anmeldelse af filmen). Der er ved at være godt pakket på vores tribune, da bilerne indfinder deres rigtige startformationer.

Nu sker det snart. Det løb jeg har ventet på at overvære i over 10 år. Motorerne er så småt ved at blive startet og varmet op. Pludselig ser vi over på storskærmen ved Ford-chikanen nogle jagerfly nærme sig. Lige før de er inde over start/mål området, sender de farvet røg ud, og maler således det franske flag - Tricoloren - over den skyfri himmel. Ganske festligt. Dette indslag er lavet, da det er den 70. gang løbet køres. Nu siger motorlarmen og bilerne begynder at rulle efter pacecar'en. Vi følger det hele intenst på storskærmen hvordan bilerne snegler sig af sted, selvom pacecar'en ser ud til at få noget at leve af. Præcis kl. 16.00 trækker den ind. Og 2002-udgaven af 24 Heures du Mans er i gang. Da bilerne passerer start, starter jeg nedtællingen på mit armbåndsur, så jeg gennem de 24-timer bare har en nogenlunde præcis fornemmelse af, hvor langt der er igen. Vi ser de første par timer ved start/mål langsiden. Pludselig er der meget albuerum - nu da starten er gået. Vi kan blive ved med at stå og se på de racere accelerere forbi, men der er også mange andre spændende steder at opleve Le Mans løbet fra. Vi samler vores ting, og går ned mod Porsche kurverne. Men i stedet for at se racerne i udgangen af svingkombinationen på 5 sving (3 venstresving, 2 højresving), ser vi dem nu i indgangen. Det er ret langt fra hinanden når man nu skal gå, men her ser man også bedre. Vi sidder på en lille skåning, og ser racerne komme strygende fra Arnage i 6. gear. De gearer en gang ned, for derefter at gå på gassen igen igennem svingkombinationen. Det er sq fedt. Det kan ikke beskrives tydeligere, og vi får til stadighed en fornemmelse af hvor stor en forskel der er på en Porsche 996 RSR og en Audi R8 - og som de fleste ved, er en Porsche 996 ikke den langsomste bil i verden. Vi får lavet nogle filmklip og taget nogle billeder. Vi har ingen anelse om hvordan billederne bliver, så der bliver en masse. Efter endnu et par timer bliver vejret køligere, og vi bliver gradvist mere sultne. Derfor går vi hjem til teltet, og starter grillen, og får noget mere tøj på. Det bliver en hurtig 'middag', da vi jo er her for at se race, og ikke for at spise. Idet vi har placeret teltet så tæt på banen, er det sværere at kommunikere mht. madlavningen, men det lykkedes da. Vores plan er, at vi skal køre ned og se ved Mulsanne Corner og Arnage. Det har alle talt om som en stor oplevelse, så i det tiltagende tusmørke, kører vi ud på de i forvejen overbefolkede småveje der forbinder de små byer syd for Le Mans. Vi finder Arnage i første hug, parkerer bilen og går ind. Her er man virkelig tæt på racerne. Så tæt, som man ikke er andre steder på banen. De kører heller ikke så hurtigt her, så der er god mulighed for at få fanget nogle gode detaljer. Alligevel synes jeg ikke det er helt så vildt, som jeg har fået det fortalt. Bevares, man står da rigtig tæt, men der er også ekstremt mange mennesker presset ind på det lille område, og der er mindst dobbelt så mange myg. Det varer derfor ikke længe før vi i aftenmørket kører imod Mulsanne Corner. Det er til gengæld fedt, og hele køreturen værd. Bilerne kommer fra Mulsanne Corner og accelererer op igennem Mulsanne skoven, men nærmest eksplosiv hastighed. Vi står og kigger ved hegnet, og placerer vores stole lige på det sted hvor Porscherne skifter gear. Det medfører et lille knald, samt en stor stikflamme ud af udstødningen. Det kan ikke beskrives, og skal opleves. Når bilerne kører ind i skoven, ændres lyden også. Den bliver langt mere rungende, og man kan høre bilerne længere væk, nu hvor lyden bliver under træerne. Vi går nu helt ned til selve Mulsanne Corner. Det er bestemt en lige så god oplevelse som stykket igennem skoven. Bilerne kommer fra Mulsanne langsiden og bremser ned med rødglødende bremser, drejer igennem svinget i 2. gear, hvorefter der accelereres op igennem skoven. Man kan sidde på en skråning, og høre radio. Vi benytter tiden til at tage nogle video-klip, da billeder er meget svære at få et godt resultat ud af. Klokken er ved at blive mange, og vi vil gerne lige se Arnage igen nu hvor det er blevet helt mørkt. Vi er efterhånden også trætte efter en lang dag med mange indtryk. Tilbage ved Arnage er der nu kommet safety car på banen, hvilket betyder at racerne cirkulerer langsomt rundt, og man kan se rigtig meget når de kommer forbi. Tom Kristensens Audi R8 #1 har for noget tid siden gået forbi den førende, og befinder sig nu i spidsen af racet. Men på trods af at løbet har været i gang i lang tid, er der stadig over halvdelen af racet tilbage. Så meget kan nå at ske endnu, og vi har vel alle episoden fra 1999 i frisk erindring hvor JJ Letho satte BMW LMR #17 i muren i Porsche kurverne kort før kl. 12 søndag formiddag, med kun 4 timer tilbage af løbet. Vi må intet tage for givet. Selv på denne tid af natten, hvor klokken vel nærmer sig 3 er der tonsvis af mennesker ved Arnage, og myggene er heller ikke gået i seng. Det skal vi til gengæld, så vi pakker sammen og kører tilbage til Karting Nord. Jeg står og børster tænder, da jeg kommer til at tænke på, at jeg nu står her med mulighed for at se mere race. Jeg har ventet på det i 10 år, så kan man ikke bare gå i seng. Jeg må sove senere. Jeg spørger Thomas om han vil med op til start/mål en ekstra gang, men han er ligeså træt som jeg selv, så han takker nej. Jeg er også meget træt, og det er kun viljen der holder mig fra at gå i seng. Jeg går hurtigt op mod baneområdet, og under tunnelen for enden af pitgaragerne. Så står jeg overfor pitten. Der er ikke ret mange tilskuer på hovedtribunen på denne tid af natten Der er fuldt blus på i det fleste garager, bortset fra de, der er udgået - her er porten lukket. Det er virkelig en stor oplevelse at være så tæt på løbet her om natten. Racerne går i pit, tanker, og kommer ud på banen igen. Det hele er sat i system, ét stort urværk. Jeg går op til Dunlop broen, og står og hænger der i lang tid. Jeg venter på solopgangen. Jeg vil gerne have et billede af Dunlop broen lige hvor solen står op i baggrunden. Det er et flot motiv. Men jeg kommer til at vente længe, hvis jeg skal have billedet i år. Trætheden er nu også ved at overmande mig, så jeg må også hellere komme i seng, hvis jeg skal have noget ud af det i morgen. Jeg går den lange vej tilbage til Karting Nord. Da jeg ligger i min sovepose, hersker der slet ikke den samme stemning som i går. Nu er det mere roligt, som om folk er mere koncentrerede om det de primært er her for, nemlig for at se race!

Da jeg vågner søndag morgen ved 10-tiden, er Thomas allerede oppe. Han står ved hegnet med sin radio, og følger morgenens udvikling ligesom så mange andre danskere. Badekøen er stadig håbløs, så vi sætter vores lid til det hotel vi skal til i aften. Vi fanger hurtigt noget morgenmad, og starter stille og roligt med at pakke vores telt sammen. Planen er nemlig, at have bilen pakket når vi går op for at se de sidste timer ved start/mål. Det går i grunden ret stærkt, og inden længe er det hele pakket væk. Vores naboer i Ford Transiten sidder på taget og drikker Kronenburg. De spørger om ikke vi vil op og se udsigten. Vi siger pænt ja tak, og vi er begge forbavsede over hvor meget det betyder at komme 2 meter højere op. Man har meget bedre udsyn når man er hævet over alle andre samt trådhegnet, men det er begrænset hvor meget skygge man kan få. Det er ekstremt varmt, meget varmere end nogle af de andre dage, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Vi samler vores stole og proviant, og går atter op til hovedtribunen. Vi har rimelig god tid, så vi går lidt rund blandt alle de butikker og boder, der ligger på indersiden af ringen ved Dunlop broen. Vi går ind i den officielle Le Mans butik, hvor jeg køber mig en blå Le Mans poloshirt, som et bevis på, at jeg har været her. Vi ser lidt på Audis stand, hvor de har en Audi RS6 Avant stående til skue for de mange bilentusiaster der kommer forbi. Men selvom det er en lækker vogn, er det ikke det, der fanger folks umiddelbare interesse. MG har fundet fidusen, og har udstyret deres stand med 8 unge chicks i tætsiddende MG-uniformer. Det kan vi li', og der bliver taget en del billeder. Nu er der ved at være 3 timer til afslutningen, og vi skal atter engang indfinde os på hovedtribunen, hvis vi skal have nogle gode pladser. Vi har fået at vide, at vi skal placere os så tæt som muligt på en stor metaldør, der er lige ud for målstregen. Det giver bedst mulighed for at komme ud på banen når løbet er slut. Det er afsindigt varmt på hovedtribunen og vi har slet ikke nok vand med. Det er umuligt at finde skygge, så tiden er lidt lang, men det må den også være for Tom K der blot er en times tid for at skrive historie med sin 3. sejr i træk og den 4. i alt. Jeg går ned for at hente nogle is. Jeg beder blot om to is, og kommer af med € 10?! Det er første gang på Le Mans at jeg oplever, at der bliver taget en kæmpe overpris. Vores øvrige indkøb har været til ganske rimelige priser. Da der er kort tid igen, samler de 3 Audier sig så de kan køre samlet over målstregen i den klassiske kombination af Schwarz Rot Gold, som det tyske flag hedder. Da Pirro kører over stregen, går hele målområdet amok, og jeg tager billeder så hurtigt som kameraet vil være med til. Tom Kristensen har indskrevet sig i historien, og er nu iblandt en lille elite der har vundet 4 gange, eksempelvis som de to franskmænd Henri Pescarolo og Yannick Dalmas. Allerede nu begynder en masen bagfra, da alle vil have gode pladser ved metaldøren. Men vi har placeret os godt, og da alle biler er i mål går døren op, og vi strømmer ud på banen, forcerer betonmuren i den ene side, spurter over banen og forcerer den dobbelte betonmur, ved pitten. I løbet af meget kort tid er hele området nedenfor podiet proppet, men vi har fået en rigtig god plads. Vi ser det hele, og er med da champagnen bliver åbnet. Jeg er tæt på at få en Michelin kasket som der bliver kastet ud fra podiet, men jeg bliver den lille i kampen mod en stor fed tysker med en kæmpe ølvom - jeg tænker, at jeg ikke vil gøre mere ud af det. Da det hele er færdigt går vi ud på banen gennem afkørselsområdet ved Ford-chikanen, for derefter at gå ned imod bilen, som vi har pakket på forhånd. Det har været en begivenhedsrig uge, med mange indtryk. Det har ikke været nogen dårlig førstegangsoplevelse - bestemt ikke. Heller ikke selvom jeg ikke fik mit billede Dunlop broen ved solopgang. Men det må komme. Der er jo mange år endnu, hvor vi kan vende tilbage til verdens største sportsvognsløb 24 Heures du Mans og høste flere billeder og oplevelser.

© Copyright 2001-2024 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.