Rejsen til Le Mans 2005

Det er på høje tid, da vi kører fra Danmark onsdag aften - den 15. juni 2005. Første kvalifikationsrunde er allerede i gang i Frankrig, men den når vi ikke. Dog er vi helt sikre på at være der når anden kvalifikationsrunde starter torsdag aften. Det ville naturligvis være fedest at se begge kvalifikationsrunder live, men en enkelt kan bestemt også gøre det. Der har været stor travlhed på andre fronter blandt alle ombord på årets Le Mans ekspres. Thomas og jeg selv er som bekendt fast inventar. Mark, som også var med i 2004, er atter med. Vi 'plejer' at have en ny mand med på turen. I år tilfalder denne ære Morten. Det er første gang han skal se det storslåede 24-timers løb. Turen gennem Tyskland og Belgien går planmæssigt og tidligt torsdag morgen er vi i Frankrig. Vi satser på at nå Le Mans, som ligger midt i Frankring, omkring middagstid.

Ved Paris er der - som ventet - en voldsom morgentrafik, og vi ender med at sidde i kø en anelse længere end nogen bryder sig om. Snakken falder på hvorfor man ikke kan se Eiffeltårnet. Det virker dybt mystisk for den ikke indviede, men dette samtaleemne er efterhånden blevet en form for tradition efter at Thomas bragte det på bane som en halv spøg tilbage i 2002 - på vores første tur til Le Mans. På trods af køen passer tidsestimatet dog meget godt. Lidt over 12 holder vi foran selv samme port, som vi også holdt foran sidste år - indgangen til campingpladsen Expo. Vi har ikke vores billet med i bilen, da vi har fået den tilbudt i sidste øjeblik. Vi havde ellers reserveret og modtaget en billet til vores campingplads anno 2003: Beauséjour - men da vi fik tilbuddet kort før afrejse om en plads på Expo, slog vi til. Det ligger altså en anelse mere centralt og badeforholdene er langt bedre. Vi ringer derfor til ham vi har købt billetten af, mens vi holder i porten og spærrer for det meste trafik. Det bryder vagten sig tilsyneladende ikke så meget om, så vi bliver vinket ind på pladsen uden billet. Vi finder dog hurtigt sælgeren af billetten, og får monteret denne i forruden af bilen, som reglerne foreskriver. Da vi har kørt hele natten er alle naturligvis trætte, og da vi først er på campingpladsen ét døgn senere en sidste år, er det noget sværere at finde en plads til vores forholdsvist store telt. Vi får dog mast os ind imellem nogle andre danskere og nogle englændere således, at vi ligger helt ude i kanten af campingpladsen og ned til vejen. Det er meget lig det sted vi også placerede os sidste år. Vores 8-personers telt bliver pakket ud, og vi begynder at bygge det op - for med sådan et stort telt slår man det ikke bare lige op - det kræver lidt omtanke og koordination. Dog vil jeg påstå at vi efterhånden er meget rutinerede, på trods af, at teltet kun er købt til dette formål og kun benyttes én gang pr. år. Mark, Thomas og jeg kender rutinerne mens Morten kommer ind i det lidt efter lidt. Dog går der ikke lang tid før at Morten får øje på en Porsche 911 ude på vejen. Der går ikke mange sekunder før han har sluppet alt hvad han har i hænderne og lader telt være telt, og står og 'savler' ved hegnet - så det er op til Thomas, Mark og jeg at holde sammen på den, på det tidspunkt, noget ustabile konstruktion. Vi andre kan kun kigge overbærende, for selvom en Porsche er en fed bil, er den på ingen måde speciel i det selskab af biler, man støder på ved en event som Le Mans. På trods af at Morten i den næste halve time står og hænger ved hegnet, kommer der mere og mere styr på teltet, mens pløkker og barduner bliver fastgjort til underlaget. Da vi har pakket ud, orienterer vi os kort på campingpladsen Expo. Alt ser ud som det gjorde sidste år, og Den Blå Avis har stadig deres camp her. Der er både fordele og ulemper ved det. Fordelen er, at der en badecontainer (fra mobilbad.dk), hvor man kan købe sig til et varmt bad. Prisen er dog steget med 50 cent siden sidste år og koster derfor nu € 3,50. Det er en pæn pris for et 3 minutters varmt bad. Jeg betaler det dog gerne - man bliver altså meget mere frisk af lige at have været i et varmt bad hver morgen. Da vi har snuset lidt rundt på campingpladsen, er det tid til at købe billetter til løbet. Det foregår som vanligt i den cirkulære bygning, der ligger næsten ved siden af Expo og den lille gåtur klares på ca. 10 minutter i forhold til Expo campingpladsen. Vi er der lidt senere end jeg egentlig havde håbet på, og jer er lidt nervøs for, om de allerede har lukket. Jeg får mig da også lidt af et chok, da døren er låst. Dog har jeg blot taget i den forkerte dør! Som vanligt er der ikke særlig lang kø. Jeg kan ikke rigtig forstå det, for der er altid virkelig mange mennesker, men de skaffer måske deres billetter ad andre kanaler? Jeg køber en billet og får samtidig den årlige plakat. Jeg har atter taget mit lille plakatrør med, så jeg kan sikre, at plakaten kommer hjem uden krøller - det fremkalder et smil hos ekspedienten. På vej tilbage til teltet bliver vi opmærksomme på, at vi egentlig ikke rigtig har fået noget at spise siden rastepladsen ved Shell stationen lige syd for Paris. Det er ved at være nogle timer siden, og vi skal også have købt ind til noget aftensmad og selvfølgelig kul til grillen - altså må vi ind til Le Mans by og besøge 'le grande' Carrefour. På vejen derind, er det jo også på sin plads at vise Morten området, herunder den del af banen der er offentlig vej - samt campingpladsen Beauséjour hvor vi jo skulle have boet. Morten bliver forholdsvist imponeret over hvor meget af banen man kan få lov at køre på, samt hvor mange eksotiske biler, der er samlet på ét sted. Vi finder hurtigt Carrefour. Dennes nabo er McDonald's, og med den stigende sult vi alle har opbygget, skal der ikke meget andet end et enkelt nik til, før vi drejer ind til McD og får en sen frokost. Herefter får vi købt ind, herunder også en sort tush som skal benyttes til at få de obligatoriske autografer på min kasket til kørerparaden. Jeg har med vilje ikke taget en kasket med, da jeg ikke rigtig har nogle som jeg ville bryde mig om at få autografer på. Samtidig er det efterhånden også en tradition og 'event' at finde årets kasket. På vej tilbage får vi øje på den åbne vaskehal CrocoJet, som ligger skråt overfor Carrefour. Bilen har jo stået model til lidt af hvert på turen sydover, så hele fronten er dækket af et ordentligt lag fluer. Disse skal væk, hvilket CrocoJets højtryksspuling søger før. Vi triller tilbage til Expo. Da vi er kommet tilbage er hverken Morten eller Thomas specielt imponerede over CrocoJets vask, da den har skabt nogle pletter på lakken. De kører derfor atter ind mod Le Mans byen for at finde en ordentlig vaskehal, mens Mark og jeg blot sidder og hænger i vores stole foran teltet og studerer det officielle løbsprogram. Efter ca. en halv times tid kommer Thomas og Morten igen. De er målløse. De ville blot vaske bilen i en almindelig vaskehal, men kommunikationen med tankpasserne svipsede hvorfor bilen blev håndvasket og tøret med vaskeskind til en pris af kun €5. Bilen er nu ren igen. Herefter kan vi alle lige nå at slappe lidt af inden vi skal op til baneområdet for første gang i år.

Anden kvalifikationsrunde starter kl. 19, og denne session varer indtil kl. 21, hvorefter der er en times pause til kl. 22. Her starter de sidste to timer af torsdagens kvalifikation. Typisk vil de hurtigste tider blive sat i slutningen af første session, eller i starten af sidste session, da det er her der findes det perfekte kompromis mellem lavere temperaturer og god sigtbarhed i det tiltagende aftenmørke.

Løbet i år bliver spændende. Der er fire danskere med: Tom Kristensen jagter sin 7. Le Mans sejr i en Champion Audi R8 #3 og hans medkørere er tyskeren Marco Werner og finnen J.J. Letho. Sidstnævnte kørte Tom K's BMW LMR #17 i 1999 da en krængningsstabilisator opgav og bilen ramte muren med 200 km/t på vej gennem Porsche kurverne. Det er et spændende kører-lineup, for ifølge statistikken har Tom K kun vundet Le Mans når han har delt bilen med en italiener (Alboreto i 1997, Pirro i 2000-2002 og Capello i 2003-2004). Derudover er det Audi R8'erens sidste sæson, og den har ydermere taget 50 kg på, og fået begrænset effekten med ca. 30 hk. Dette er nødvendigt, for at kunne stille op, idet dette er en del af det nye 2005 reglement. Derimod har Pescarolo Sport, med den firefoldige Le Mans vinder Henri Pescarolo ved roret, grebet det anderledes an. De har bygget en 'hybrid' der passer perfekt til årets race. Pescarolo teamet er med sine to biler derfor klart de største konkurrenter til Audi R8's femte Le Mans sejr. Til testdagen i starten af maj knuste Pescarolo alle konkurrenter og Audi R8'erne blev sat tilbage med 3-4 sekunder pr. omgang! Derfor er det bestemt ikke speed, som Audi'erne kan vinde på, men udelukkende stabilitet og holdbarhed. Derimod forventes det, at Pescarolo Courage C65'ernes Judd V10 sugemotorer er mere tørstige end Audi R8'ernes V8 Biturbo maskiner med FSI-teknologi, således at Pescarolo'erne skal i pit flere gange i løbet af racet. De tre andre danske deltagere er Jan Magnussen, Lars Erik Nielsen og Thorkild Thyrring. Jan M kører som i de foregående år for GM's Corvette team. Han skal i år forsvare sin klasse-sejr fra 2004 og stiller til start i Corvette C6-R #64 med Oliver Gavin og Olivier Beretta. Lars Erik Nielsen og Thorkild Thyrring deler en Porsche 996 GT3 RSR #89 i den mindste GT2-klasse. De kører sammen med Pierre Ehret. Sidste år deltog Lars Erik Nielsen også, men det var sammen med Ian Donaldson og Gregor Fisken. Ydermere skulle John Nielsen og Casper Elgaard også have stillet op i årets Le Mans løb, men de blev vraget af A.C.O. umiddelbart før prækvalifikationen i april måned. De kvitterede derpå med at vinde 1.000 km løbet på Spa Francorchamps i Belgien få uger før Le Mans.

Vi er lidt sløve til at komme af sted mod baneområdet, så da vi når tribunerne ved Dunlop chikanen er kvalifikationen allerede startet. Tribunerne er, traditionen tro, gratis at opholde sig på under de i alt fire kvalifikationssessions. Det bliver udnyttet, og det er meget svært at få en siddeplads. Det er første gang vi ser racerne i år, så der er mange indtryk der skal bearbejdes, mange ting der skal huskes og mange billeder der skal tages. Det er optimalt at se bilerne for første gang fra tribunerne ved Dunlop chikanen. Racerne befinder sig her i lang tid. Man kan følge dem når de kommer ud af det lange hurtige højresving på opløbslangsiden, gennem nedbremsningen til Dunlop chikanen, og den følgende acceleration op under Dunlop-broen. Vi sidder her og nyder stemningen i hvad der føles som et øjeblik, men pludselig er der gået en time, og vi bevæger os lidt videre. Over Dunlop broen -  det altid er en lidt speciel oplevelse, når bilerne accelerer under den. Vi går ind på 'inderkredsen' og snuser lidt til stemningen blandt de mange boder, og søger for at få oplevet så meget som muligt. Det er dét Le Mans bl.a. handler om for mit vedkommende: At få oplevet så meget som muligt. De 5-6 dage vi er af sted er så begivenhedsrige, at man kan leve på minderne og oplevelserne i lang tid efter. Derfor bliver der taget så mange billeder og så meget video som der gør. Det er måske lidt besværligt i 'nuet', men super fedt at have når man kommer hjem. Kvalifikationen er nu stoppet, og der er pause på en time. Vi går op imod hovedtribunen. Det er altid en kamp at få de gode pladser her, derfor er vi i god tid. Det optimale er en plads helt nede ved rækværket i starten af pitlane når klokken nærmer sig 22. På vej op på tribunen ser Thomas og Morten, at det er muligt at komme ind i den afspærrede område hvor de forskellige teams' trucks står. Thomas og Morten smutter indenfor indhegningen mens Mark og jeg desværre bliver stoppet. I stedet er det muligt for Mark og jeg at komme på en gang på bagsiden af hovedtribunen. Det har ikke været muligt før, og jeg tror ærligt talt, at det er en fejl. Her er mulighed for at få en godt view over alle lastbilerne, og den hektiske aktivitet med at slæbe de rigtige dæk frem, klargøre nye frontspoilere mv. Vi kommer ud på en lille platform der bringer os tæt på indgangen til pitlane, men det er svært at se ret meget, så vi prøver at gå den anden vej. Vi kommer forbi an masse kontorer og lokaler, bl.a. ét hvor TV2 tilsyneladende skulle holde til. Kvalifikationen starter snart, så vi må skynde os for at få en god plads. Vi møder Thomas og Morten på hovedtribunen. Jeg tilkæmper mig en rimelig plads i forreste række, skråt over Champion Audi'ernes pits. Jeg kan se at Tom Kristensen holder forrest i sin Champion Audi R8 #3 for at være sikker på, at få en god chance for en 'fri' omgang uden for meget trafik. Men med 48 biler på banen er det bestemt ikke altid muligt. Det viser sig dog også, at Tom K ikke kan stille så meget op imod de altdominerende prototyper fra Pescarolo Sport. De indtager første startrække - det har nærmest ligget i luften siden testdagen i maj. Tom K's Audi ender på en ikke videre flatterende 8. startposition, men som John Nielsen plejer at sige det, så er startpositionen udelukkede prestige - i et 24-timers løb har det ikke den store betydning total set. Efterhånden som vi har stået på hovedtribunen noget tid, begynder temperaturen at dale og mørket tager til. Vi har allerede taget mange billeder, og taget meget video. Vi kan også godt mærke, at vi ikke har sovet mere end et par timer den foregående nat og vi beslutter os derfor for at forlade hovedtribunen kl. 23:30. Det passer lige med, at vi kan høre resultatet af kvalifikationen i Radio Le Mans når vi ligger i soveposen.

Alle trænger til at få sovet ud, så vi vågner først da klokken er over 10 - det er nu fredag. Vi må se at komme af sted, da vi har mange ting vi skal nå. Udover løbsweekenden er fredag absolut den travleste dag - både for tilskuere og kørere - og dette til trods for, at racerne slet ikke skal ud at køre. Vi skal nå den gratis pitwalk, se de fede biler ved Indianapolis og Arnage og se kørerparaden ved domkirken i Le Mans by. Der er nok at tage sig til, og hvis det hele ikke er planlagt kan man god blive en anelse 'forpustet'. Jeg synes dog det har høj prioritet, at vi når at se det hele. Så må man slappe af på et andet tidspunkt. Vi plejer at lægge ud med pitwalken, men i år gør vi det anderledes, da vi har hørt det vil blive afsindigt varmt om eftermiddagen. Vi håber derfor på, at vi kan undgå den værste varme ved at starte med at tage ned til Indianapolis og Arnage, hvor der måske er lidt vind. Jeg synes dog ikke der er nogen synderlig forskel. Det er stadig hammer varmt, men vi har dog rigelige mængder vand med. Vi ser som vanligt mange superfede biler og skøre englændere der laver den ene 'koger' efter den anden. Af highlights kan nævnes: Ferrari F40, Porsche 996 Turbo, Lamborghini Diablo, Ultima GTR, Jaguar E-type, Bentley Continental GT, den nye Ford Mustang og mange flere. Vi plejer at have en stor pose mere eller mindre friske ærtebælge med, som vi spiser mens vi nyder showet af de i Danmark ubetalelige biler, der triller (eller racer) forbi. I år er vi dog gået over til kirsebær, som jeg dog ikke er så meget for. Det udvikler sig imidlertid til en konkurrence bland de tre andre, om hvem der kan spytte kirsebærstenene længst. Det bliver vildere og vildere, og de anstrenger sig mere og mere - til stor morskab for mig. Dysten bliver dog afgjort da Thomas' kirsebærsten lander under dækket på en forbikørende Lotus Exige, der fører kirsebærstenen 50 meter ned ad vejen. Det er der ingen der kan matche. De franske gendarmer er også en del af billedet og de forsøger at holde alle 'på plads' fra forsæderne af deres Peugeot 306. På et eller andet plan er det lidt spøjst, at mange gendarmer står med deres digitale kameraer fremme hele tiden og tager billeder af dem selv og de fede biler. Tiden er ved at være fremskreden - hvis vi skal nå at se pitwalk og paraden - ergo må vi videre. Vi kører stykket fra Indianapolis til Porsche kurvernes start, og herefter retur via Mulsanne langsiden til campingpladsen Expo. Det er ved at være meget varmt nu, og jeg mangler virkelig en kasket. Men den skal jo også snart indkøbes, hvis jeg skal nå at få nogle autografer sat på den til paraden. Vel tilbage på campingpladsen tanker vi lige op med vand, hvorefter vi fluks går op mod pitlane. Ved hovedindgang ser vi at Audi har udstillet den nye Audi RS4, som vi bruger lidt tid på at beundre. På vej mod pitlane går vi forbi alle de små boder, der ligger imellem Dunlop broen og pitlane på 'indersiden' af banen. Jeg overvejer hvilken kasket jeg kunne tænke mig - hvilket team jeg i år vil 'støtte'. Valget falder på Aston Martin, da jeg dels er glad for at se dem tilbage på Le Mans med DBR9'eren, men også fordi at kasketten er alt for fed! Da den er købt og betalt vender jeg mig om for at finde de andre. Det er ikke lige til - de er som sunket i jorden. Jeg opdager at det team der har Gizmondo som hovedsponsor, og som har indsat Ferrari 360 Modena #92, også har indsat et par chicks i kampen og tilskuernes opmærksomhed. Den opmærksomhed som Ferrari'en mangler på banen, indhentes af disse to piger - ret smart faktisk, for på den måde kan jeg stadig huske navnet på hovedsponsoren. Der er mulighed for at få taget billeder sammen med pigerne, hvilket vi undlader. Det er naturligvis her jeg finder de tre andre! Vi må videre og inden længe står vi ude foran Pescarolo #16's pitbox. Som vanligt er der mange mennesker til pitwalken, og det er umuligt at blive sammen, så jeg går op ad pitlane i mit eget tempo og får taget de billeder jeg finder nødvendige. Der er ikke så meget at sige om pitwalken ud over at det er en fed oplevelse, med mulighed for at få set alting meget tættere på - og ikke mindste i et noget langsommere tempo end når racerne farer forbi med 200+ km/t. De andre venter på mig for enden af pitlane, og vi begynder at kæmpe os tilbage gennem menneskemylderet. Da vi atter kommer forbi Pescarolo's garager ser jeg, at Henri Pescarolo står og giver autografer. Folk er helt vilde, men han er jo også en legende inden for netop dette løb, og hans team Pescarolo Sport, som har hovedkvarter i Le Mans, har en sejr i dette løb som det højeste mål. Det er ikke lykkedes endnu på trods af, at Pescarolo Sport har haft en bil indsat i Le Mans siden 1996. Bedste resultat var en 4. plads i 2000 - best of the rest (Audi R8 tog en 1-2-3 sejr). I år er der dog virkelig lagt i kakkelovnen til at det skal lykkedes, og placeringen på startgridden som 1 og 2 øger optimismen. Som noget nyt har Pescarolo fået rally-verdensmesteren fra Citroën, Sebastian Loeb, til at deltage i bil nr. 17. Han nåede lige at køre de obligatoriske 10 kvalifikationsomgange inden kvalifikationen lukkede i torsdags, så han kunne deltage i løbet. Det er ikke nyt at rally-kørere pludselig kører Le Mans. Sidste år deltog Colin McRae jo som bekendt i en Ferrari 550 Maranello #65 med svenskeren Rickard Rydell og englænderen Darren Turner. Turner kører i år med David Brabham (der tidligere har kørt Panoz med Jan Magnussen) og franskmanden Stephane Sarrazin (der tidligere har kørt for Pescarolo Sport i 2003). Turner/Brabham/Sarrazin deltager i år i Aston Martin DBR9 #59.

Jeg er glad for, at vi både har nået at være til pitwalk, og set på mere eller mindre sjældne biler ved Indianapolis og Arnage. To ud af tre. Vi mangler dog stadig paraden, som også er et must at få med. Det er altid spændende at se hvordan man får fundet en parkeringsplads og hvor længe man skal holde i kø. Naturligvis er det ikke alle potentielle tilskuere der kommer til paraden, og mange bliver kørt i busser eller cykler. Det efterlader dog stadig en stor del til at tage bilen - præcis som os. Eftersom vi har 4 års rutine i at finde vejen går det ganske glimrende. Sidste år kørte vi lidt forkert, og endte et andet sted end vi plejer. I år er vi dog det rigtige sted, men parkeringspladserne hænger ikke på træerne. På en eller anden måde, som stadig er mig ukendt, lykkes det Morten at få placeret bilen, og vi kan spadsere op mod det lille torv ved 'bagsiden' af domkirken. Vi kommer lidt for sent og paraden er derfor allerede i gang. Der er uhyggeligt mange mennesker. Vi står og leder efter muligheder for at komme over på den anden side af gaden, hvor der ikke er nær så mange mennesker. Pludselig ser jeg kørerne fra en Aston Martin komme kørende. Jeg vil helst have autografer fra #59, men det er ikke til at se i farten. Samtidig ved jeg ikke om #59 allerede er kørt forbi. Og det ville være ærgerligt at komme hjem uden autografer på hatten. Jeg signalerer til en vagt, giver ham min kasket og tush, og spørger om han ikke vil sørge for de tre autografer. Det får jeg - ganske som jeg plejer! Det viser sig at det er fra Aston Martin #58 (Tomas Enge/Peter Kox/Pedro Lamy). Efter denne hændelse med kasketten, har vi fået tilkæmpet os pladser tæt på hegnet - og vi bliver derfor forholdsvist hurtigt sluset over på den anden side. Her kan vi stå uden problemer og følge resten af showet. Vi ser den sædvanlige pigegarde, tropical girls (!!), en form for brasiliansk dans, en masse fede biler (bl.a. en Ford GT40 i Gulf bemaling) og naturligvis resten af kørerne. De eneste danskere vi får set er Lars Erik Nielsen og Thorkild Thyrring. Jan M og Tom K må allerede være kørt forbi. Sådan kan det gå - man kan jo ikke nå det hele.

Da det er ved at være slut bevæger vi os tilbage til bilen. Vi skal lige nå et smut i Carrefour for at købe noget aftensmad. Vel hjemme igen bliver grillen startet op under det sædvanlige besvær. Vi har ikke nogen grill-starter med, så det ender for det meste med, at vi bruger en hel pakke tændbriketter. Maden bliver dog overdådig, og der bliver ikke sparet på noget, hverken af bøffer, pølser eller Kronenburg. Som sidste år finder Thomas nogle at snakke biler med her fredag aften - Morten går med. Sidste år var det én der havde arbejdet på den belgiske fabrik hvor alle Ford Sierra Cosworth blev bygget. I år var det nogle englændere, som både har en Rolls Royce Phantom og to Ford Sierra Cosworth (en 2wd og en 4wd) stående - begge Cossie'er i mint condition. Thomas er dybt imponeret (han har også selv en Cosworth). Mark og jeg sidder blot og nyder aftenen ved den nu uddøende grill, mens der stadig er gang i den andre steder på campingpladsen. Da klokken nærmer sig 1:30 tøffer jeg i seng. Det næste døgn bliver langt og uden ret meget søvn. Der går ikke lang tid før jeg falder i sover. Jeg vågner ved at Thomas og Morten kommer tilbage til teltet med 4-tiden - men falder hurtigt i søvn igen.

I dag er det lørdag. Vi skal tidligt op for at se det historiske race om formiddagen. Jeg får taget det obligatoriske 3-minutters bad og er klar til at gå, mens de andre er ved at stå op. Thomas og jeg går op imod baneområdet, de andre er ikke hurtige nok til at komme af sted. De må støde til senere. Lige da vi går ind på start/mål-langsiden begynder opvarmningsomgangen. Hvilken perfekt timing! I 2002 var vi slet ikke opmærksomme på dette historiske løb, i 2003 var det racere fra 70'erne, i 2004 var det de vandvittige Gruppe C racere fra slut-80'erne og start-90'erne. I år er det noget ældre sager, der bliver luftet. De er fra slutningen af 50'er og starten af 60'erne, hvor den mest prominente racer er en Jaguar D-type. Mark kommer da Thomas og jeg har stået overfor pitudkørslen i en halv times tid. Lidt efter kommer Morten. Løbet er sat til at skulle være 1-1½ time, med minimum 1 pitstop undervejs. Der bliver ikke tanket på så gamle biler, da tanksystemet i pitten ikke passer til de gamle klassiske racerbiler. Der skal dog skiftes chauffør. Hvis der kun er én chauffør, skal denne stå ud af bilen, løbe en omgang om bilen for derefter at spænde sig fast igen. Det er lige før det er hurtigere at skifte chauffør end alt det løberi. Selvom bilerne er gamle bliver der gået til stålet. Der bliver kørt tæt, og der bliver kørt hårdt - dog stadig med tanke på det gamle materiel. Alle de gamle racere bliver alle kørt af 'unge' og nutidige kørere, dog med én undtagelse. En Jaguar C-type kommer i pit, og en ung person springer ud. I bilen sætter en ældre herre sig. Han har ikke en 'full-face' styrhjelm på som alle andre, men blot en hjem der minder om én der kunne benyttes til ridning - sådan så hjelmene nemlig ud den gang. Derudover et par store 'skibriller'. Han optræder heller ikke i en fancy køredragt med mange reklamer - den ligner nærmest en babyblå sparkedragt hvor der diskret står Dunlop på brystlommen, ligeledes var dette datidens køredragt. Det viser sig, at det er Sir Sterling Moss, der skal ud at køre. Hele pitstoppet bliver filmet på storskærmen, og det varer tre gang så lang tid som 'normalt'. Men det er ligegyldigt. Da Moss er spændt fast springer den 3.4 liters R6'er i gang og første gear i den 4-trins gearkasse lægges ind. Da der så småt kommer bevægelse i Jaguaren rejser alle sig op på hovedtribunen og klapper i anerkendelse. Da Moss er nået til enden af pitlane og entrerer racerbanen rejser han venstre hånd og vinker kort som gestus. På banen er han dog ikke videre hurtig, men kører sig dog varm. Det kan ikke forhindre Johnny Herbert i at tage det ternede flag efter en meget intens kamp med en anden D-type. Herbert er ikke med i Le Mans i år. Han har kæmpet for at kunne skrive Le Mans sejr nr. 2 på visitkortet lige siden han vandt sammen med Volker Weidler og Bertrand Gachot i Mazda 787B #55 i 1991 - Tom K har dog i de senere år formået at holde Herbert på sekundære placeringer. På vej tilbage til Expo møder vi tre meget specielle og sjældne biler. Morten har gentagne gange stået ved hegnet ved teltet og set på biler, ude af stand til at foretage sig noget andet. Her er det dog helt i orden at vende sig. De tre biler er: Edonis, Pagani Zonda F og en Koenigsegg CCR - de to første på italienske nummerplader og Koenigsegg på svenske plader. Det er noget af en oplevelse at se tre så specielle biler på én gang. Jeg havde hverken set en Edonis eller Pagani Zonda på offentlig vej før nu.

Efter denne oplevelse, kan vi lige nå at komme hjem og få noget sen morgenmad/brunch. Derefter skal vi gøre os klar til at indfinde os på hovedtribunen foran de rigtige tribuner, idet vi ikke har købt billetter til tribunepladserne. Vi skal i hvert fald være der et par timer før starten går. Dog skal der også være tid til den årlige P-plads vandring. Der står som regel nogle fede biler, som bare venter på at der bliver taget billeder af dem. Der er en stor parkeringsplads lige ved siden af Expo. Der ser vi bl.a.: Ferrari 612 Scaglietti, Ferrari 550 Maranello, Porsche 997, Maserati Quattroporte, Aston Martin DB6 og en lang række moderne og ældre klassiske biler. Herligt!

Vi ankommer til tribunen overfor pitten 2½ time før start - dvs. kl. 13:30. Her er allerede ekstremt mange mennesker. Jeg er faktisk meget overrasket over hvor vildt det er. Vi kan kun finde plads til vores stole helt bagerst - i skygge af 'betalings-tribunerne'. Der er nu ikke meget andet at gøre end at vente, og nyde endnu en kørerparade, mens programmet og startgridden studeres. Racerne er som vanligt placeret i en 45 graders vinkel med snuden mod vejbanen - som startformationen så ud før 1970. Kørerne bliver kørt forbi tribunerne på start/mål-langsiden i en masse Audi A4 cabriolet'er. Hver gang en Audi har kørt hele turen forbi tribunen, er der et kort interview med 'kaptajnen' på den pågældende bil. Mange af de store stjerner siger et par ord - herunder Tom Kristensen, der jo atter i år kan skrive historie som den mest vindende i Le Mans historien. Da der er 40 minutter til start bliver kørerne fastspændt og de opstilles i den egentlige startformation. Tilskuerantallet på den 'billige' langside er steget stødt siden vi ankom. Der er på ingen måde plads til flere. Men nu begynder spændingen virkelig at blive bygget op. Racerne holder fuldt optimeret på gridden og venter blot på et døgns strabadser. Ikke alle biler vil fuldføre, det er en kendsgerning. Man skal være ekstremt koncentreret og samtidig have en smule held for at holde sig ude af uheld. Det ved kørerne såvel som tilskuerne. Syv minutter i fire sætter pacecar'en i gang. Pacecar'en sørger for, at opvarmningsrunden tager præcis 7 minutter. Motorerne startes én for én og langsomt men sikkert bliver gridden tom. Det er tid til at følge med på storskærmen til højre for os. Alt lader til at gå glimrende, og alle er kommet fint af sted. De to Pescarolo racere ligger i front og zigzagger og hele banens bredde for at øge dækkenes temperatur. Pacecar'en kører godt til, mens fartmaskinerne slumrer den. Pludselig bryder de første skær af forlygter frem ved Ford-chikanen. Alle gør sig klar. Bilerne klumper sig sammen, i håb om at kunne vinde placeringer inden eller i forbindelse med indkørslen til Dunlop chikanen. Jeg har justeret mit Casio digitalur til en countdown på 24 timer. Jeg står klar til at starte det. Da sidste sving er rundet trækker pacecar'en til side med en brutal manøvre og feltet kan krydse start/mål-stregen præcis kl. 16. Når feltet er samlet er der en infernalsk larm - det lyder hamrende godt! Det tager feltet omkring halvandet minut at køre forbi, hvorefter de næste 2½ minut henligger i tavshed. Der går dog ikke meget mere end en halv time før dette er hørt op. Så er de mindre klasser sat så meget tilbage, at der ikke længere er en visuel opdeling af hvem der er først og sidst.

Alle hører radio Le Mans for på den måde at suge alle oplysninger ud af storskærmene. Jeg har i år købt mig et par 3M høreværn så jeg kan være nogenlunde sikker på at høre hvad der sker - også når der kommer en prototype farende forbi med 250 km/t. Det har jeg ikke brugt før, men det er afgjort et plus! Pescarolo'erne trækker fra allerede i løbets første fase - måske Audi ikke vinder i år? De er afsindig hurtige, og ikke mange andre kan være med. Det lader endda til at Audi R8'erne bliver overhalet på langsiderne af bilerne fra GT1-klassen - Corvette C6-R, Ferrari 575 GTC og Aston Martin DBR9, hvor Audi'erne så kan generobre det tabte i svingene og accelerationen ud af svingene. Allerede efter 8 omgange går den første Pescarolo i pit. Det er bestemt interessant, for man regner med at Audi'erne kan køre 11-12 omgang pr. stint (et stint er den tid der går mellem to pitstop). Dog vælger nogle teams at trække deres biler ind tidligere til første pitstop, da de derved kan undgå kø og trafik i pitten - dette gjorde Toyota bl.a. med deres røde GT-One biler i 1998 og 1999. Derfor er det væsentligt at se hvordan tankningen udarter sig over de næste timer. Et forhold som dette kan senere få kuglerammerne til at gløde. For nok er Pescarolo'erne hurtigere end noget andet på banen, men hvis de skal signifikant flere gange i pit end Audi'erne, er der lagt op til konkurrence. Ydermere kommer pålideligheden jo også ind i spillet. Audi'erne har vist at de er bundsolide, og de gennemførte i 2004 uden at skifte gearkasse, som ellers skete i 2000-2002. Det er påkrævet at der ikke sker mekaniske fejl, hvis de skal kunne slå racerne fra Pescarolo. Der er lagt op til et spændende race, hvilket bestemt er noget vi som tilskuer kan lide...

Efter et par timer plejer vi at gå ned til Porsche kurverne. I år vælger vi dog at lave noget mad først. Derfor går vi tilbage til campingpladsen. Imidlertid skal vi have købt noget mad før vi kan lave det. Altså må vi en tur til Carrefour igen. Det irriterer mig en del, for selvom vi naturligvis skal have noget mad 'sætter vi tid til' hvor vi kunne have set race. Maden bliver igen meget lækker, men jeg ville hellere have været ved Porsche kurverne før solen går ned. Vi får dog efter maden startet bilen og kørt ned til Porsche kurverne.

Bilkørsel på Le Mans-natten tager som altid ubeskriveligt lang tid, da der er mange flere biler på vejene end de oprindeligt er designet til, og det bliver til megen 'holden i kø'. Vi kommer dog frem til Porsche kurverne. Og fedt er det. Det er første gang jeg er her i mørke, og det minder faktisk rigtig meget om stemningen ved Mulsanne Corner. Det er ikke helt så intenst på grund af de manglende træer. På radio Le Mans hører jeg glædelige nyheder - i hvert fald i forhold til Tom Kristensen. Den ene Pescarolo har haft et mindre sammenstød med en Panoz, og den anden Pescarolo har to gange været i pit for at udført reparationer på gearkassen. Alt imens har Tom Kristensens fejlfrie Champion Audi R8 #3 overtaget føringen. Det lægger lidt yderligere pres på alle i teamet. I stedet for at være jægeren, er bilen nu den der bliver jaget. Det kræver fart, koncentration og holdbarhed at holde afstand og der er over 19 timer tilbage af løbet. Den anden Champion Audi R8 #2 følger også godt med, og ligger på en tredjeplads. Disse fornemme placeringer skyldes ikke en exceptionel hurtighed fra Audi'erne, men udelukkede en næsten skræmmende stabilitet og et pitcrew perfektioneret til det ekstreme, og så lige konkurrenternes uheld. Vi bliver hængende ved indgangen til Porsche-kurverne indtil ca. kl. 23:30. Natten har sænket sig; det samme har fugten, og temperaturen er også dalet. Vi må videre. Turen går nu til Mulsanne Corner. Det kræver 30 minutters kørsel/'holden i kø' for at komme de 2-3 kilometer sydpå. Da vi kommer derned er der mange flere mennesker end vanligt - men det er der jo i grunden alle steder til årets løb. Det er stadig meget mørkt at gå langs banen gennem skoven det sidste stykke til Mulsanne Corner. Den oplevelse man får her, kan ikke fås andre steder. Jeg har næsten glemt hvor fedt det er. Jeg står bare og nyder det. At se lygternes skær, høre motorerne arbejde ved nedgearingerne, se de rødglødende bremseskiver når de runder selve svinget osv. jeg kunne blive ved. Det er ubeskriveligt, bare at læse om det eller se billeder er ikke fyldestgørende - det skal bare opleves! De andre placerer deres stole, og sætter sig for at nyde stemningen. Jeg snuser lidt rundt på egen hånd for at få det hele med, får taget nogle billeder og 'skudt' lidt video. Da jeg kommer tilbage, er Thomas delvist faldet i søvn, og Mark virker heller ikke videre frisk. Efter noget tid får Morten og jeg får samlet sammen på de to andre. Og vi bevæger os ud til bilen, for at komme tilbage til Expo. Klokken er ved at være 2 om natten. Løbet har været i gang i 10 timer, og Tom Kristensens Audi kører stadig som et schweizisk urværk - fejlfrit - og indtager derfor forsat pladsen i front. Da vi kommer tilbage til campingpladsen, spørger jeg som vanligt, om der er nogen der vil med op til start/mål-området og se noget race. Thomas og Mark er på vej i seng, men Morten er frisk på mere. Jeg har en aftale med mig selv om, at få taget et endnu bedre billede af solopgangen end jeg fik sidste år. Vi går rundt på tribunen overfor pitten. Det er det eneste sted på banen hvor der er rigtig oplyst, så man kan se hvor man træder. Vi går ned mod Ford-chikanerne, hvor man faktisk ser indbremsningen rigtig godt. Det er ikke et sted jeg har gjort meget ud af de foregående år, men det er afgjort værd at huske på i fremtiden. Tiden går, jeg tager en masse billeder velvidende, at kun ca. 10% bliver gode - digitalkameraet gør det noget lettere at sortere i bagefter. Vi går op mod Dunlop-broen og over på den anden side - på 'inderkredsen' - og nyder racernes gennemkørsel af den 'nye' S-kombination efter Dunlop-chikanen (faktisk er den jo ikke så ny mere - den blev bygget til den 70. udgave i 2002). Jeg sidder og øver mig lidt med kameraet og forsøger at finde de bedste indstillinger til mit billede. Morten sidder og halv-blunder. Da himlen er begyndt at få et rødligt skær, skal vi af sted. Jeg må være på plads når billedet skal tages. Mellem 04:45 og 05:15 er primetime. Jeg springer over det lille hegn, så jeg kan række kameraet ud gennem det 2½ meter høje trådhegn og knipser løs. Jeg får vel taget 30-40 billeder. Da jeg mener, at jeg har fået nok, spørger Morten om jeg ikke lige skal have et par stykker mere. Tja, hvorfor ikke - jeg er her jo kun én gang om året. Det bliver 2-3 gode billeder, hvor 1 bestemt skiller sig ud. De første 30-40 stykker er lige til at kassere, når man ser det sidste. Lyset kan nemlig snyde en anelse. Det virkede meget lyst da jeg tog de sidste billeder, men det blev faktisk helt perfekt. Som alt andet med Le Mans er det svært at fange den helt præcise stemning på både video og billeder. Man er nødt til at være der selv. Herefter er Morten og jeg heller ikke så meget værd mere og vi går direkte hjem til teltet og lægger os til at sove.

Ved 10-tiden er vi oppe igen. Efter et hurtigt bad og et morgenmåltid, kan vi gå i gang med at pakke teltet ned. Det virker lidt spøjst - vi har jo næsten lige sat det op, og vi har kun sovet der tre gange. Det føles dog ikke sådan med alt hvad vi har oplevet. Vi går og hører radio imens. Klokken 7 i morges overtog Pescarolo #16 med Emmanuel Collard/Jean Christophe Boullion/Eric Comas andenpladsen fra Audi R8 #2. Pescarolo'en har angiveligt fået enorm fart i hjulene, for den henter hurtigt ind på Tom Kristensens førende Audi R8 #3. Intet er endnu afgjort. På grund af teltets størrelse, tager det lang tid at få pakket det ordentligt ned, og ikke mindst at få pakket bilen så vi kan have alt med hjem igen. Den er proppet til randen. 2½ time før afslutningen er det hele klaret, og vi kan gå ind gennem billetlugerne for sidste gang i år. På vejen køber jeg en Aston Martin skjorte med korte ærmer i 'British Racing Green' - pris: €75. Kort tid efter er vi på den store tribune overfor pitten hvor vi også stod ved løbets start. Hvis der var mange mennesker da løbet startede, er der nærmet dobbelt så mange nu, og der kommer hele tiden flere. Vi opgiver at placere vores stole nogen steder og følger resten af racet stående. Det er blevet mere nervepirrende, da Pescarolo'en æder omkring 4 sekunder pr. omgang. Ydermere har Audi R8 #3 haft en sivepunktering. For at spare tid på endnu et dækskift, er Marco Werner skiftet med Tom Kristensen før oprindeligt planlagt. Hvis det holder hjem, vil det være første gang, at Tom Kristensen selv kører over målstregen efter de 24 timer. Audi'en skal køre tider under 3:43 for at holde til mål. Da klokken er ca. 14:30 kører Pescarolo #16 ind til sit næstsidste rutinepitstop. Men bilen bliver rullet baglæns ind i garagen! Den har tilsyneladende et problem med koblingen. Det frembringer stor jubel fra alle danskere på tribunerne rundt omkring på banen, idet Tom Kristensen derved har mulighed for at vinde igen i år. Det hele er dog ikke vundet endnu, og meget kan endnu gå galt. Og det går også galt for en bil, dog ikke Tom Kristensens, men Aston Martin DBR9 #58 (dem jeg fik autografer af på kasketten). Efter 23. timer kører bilen tør for benzin (hvilket Frank Biela også gjorde i 2003 - dog kun efter 1 time). Det er ærgerligt, uheldigt og yderst uprofessionelt. Aston Martin bilerne har klaret det rigtig godt, men har overordnet ikke kunnet stille noget op mod Jan Magnussen og co. i Corvette C6-R #64, der ligger til at forsvare klassesejren fra sidste år. Denne fatale fejl fremkalder så stor vrede hos to engelske fans med tribunebilletter, at de går i vrede. Da de har forladt tribunen, spørger de os, om vi ikke vil have de to billetter. Det vil vi naturligvis gerne. Men vi er jo fire. Vi aftaler at vi tager en halv time på tribunen hver. Da vi skal til at bytte, kan jeg imidlertid ikke finde Mark i mylderet. Jeg beslutter mig derfor for, at jeg vil forsøge at komme ud på banen i stedet; præcis som vi også gjorde i 2002. Det bliver til en omgang skubben og masen, men jeg får en fin plads lige foran metalporten, som bliver åbnet så snart den sidste bil har passeret mål-stregen. Da døren åbner, er jeg hurtig og jeg får en rigtig god plads lige op ad pitmuren (så man altid kan komme væk hvis der skulle ske noget i menneskemængden). Det er en helt optimal afslutning på et godt race!

Efter en kort ventetid kommer kørerne ud på podiet - ét team ad gangen. Champion Racing har biler på position 1 og 3. Pescarolo #16 kilede sig ind imellem på en 2. plads. Pescarolo #17 udgik efter 288 omgang - ca. 20 timers kørsel. Da alle er på podiet bliver pokalerne hævet over hovedet. Fantastisk præstation af Tom Kristensen: 6 sejre i træk, 7 i alt. Han må kunne noget specielt, for når hans medkørere er på hold med andre kørere laver de fejl, som de aldrig når de kører med nutidens Mr. Le Mans - Tom Kristensen. Henri Pescarolo giver et interview - tydeligvis mærket af begivenhederne, tydeligvis skuffet. Solen bager stadig ned fra en skyfri blå himmel. De andre er allerede gået op til bilen og jeg skal møde dem deroppe. Jeg har dog ikke travlt med at komme tilbage. Jeg slentrer op af start/mål-langsiden og suger indtryk og stemning til mig. For det er dét det også handler om som tilskuer. Denne udtalelse har den 5-dobbelte Le Mans vinder Derek Bell også bekræftet i et interview med TV2. Le Mans stigende popularitet skyldes bl.a. stemningen, og den er stadig uændret efter 74. udgaver af løbet. Reglementet, bilerne og kørerne er skiftet, men stemningen og oplevelserne er de samme - dét er fedt!

Da jeg kommer tilbage til Expo er alt pakket, og jeg kan blot stige ind i bilen og kigge mig tilbage, mens vi triller ud til motorvejen. Vi forventer at komme til at sidde i kø når vi skal gennem den store Peagé på vej mod Paris. Apropos Paris, så har vi stadig ikke helt opgivet af komme forbi Eiffeltårnet. Vi har nu talt om Eiffeltårnet i fire år uden at gøre noget ved det. Efter 200 km på motorvejen er vi alle klar på noget aftensmad. Vi søger på vores navigationssystem hvor den nærmeste McDonalds er placeret i Paris og omegn. Vi bliver guidet derhen uden problemer, og får indtaget en passende mængde fastfood. Nu hvor vi alligevel er lige udenfor Paris, kan vi ligeså godt få set det tårn. GPS'en finder en vej derhen. Vi er glade for, at vi kører derind en søndag aften kl. 20:30, for der ret trafikeret i de parisiske gader - tænk hvis vi var kommet forbi mandag morgen?! Efter en halv times kørsel, ser vi det famøse tårn. Det ser godt ud som det står med solen i baggrunden, og man blot ser silhuetten. Vi stiger ud ved foden af Eiffeltårnet og beundrer det gamle monument. På vej ud af Paris mod motorvejen ser vi Triumfbuen, Concordepladsen og Stade de France, som blev bygget til VM i fodbold i 1998. Solen står lavt og oplyser hele himlen i en rød farve. Nærmest ligesom i morges, for 16 timer siden, da jeg stod med mit kamera gennem hegnet og tog billeder af Dunlop broen, som jeg sikkert vil gøre mange år frem.

See you next year at Le Mans - race fans!

© Copyright 2001-2024 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.