|
Historien bag løbet
(kort skitseret)
[ Historien bag Le Mans | Danskere
i Le Mans ]
Historien
bag Le Mans
Som sagt blev løbet første gang kørt i 1923, her blev der blot kørt mellem en
masse små byer nær Le Mans. Løbet blev startet for, at bilkonskuktører havde mulighed
for at teste materiel eller nye landvindingers holdbarhed, under voldsamme belastninger,
som et 24-timers løb nu en gang er. I starten var løbet ingen videre succes, men op
gennem 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne
 blev løbet mere og mere populært - også for
ikke-franskmænd. Snart var Le Mans stedet, hvor man viste hvad ens vogne kunne holde til.
Dette kunne så senere bruges til at markedsføre personbiler af en enhver art. Da resten
af Europa fik 'smag' for Le Mans, var de kun de store
luksusbilmærker der turde gå ind i kampen. Således vandt Bentley løbet fem gange fra
1924 til 1930 (se i øvrigt statistiksiderne). Det samme mønster synes nu at tegne sig
igen i 1950'erne - denne gang blot med Jaguar som den dominerende magt. I starten af
1960'erne sad Ferrari solidt på tronen, men i slutningen havde Ford overtaget
herredømmet. Det siges faktisk, at Henry Ford III i starten af 1960'erne lå i
forhandlinger med Ferrari, for at købe den italienske fabrik. Handelen var så godt som
gået i hak, og Ford skulle blot til Italien for at underskrive den endelige kontrakt. Da
de kom frem havde Enzo Ferrari imidlertid ombestemt sig, og ville ikke sælge fabrikken
alligevel, idet han så ville miste herredømmet over sit elskede formel 1-team. Dette
gjorde Henry Ford III så rasende, at han ville slå Ferrarierne hvor de var bedst -
nemlig på Le Mans. Han lavede en aftale med Lola om at udvikle et chassis, mens Ford selv
skulle stå for motorerne. Resultatet blev Ford GT40, og denne vandt fire år i træk!
Ford blev derfor den første rigtige personvogn-konstuktør der vandt, idet de producerede
biler som hovedparten af Europas befolkning havde råd til. Modellen GT40
holdt således gennem alle fire år. Selvfølgelig blev den
løbende opdateret og revideret, men den grundlæggende model var den samme. Navnet GT40
kommer af bilens højde, der efter sigende kun skulle være 40" høj.
Herefter kom en lang periode op gennem 1970'erne hvor der ikke rigtig forekom
'serie-vindere' i så høj grad somtidligere. Men i slutningen af 1970'erne og i starten af
1980'erne begynde Porsche at få øjnene op for det hæderskronede løb. De var suverene
og vandt således 8 løb i træk. Dette er en rekord ingen andre - hverken før eller
siden - har kunnet mestre. De fleste sejre skete med modellerne Porsche 956 og senere i
Porsche 962C, der efter min mening er noget af det smukkeste verden har set på fire hjul!
Det der imidlertid er sket de senere år er, at det ikke kun er luksusbilerne
der er repræsenteret. Igennem det seneste årti, har konstuktører som BMW, Audi, Mazda,
Peugeot med flere blevet noteret for sejre i løbet og dem alle: 24 Heures du Mans.
Danskere
i Le Mans
Har nogle danskere så overhovedet kørt eller vundet dette hæderskronede løb?
Svaret på dette spørgsmål må i alle tilfælde blive
et ja. At danskere skulle køre Le Mans, stammer helt tilbage fra 1983. Her deltog Jens
Winther i en BMW M1. Han udgik dog, men stillede atter til start året efter. Her var der
imidlertid også problemer, og han fik ikke gennemført løbet før i 1986. Det skete
sammen med Lars Viggo Jensen og David Mercer, i en URD C83-BMW. De blev nr. 2 i gruppen
for mindre biler C2, men nr. 11 sammenlagt, hvilket man må sige er en præstation i sig
selv. Men allerede året efter blev denne rekord slået, da Thorkild Thyrring besatte
tiendeplandsen i sin Tiga GC287-Ford. Heller ikke denne rekord stod mere end et år. I
1988, kom Kris Nissen til banen, og han scorede en flot ottendeplads, i den vel nok
flotteste Le Mans-racer, der nogen sinde er bygget - Porsche 962C.
I 1990 får vi så den første danske Le Mans vinder. Det bliver John Nielsen
der snupper titlen efter 5 års kamp. Vinderbilen på daværende tidspunkt var en Jaguar
XJR12 7.0 V12 48v. På papiret så det ellers ud til, at John's Jaguar havde det svageste
kører-lineup. John skulle dele bilen med Price Cobb og Eliseo Salazar. Men under
synes John at Salazar 'pinte' bilen unødigt. Derfor ville John ikke
have ham til at køre bilen i løbet. John Nielsen og Price Cobb kørte derfor indtil en
af de andre biler i Jaguar-teamet var udgået. Derpå blev Salazar udskiftet med Martin
Brundle, og denne trio holdt hjem til mål, efter at have tilbagelagt 4882 kilometer på
de 24 timer. Men det var først da der resterede 15 minutter, at sejren var 'i hus'. På
dette tidspunkt udgik Walter Brun's Porsche 962C, med en udbrændt motor efter 23 timer og
45 minutter. Det er det fascinerende ved Le Mans. Intet er afgjort før man har set det
sort/hvide flag. At John Nielsen så aldrig nogensinde så dette flag er en anden
historie. For da John skulle til at køre over stregen, vrimlede det med Jaguar-fans i
hele banens bredde, så John kørte over græsrabatter og diverse curber, og kom i pit på
den måde.
Derpå kom en lang mager periode hvor Gruppe C-racerne blev forbudt, og hvor dansk
motorsport ikke rigtigt viste sig i Le Mans-sammenhæng. Men i 1997 hoppede Tom Kristensen
ind i det legendariske Joest-team, sammen med to tidligere formel 1 kørere: Michele
Alboreto og Stefan Johanson. De tre skulle dele en Porsche WSC95. Det var en gammel, men
bundsolid konstruktion. Det var faktisk præcis samme konstruktion som Alexander Wurz,
Manuel Reuter og Davy Jones kørte til sejr året før.
Alboreto satte bilen på pole, men i løbet, havde de svært ved at hænge på det to
fabriksindsatte Porsche 911 GT1'ere. Det var først efter disse var udgået med
motorproblemer, at Tom kunne køre sin første Le Mans sejr hjem.
 Året derpå, 1998, havde Tom frie muligheder, for valg af team. Valget faldt
på BMW Motersports. Her skulle han dele bilen med Steve Soper og Le Mans legenden
Hans-Joachim Stuck, (manden med den tunge højrefod). Men det blev en kort fornøjelse.
Efter Tom havde kørt bilen op fra startplaceringen nr. 12 til nr. 3, og havde overlandt
rattet til Steve Soper, blev vognen trukket ud af løbet med defekte hjullejer. Løbet
blev vundet af en Porsche 911 GT1 med trioen A. McNich/S. Ortelli/L. Aiello.
I 1999 var alle problemerne med hjullejerne løst for BMW Motorsports, samt
at pålideligheden var udbygget yderligere. Tom fik denne gang plads i en form for dreamteam med tyskeren Jörg Müller og finnen J.J. Letho. Alt gik som de skulle, og kort
før klokken 12 søndag formiddag, førte BMW nr. 17, med hele 4 omgange hvilket er knapt
55 kilometer. Ingen konkurrenter kunne røre dem. Men klokken 12:03 gik en
støddæmper som forårsagede at en krægningsstabilisators defekt, hvorfor
speederkablet satte sig fast.
sendte J.J. Letho ind i betonmuren i Porsche-kurverne. Dermed var det løb tabt. At den
anden BMW vandt, var kun en ringe trøst, efter at have ført med SÅ meget.
Det skulle der rettes op på i 2000. Til denne opgave havde Tom allieret sig
med Audi, der debuterede i 1999, og fik en flot tredjeplads med hjem. Efter Tom Kristensen/Frank Biela/Emanuele
Pierro havde vundet det andet store 24-timersløb på Sebring i USA, kom de til Le Mans
med selv tilliden i orden. Audi nr. 8 startede i anden position, ca. 8 meter fra Audi nr.
9, der havde pole. Det blev et dramatisk løb, med uhørt mange punkteringer. Tom's Audi
havde to, men vognen blev begge gange listet hjem til pitten, så der ikke skete nogen
materel skade på andet en fælgen. Det kan man imidlertid ikke sige om det andet danske
Le Mans-team i historien. Team Den Blå Avis' Panoz - var lidt efter klokken 19 uden for
en eksplotinospunktering ned af Mulsanne-langsiden med 320 km/t. Klaus Graf der sad i
bilen på givne tidspunkt, var ikke i stand til at 'fange' den som U. Katayama var få
tilmer før afslutningen af løbet i 1999.Den Blå Avis' Panoz bragede ind i autoværnet.
Det beskadigede forhjulsophænget så meget, at bilen holdt i pit i 4-5 timer. Men den kom
ud at køre igen. Da Audi nr. 7 havde problemer med gearkassen, overtog Tom Kristensen's
Audi føringen omkring klokken 2:50. Den føring holdt til mål, og Tom kristensen kunnne
kalde sig Le Mans vinder for anden gang på fire år.
I 2001 skulle Tom Kristensen ligeledes køre for Audi. Han
havde kørt nogle løb i den Amerikanske Le Mans Serie med Rinaldo Capello,
og havde faktisk også håbet, at skulle køre Le Mans med ham. Men sådan
kom det ikke til at være. Bosserne fra Ingolstadt kørte efter devisen:
Never change a winning team. Derfor skulle Tom K. køre med F. Biela og E.
Pierro præcis som året før. Tom K. plantede solidt vognen på pole
position... troede han. Men Rinaldo Capello fra Audi R8R nr. 2 overtog denne
placering med blot 29 tusindedele af et sekund. Derfor var de regerende
mestre med vogn nr. 1 nødsaget til at starte i anden position. Dette gjorde
dog ikke så meget, for Tom K. kunne snart overtage førerpositionen - dette
skete lige omkring klokken 19. den 16. juni 2001. Derefter kørte Audi'en
som en urværk, der først havde problemer langt op ad søndag formiddag. Her
havde vognen mistet 4. gear, og gearkassen stod for udskiftning. De ville
være svært at køre igennem på fuld kraft uden fjerde gear, idet dette
er gearet der benyttes hele den lange vej gennem de fem sving i
Porsche-kurverne. Netop før denne udskiftning skulle foretages, sad Tom i
 bilen. Han kørte en serie hurtige omgange, der sikrede at Audi nr. 1 ville
kunne holde sit forspring efter operationen på 5 minutter og 29 sekunder.
Derefter var der ingen der kunne stoppe Audi'erne der tog alle andre
konkurrenter med flere omgange. Det mest overraskende ved årets udgave af Le Mans var nok, at Bentley med
nr. 8 formåede at blive nr. 3 efter de to suveræne Audi'er - Best of the
rest! Utroligt at en så ny og uprøvet bil kunne stå distancen. Mange var
da også i tvivl om Bentley'erne kunne holde, da den bedste Bentley med nr.
7 simpelthen udbrændte først på aftenen. Men begge vogne blev som nævnt
ikke ramt, og ikke engang en fire minutters stop 'n go-straf kunne sende
Bentley'en væk fra tredje position. På den anden side set, er det jo også
næsten kun Audi-teknik der lå i bilen. Dette kan bl.a. ses på den
karakteristiske Audi R8R-bagende.
Med hensyn til de tre andre danskere i løbet, gik det knap så
godt. Den Blå Avis stillede traditionen tro med et team. Denne gang med en
japansk bygget Dome-Judd S101. Kørerne var danskerne John Nielsen, Casper
Elgaard og japaneren Hiroki Katoh. Men lidt før midnat måtte de trække
sig ud af løbet. Som bekendt silede regnen ned over Le Mans i stor stil. Dette vandpjaskeri kunne Dome'en åbenbart ikke stå for, for de elektriske
komponenter blev ved med at sætte ud. Til sidst var der bare ikke flere
relæer at skifte. Trist, for det så ellers ud til at Team Den Blå Avis
kunne blande sig i topstriden. De der derimod ikke rigtigt formåede at
blande sig med nogen - var Panoz. Jan Magnussen havde ellers plads i den
bedste af de to biler, men lige lidt hjalp det. Bilen, Panoz LMP07, var
ellers en helt ny konstruktion, men åbenbart en fejlkonstruktion. Jan
udtalte også efter løbet, at den havde været utrolig ustabil, og havde
rystet meget, og var reelt meget svær at køre. Facit blev, at de udgik
relativt tidligt i løbet, mens den officielle forklaring var
gearkasseproblemer. Men det er vilkårene hvis man vil deltage i
verdens største motorløb: 24 Heures du Mans.
Læs mere indgående beskrivelser af
løbene fra 2002 og frem, ved at vælge Rejsen til Le Mans 20xx i menuen
til venstre.
|
