Site Index

» Tag selv til Le Mans
» Hvad er Le Mans?
» Historien bag løbet
» Banens design
» Rejsebeskrivelser fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » Rejsen 'uden for sæsonen'
» Billeder fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » 2006
  » 2008
» Optakt
  » 2007
  » 2014
  » 2015
  » 2016
  » 2017
  » 2018
  » 2019
  » 2022
  » 2023
  » 2024
  » 2025
» Statistik
  » Alle Le Mans vindere
  » Diverse statistikker
» Film
  » Le Mans (1971)
  » 24 Hours (2003)
» Links
» Om LEMANSarea.dk
 

Le Mans Info

Testdag: Søn d. 7. juni 2026
Race: Lør d. 13. juni 2026
Antal dage til Le Mans start:
Kommende udgave nr.: 94
 

Årets Le Mans plakat

Den officielle plakat - www.lemans.org
Kilde: www.lemans.org
 

Site Info

Version: 4.1
Dato:
Opdateret: Tirs d. 12. maj 2026
W3 validering: HTML 4.01
Browser vindue:
Opløsning:
 

Optakt til Le Mans 2025 (Den 93. udgave af 24 Heures du Mans)

Søn 15. juni 2025
Ferrari 499P har stadig en perfekt record på Circuit de la Sarthe. Tre deltagelser - tre sejre. I nyere tid er det vel næsten kun Toyota TS050 og Audi R8 der har opnået det samme. Det sjove er dog her, at det var en privat-anmeldt Ferrari, dog stadig passet af AF Corse teamet der hjemtog sejren - #83 kørt af Kubica/Ye/Hanson. De kørte et fejlfrit løb, og de fortjente at stå øverst på podiet til sidst. I parantes bemærket har jeg stadig et horn i siden på Kubica efter at han sidste år torpederede BMW #15, som måtte udgå. Dét var dårlig stil!

Vi kunne have haft Nicklas Nielsen med på podiet på en 3. plads, men Ferraris ledelse besluttede at Ferrari #51 skulle slutte treer og få flere point til WEC mesterskabet, selvom Fuoco der kørte Ferrari #50 i de sidste timer var åbentlyst hurtigere. Dét der gjorde det endnu mere mystisk var, at Porsche #6 havde sneget sig op på 2-pladsen, efter at have startet bagerst i Hypercar klassen 24 timer tidligere. Det ville have givet mening, hvis Ferrari #50 kunne lægge mere pres på Porschen, eller om ikke andet bare at 'være der' hvis Porschen skulle få problemer. Men Ferrari endte på tre af de første fire pladser, og hvis man tager dansker klaphatten af, er det som team en virkelig flot præstation. Det bringer Ferrari op på 12 samlede sejre i Le Mans, og ånder nu Audi kraftigt i nakken, der ligger på andenpladsen efter Porsche i den samlede sejrs-statistik med 13 sejre. Med Audis øgede fokus på formel 1, kan de meget vel komme til at afgive denne placering i de kommende år.

Derudover var det faktisk et meget 'rent' løb, uden større uheld, regnvejr eller ophold i form af safety cars (der var kun en enkelt så vidt jeg husker). Det kan også ses på det samlede antal omgange der blev kørt; 387. Præcis det samme antal, som Toyota formåede at tilbagelægge i 2020 - og dermed kørte de over 5.000 km på de 24 timer, hvilket ikke er sket siden 2022. Det viser blot, hvor velafviklet Audis løb var i 2010, hvor de formåede at køre 5.410 km. Det er stadig distancerekord.

Der var mange danskere med i Hypercar klassen, og et par stykker i hhv. LMP2 og LMGT3. Resultatmæssigt var der ingen der imponerede (læs: kom på podiet). Marco Sørensen kan fremhæves for en fremragende indsats, hvor #009 Aston Martin blev kørt ind på en 13. plads. Langt højere end nogen kunne forvente. Kevin Magnussen gjorde det også godt, men bilen var simpelthen for upålidelig. Og selvom bilerne måske var pålidelige, kunne fejl i pitten tage dem ud af løbet. Jeg synes der var utroligt mange, som måtte en tur i sandkassen ved Dunlop broen pga. manglende fastspændelse af hjul. Mest markant var Toyota #8, som efter et rutine pitstop måtte humpe tilbage på tre hjul. Det er fejl man normalt ikke ser fra japanerne. Jeg ved ikke om de bruger andre hjulbolte, airguns eller hvad - men jeg synes det var markant så mange hjul der fløj til højre og venstre.

Jeg fulgte løbet som i en kombination af TV2 og FIA WEC TV appen - ikke at forglemme Over Stregen Podcast, som både lavede podcasts og indslag på YouTube. TV2 så jeg mest for hyggens skyld når Jens Winther Jr. og Ulrik Jönsson har deres venskabelige sammestød og små drillerier. De er sjove at høre på, og Jens' stemme er for Le Mans hvad Jørgen Leths var for Tour de France! Det bliver ikke bedre med nogen andre (danske) kommentatorer, så dem gider jeg ikke. Så må man til FIA WEC TV produktionen. De har bare en faglighed på en ekstremt højt niveau, som er godt at supplere med, når TV2's A-hold skal have en pause. Martin Haven, Peter Dumbreck og Anthony Davidson er virkelige kapaciteter - der tager fat i de rigtige ting og giver en unik indsigt. Radio Le Mans fik jeg ikke frekventeret så meget i år - mest fordi man nu til dags render rundt med et device, der også kan vise billeder, og så vinder WEC TV bare. Men det gjorde man ikke for tyve år siden, hvor radioen var at foretrække (eller ved banen for der er FM-dækning). Men i det jeg trods alt fik hørt, var John Hindhaugh og Paul Truswell stadig ved roret. Paul lød lidt svækket. Jeg kan nu læse, at han har skrevet på sin blog, at han lider af en kræftform i knoglemarven. Trist. Men selvom de lyder noget ældre end første gang jeg stødte på deres stemmer i 2002, er de der stadigvæk. Og det er godt. Det sikrer kontinuitet - jeg håber de vil være der mange år endnu, så jeg kan høre dem når jeg engang skal se løbet live igen!

Alt hvad der er godt slutter. Den 93. udgave af Le Mans er i bøgerne. Post-Le Mans-bluesen har indfundet sig, og vi kan starte med at vente til næste år.

Eksterne links
- fiawec.com
Results
- trussers.blogspot.com Trussers (Paul Truswell's blog)


Fre 13. juni 2025
Fredag den 13. Normalt kan man frygte at denne dag medfører uheld, men det eneste dårlige ved dagen var, at der ikke var 'track action' på Circuit de la Sarthe. For hold da op, hvor er der meget spænding til i morgen efter gårsdagens kvalifikation. Selve formatet er jo langt fra fordums tider (som jeg har harceleret over tidligere), men der er også sket signifikante justeringer siden sidste år. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg altid inderligt har hadet det nye kvalifikationsformat. En halv times Hyperpole med top 10-12 stykker fra hver klasse i 30 minutter, var en dårlig løsning. Der var alt for mange biler på banen, og det blev alt for hektisk når der kun var en halv time til rådighed. Det nåede aldrig rigtig at blive spændende, og det virkede lidt tilfældigt hvem der rendte med pole position. Men når man har været sur over noget dårligt, skal man også huske at anerkende når nogle retter ind til det bedre. Og det har ACO gjort her. Nu er der tre kvalifikationsrunder, som man lidt kender det i formel 1, hvor deltagerne gradvist bliver barberet ned til det 10-12 hurtigste (alt efter om det var Hypercar- eller LMP2/LMGT3-klasserne), med indlendede runder om onsdagen og de to sidste torsdag aften. Det spillede. Der var plads nok på banen til at man kunne få nogenlunde gode, uafbrudte omgange, men samtidig kunne det hele afvikles på 2-2½ time, til glæde for TV-seerne. Da Hypercars kørte sidst, fik man også noget af mørket og den kolde luft med i betragtningen. Reglementet foreskriver, at man i de tre sessions skal anvende minimum 2 forskellige kørere. Eneste ændringsforslag, som jeg - og mange andre kan jeg læse mig til - har, er at kræve at alle tre kørere skal være en del af kvalifikationen. Principielt kan man dog godt stille til start med kun 2 kørere, men det hører til sjældenthederne. Men selve afviklingen og formatet fungerede godt.

Noget andet der fungerede var Balance of Performance - den ofte udskældte formel der sikrer konkurrencedygtigt race på tværs af bilmærker, designs, motor-konstruktioner og hybridsystemer. I år var de ti Hypercars der kvalificerede sig til Hyperpole 2, fordelt på 6 forskellige bilmærker. De var alle indenfor 1,2 sek. Cadillac fik revance for Bourdais' næsten-pole sidste år, hvor han blev slået af Kevin Estra i Porsche 963 #6 kort før tid. I år sidder Jota teamet, der står for Cadillacs fabriksindsats i WEC, således på hele første start-række - 1 og 2. Det er første gang at et amerikansk bilmærke har pole siden Ford gjorde det i 1967. Det er flot, og så langt fra den jammerlige og halvhjertede indsats Cadillac stillede op med i starten af 0'erne. Danske Kristian Kolby var med på bilen der udgik på 4. omgang i år 2000 på Le Mans. Jeg mindes at den simpelthen brød i brand, efter lidt graven på YouTube fandt jeg dokumentation der bekræftede hukommelsen (link i bunden - spol frem til 37 min og 30 sek). Heldigvis er holdbarheden blevet bedre hos amerikanerne - men om det er nok til 24 timers sprint-race må vi vente og se.

Over Stregen Podcast lavede et interview med Kevin Mangnussen i går. Hans vurdering var, at ud af 21 startende i Hypercar-klassen kunne de 17 biler vinde, og de resterende havde mulighed for at køre sig på podiet. Måske er det lige lidt for meget af det gode, men det er ikke helt skævt, omend jeg ikke tror så meget på Aston Martin. Den er lidt for ny endnu. Peugeot'erne tror jeg heller ikke på. Det er så synd at de ikke kan leve op til tidligere tiders storhed med 905'erne, og til dels også 908'erne. De var svine-hurtige og så godt ud. Den nuværende 9X8'er ligner jo en elefant ift. alle de andre Hypercars - det blev bedre da de introducerede bagspoilen sidste år, men come on altså... Det var vidst meget godt at Kevin kom over i BMW'en!

Men nu er det snart - i morgen går det løs. Min nedtælling til venstre viser p.t. 1 dag til verdens største motorløb går igang med 93. gang. Det bliver fedt. Nyd det - det sker kun én gang pr. år. Godt race til alle!

Eksterne links
- youtube.com
Le Mans 24 Hours 2000 Part 1
- lemans.org FIA WEC 93° Edition des 24 Heures du Mans Race (24 Hours) - Provisional Starting Grid


Ons 11. juni 2025
Bang! Pludselig er gået næsten to uger siden jeg sidst tjekkede ind her på LEMANSarea.dk. Men det er raceweek! Der har allerede været action på banen her til aften. Der er blevet kørt præ-kvalifikation i to omgange - én for LMP2 og GT3 og en udelukkende for Hypercars. Og selvom jeg har harceleret meget over ACO's beslutning om at gå væk fra det gamle kvalifikationsformat, kan det alligevel et eller andet - det her. Man får i hvert fald spænding både onsdag og torsdag, og det var ikke givet i det gamle format. Jeg savner dog, at halvdelen af kvalifikationen var henlagt til skumringstid, hvor det normalt lige der hvor anden kvalifikationsrunde skulle til at starte, kl. 22, at det var det gyldne tidspunkt at sætte en tid. Køligere luft til motorerne, banetemperaturen er stadig høj nok til at dækkene har god vedhængsevne, og solen var stadig så meget fremme, at kørerne havde perfekte betingelser for en god omgang. Men det fungerede faktisk at dele det op efter klasser - specielt nu hvor Hypercar klassen er så stor.

Men det betød ikke, at der ikke kom overraskelser. Den bil vi alle hepper lidt på - Toyota #7 med TS020 bemaligen, kunne ingenting. Nick De Vries fik nogenlunde lige så meget ud af ud af den kvalifikation som han gjorde i hans tid i Formel 1. Han formåede ikke at gå videre til Hyperpole imorgen. En slatten 17. bedste tid blev det til, hvor de 15 bedste går videre. Man har lov at forvente at det skal være bedre. Bevares, Toyota #8 gjorde det ikke prangende heller, den kvallede ind som 11'er. Det er langt fra fordums styrke, her i 40 året, for Toyotas første Le Mans deltagelse. Tilgenæld kan vi glæde os over at det faktisk gik helt okay for en stribe af de biler der har danskere med om bord. Således havde BMW #15 med Kevin Magnussen i lineup'et anden-bedste tid. Nicklas Nielsen Ferrari #50 6. bedste tid, mens Michael Christensens Porsche #5 havde 7. bedste tid. Igen i år viste Cadillac sig så hurtige, at de endte i toppen af tidstabellen. Om de bliver hængende der efter Hyperpole i morgen, må tiden jo vise. Marco Sørensen i Aston Martin Valkyrie var tæt på at levere en nærmest umulige overraskelse, da han længe lå på den Hyperpole-givende 15. plads, men han blev slået på sidste omgang, og skal derfor starte 16'er på lørdag. Når man tænker på, at bilen er ny, og har manglet en del fart i alle tidligere sessions, er det sgu godt hængt på!

Jeg fik set hele kvalifikationen på WEC TV appen. Det er som vanligt super professionelt kommenteret med velkendte stemmer. Jeg forestiller mig, at jeg også kommer til at bero mig på WEC i store dele af løbet, da TV2 er kun relevant når Jens Winther Jr. er i kommentatorboksen. Derfor er det jo også ret fedt, at Over Stregen Podcast, som selvsamme Jens W. er en del af, frigiver godt indhold på YouTube. Tjek deres kanal. Når vi nu taler om distributions-kanaler, skal jeg også igang med Radio Le Mans igen. Jeg håber, at det stadig er John, Paul og alle de andre, som det sig hør og bør.

En kort husker som afslutning - årets spotter guide er frigivet!

Eksterne links
- motorsport.com
WEC 2025 24 Hours of Le Mans - Qualifying
- youtube.com Over Stregen
- assets.lemans.org 24 Heures Du Mans - Spotter Guide


Tors 29. maj 2025
Temperaturen er steget, græsset gror, foråret er kommet og næsten også gået igen. WEC har allerede afviklet flere løb. Det hele bygges op. Den 93. udgave af kampen på Circuit de la Sarthe bliver afviklet om 2½ uge, og dét er jo lige om lidt, så vi kan lige så godt gå igang med de mentale forberedelser og alle de ting der er sket 'siden sidst'.

I WEC og Le Mans er der kommet nye kombattanter til. Aston Martin er nu i med i Hypercar med Valkyrien - en af de meget få biler, hvis ikke den eneste, med V12 motor. Det er fedt at WEC reglementet kan understøtte så forskellige drivlinier - og at producenterne også gør brug af det. Når det er sagt er det ikke fordi at Valkyrien har været specielt konkurrencedygtig i WEC indtil nu. Men det er der få biler der er, når de stiller til start i deres første sæson, selv ikke Porsche med 963 kunne sige sig fri for en lidt slatten første sæson. ACO har frigivet en foreløbig startliste, og man må bare erkende at Hypercar er det nye Gruppe C. 21 biler er til start i 'den store klasse' fordelt på 8 forskellige bilmærker. Vi har 7 danskere i hypercars fordelt på 6 forskellige bilmærker. Det er altså imponerende! Jeg tænker at vi går mere i dybden med det hele, når jeg laver det årlige run-down af startlisten.

ACO har annonceret at de ændrer lidt på kvalifikationsformatet. Det bliver lidt bedre, men det er dog stadig latterligt. De går desværre ikke tilbage til de 4 x 2 timers kombinerede kvalifikation og free practice. I stedet er der Hyperpole som blev introduceret i 2020. Nu bliver det dog delt endnu mere op, så LMP2 og GT3 får sin egen hyperpole session, og Hypercars er alene. Måske er det en naturlig konsekvens af de mange tilmeldinger i top-klassen. Vi må se hvordan det spænder af. Men som om, der ikke er nok bilfabrikker i Hypercar har Ford committed sig til comeback, og McLaren er tæt på at committe sig. Hvis alt går vel, vil begge indsatser være klar til 2027 og være bygget efter LMDh regulativet. På sigt kan der ikke blive ved med at være plads til LMP2'erne...

Mens der er nogle fabrikker der kigger fremad, er der også et par bilproducenter, der er mere tilbageskuende. Således har Toyota ENDELIG taget sig sammen til at genintroducere den legendariske TS020 bemaling fra 1998 - rød med hvide lyn-stafferinger. Det er i anledning af, at det er 40 år siden deres første Le Mans deltagelse. Bemalingen fra 1998, er nok den mest populære - mange har ønsket den tilbage, og det sker nu. Flere fabrikker kunne lære af at kigge tilbage i historien, det sker ikke så tit, men utroligt nok har Mercedes fået samme idé netop i år. Det er jo tilbage på Le Mans for første gang siden deres flyvetur i 1999, dog kun i GT3-klassen. Men bemalingen fejler intet - det er den klassiske sølvfarve fra deres eneste sejr i 1989. Det forpligter!

Meget er sket over det sidste år - men endnu mere er heldigvis det samme. Det bliver et fedt race igen i år - og nu er optakten igang på LEMANSarea.dk...

Eksterne links
- assets.lemans.org
2025 24 Hours Le Mans - Provisional Entry List
- motorsport.com Qualifying Format Tweaks Planned for 2025 Le Mans 24 Hours
- motorsport.com Ford Commits to Le Mans Return for Outright Victory Bid with LMDh Car
- motorsport.com McLaren Hints Outright Le Mans Bid Could be Made Official Soon
- motorsport.com Toyota to Mark Anniversary of its Le Mans 24 Hours Project with Special Livery
- motorsport.com Iron Lynx to Run Special Mercedes Silver Arrows Livery at Le Mans 2025

 

© Copyright 2001-2026 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.