|
Optakt til Le Mans 2024 (Den 92. udgave af 24
Heures du Mans)
Søn 16. juni 2024
Ferrari gentog sørme deres nummer fra sidste år, og vandt igen. 499P'eren har således en perfekt succssrate på Le Mans. To deltagelser har resulteret i to sejre, men hvor det sidste år var #51 med Calado/Pier Guidi/Giovinazzi der kunne træde op på det øverste trin, var det simpelthen #50 med bl.a. danske Nicklas Nielsen bag rattet. Han delte bilen med italienske Fuoco og spanske Molina. Men det virkede som om, at Nielsen tog eller måske fik tildelt kaptajnrollen. I svære nøglesituationer var det ham der sad i bilen i mørket, i regnvejr og på slicks. Det var en helteindsats han leverede. Og en helteindsats var bestemt også nødvendig hvis man skulle besejre den 92. udgave af verdens største og vigtigste motorløb. Det var så vildt på mange måder. Dels antallet af hypercars, som var ulig noget jeg kan mindes i nyere tid. Starten mindede mig om gamle klip fra slut-80'erne, hvor stribevis af Gruppe C racere flyver forbi kameraet på den sidste del af Mulsanne langsiden på vej mod Mulsanne Corner. Det var som om, strømmen om hypercars ingen ende ville tage. Dét er en fed æra at være vidne til. Mange fabrikker var med i topkampen langt hen i løbet; Cadillac, Porsche, Ferrari, ja selv BMW gjorde lidt væsen af sig, indtil Kubica i Ferrari #83 fandt at BMW #15 var i vejen, og kørte den resolut i hegnet. BMW #15 udgik, mens Ferrari #83 kun fik 30 sekunders stop'n'go straf. Det synes jeg var billigt sluppet. Men retfærdigheden kom til Ferrari #83, der fik et problem med røg (og måske ild?) i forbremserne ved et pitstop. Det blev aldrig rigtig offentligjort hvad problemet var, men den udgik i hvert fald. Det samme kan man sige om Alpine, som havde kigget lidt for meget efter hvordan Peugeot 908'erne teede sig i 2007 - de udgik med brand i motoren til højre og venstre...
Alt dette kunne være hændt i et vilkårligt 24 timers løb på Le Mans, som er drøn-hårdt for menneske og maskine. I årets udgave synes vejrguderne dog også, at de ville være med. Det er mange år siden, at der har været så vanskelige og omskiftelige forhold. Det gjorde det vanskeligt for mange. At dækvarmere var blevet forbudt til årets løb, gjorde det ej heller bedre, da man manuelt skal arbejde temperatur ind i dækkene efter pitstops. Teknisk set var dækvarmerne forbudt allerede sidste år, og de var ikke tilladt i nogle andre løb i WEC-sæsonen, men til Le Mans var der pludselig en dispensation til brugen. Om det havde noget at gøre med, at det var 100-års udgaven for det første løb vides ikke.
Vi så mange afkørsler, og flere på lidt usædvanlige steder som det lille højre-kink umiddelbart før Indianapolis, hvor både Porsche #4, Aston Martin #27 og Cadillac #311 var hårdt i dækmuren. Kun sidstnævnte kunne humpes hjem, og kom ud at køre igen.
Men afslutningen var spændende - virkeligt spændende. Indtil det sidste kunne det gå flere veje, og havde Nicklas Nielsen ikke dygtigt sparet på brændstoffet i sidste stint så de ikke behøvede et ekstra pitstop, ville Toyota #7 have løbet med det hele. Porsche var også inde i billedet længe og både #5 og #6 bød sig virkeligt til. Men alle fik problemer, primært fremprovokeret af vejrforholdene, så det endelige resultat var umuligt at forudsige. Og med så mange fabrikker tilmeldt, virkede det som om, at der hele tiden stod en ny kombattant klar i kulissen, skulle de førende falde fra. Det er sådan det skal være. Hypercar dúer. Det kan vi konstatere. Jeg har ikke oplevet Gruppe C'ernes storhedstid. Men jeg kan kun forestille mig, at det var nogenlunde sådan her, men hvor holdbarheden var en endnu større faktor end i dag. Gruppe C-æraen strakte sig over 10-12 år. Jeg kan kun håbe at det samme bliver tilfældet for Hypercar-klassen.
Så alt i alt - fedt løb, spændende løb, perfekt med en dansk vinder igen 11 år efter Tom Kristensen vandt for sidste gang. Ferrari har nu vundet i alt 11 gange, og vedbliver 499P'eren med at være så effektiv på Le Mans, skal Audi da se sig for, for deres 13 sejre synes indenfor rækkevidde hos de røde i Maranello.
Eksterne links
- fiawec.com → 2024 Le Mans results

Fre 14. juni 2024
Så er det i morgen det går løs. Løbet over alle løb. Og hvilken udgave vi har foran os. Så mange fabrikker i et så jævnbyrdigt reglement kan kun give et godt løb. Det lader endda til at vejret og kan spille et pus med regnbyger undervejs.
Sædvanen tro blev der kørt kvalifikation i går. Jeg har på dette sted brokket mig over det nye format de tidligere år. Dette brok kunne jeg som sådan godt gentage. Jeg synes der var noget magisk over de 4 x 2 timers kombineret kvalifikation og free practice der var onsdag og torsdag aften. Cirkusset med kvalifikation til Hyperpole onsdag og så en decideret Hyperpole session aftenen efter, synes er for komprimeret og lavet for meget til et TV-show. Le Mans skal ikke lave sig selv om, for at passe ind i noget format. Folk må tilpasse sig til Le Mans! Det eneste positive ved Hyperpole er, at der er færre biler på banen, for indrømmet - det kan være vanskeligt at få en nogelunde fri omgang med 62 tilmeldte biler. Men kunne man så ikke have en længere session? En halv time er for fesent - det er jo slut nærmest inden det er kommet igang, og står slet ikke mål med at selve racet afvikles over et døgn.
Med det af vejen, vil jeg dog gerne indrømme at Hyperpolen faktisk var ret spændende. Mange forskellige biler og mærker blandede sig i topstriden, og der gik strategi i, at der kun er 2 sæt dæk til rådighed, og man skal tanke til hele sessionen på forhånd. Den regel betød at Sebastien Bourdais i Cadillac #3 ikke klunne gå ud og forsvare hans foreløbige pole efter det røde flag forårsaget af Dries Vanthoors BMW #15. Det er jo bare dumt. Vi vil jo gerne se de hurtige omgangstider, så må man også give teams'ne muligheder for at køre med nye dæk og lavt benzinindhold i tankene... Men Bourdais' tid kunne ikke holde til sidst. På aller sidste omgang blev han ikke bare slået af Cadillac søsterbilen med #2 og Alex Lynn (det gjorde ikke så meget da den bil har en 5 pladsers grid-straf for at være impliceret i et crash med en GT3 bil i sidste løb på Spa), han blev sørme også slået af Porsche. Kevin Estre fik skøjtet 963'eren med #6 over stregen 1½ tiendedel hurtigere den bedste Cadillac, og pludelig var de førende i WEC på Pole. Så Porsches farver blev i den grad forsvaret. Men kigger man ned over grid-placeringerne, synes der langt til den næste Porsche. Den befinder sig på 8. pladsen og er en af de privatanmeldte maskiner fra Jota. Næste fabriks-Porsche fra Porsche Penske Motorspot er først på en 10. plads. Det kan synes slattent, men det er stadig i den øverste halvdel af Hypercar feltet. Og med Porsche og Le Mans passer det klassiske ordsprog om tysk fodbold (meget apropos hvor tyskerne i skrivende stund er foran 4-0 i første EM kamp): "Fodbold er et spil over 90. minutter og hvor Tyskland vinder til sidst". Med 19 sejre på Le Mans kan man næsten omskrive ordsproget til: "Le Mans er et fransk motorløb over 24 timer, hvor Porsche vinder til sidst". Det er værd at huske på, at Porsche aldrig er kommet med et bil til Le Mans uden, at den har vundet mindst én gang. Er det året hvor 963'eren skal sikre Porsche den 20. sejr. Eller kan Cadillac, Ferrari og Toyota mere når det virkelig gælder?
Jeg kunne sikker elaborere meget over alle mulig andre finurligheder, men det hele vil være gætværk. Der er ikke andet for, end at glæde sig til årets største racerløb på årets bedste weekend. Godt race!
Eksterne links
- motorsport.com → Le Mans 24 Hours: Full starting grid

Lør 8. juni 2024
Der er gået gang tid siden jeg sidst satte mig og skrev omkring Le Mans. Sidste gang var d. 8. juni 2023 - tiden går og vi har taget turen en hel gang rundt om solen siden da, så vi nu skriver 8. juni 2024. Der er kun én uge til race start. Og hold da op, der er lagt i ovnen til et spændende løb. 23 biler er med i Hypercar klassen fordelt på 8 producenter. Det er mere end de 7 der var med i 1999, og som jeg husker som den største tilslutning af fabrikker (BMW, Audi, Mercedes, Toyota, Nissan, Panoz, Courage). Men lad os tage dem fra en ende af:
- Ferrari: Sidste års (overraskende) vindere. De kommer igen med samme kørerlineup. De kan ikke undgås at være en form for favoritter.
- Porsche: Efter at de skulle føle sig lidt frem sidste år med den nye 963-model, og - lad os bare sige det - var lidt slatne, skal jeg love for at der er forventninger til dem i går. De har allerede vundet 2 ud af tre afdelinger i WEC i denne sæson, og stiller op med 3 fabriksbiler og 2 kundebiler drevet af Jota Motorsport. De er bestemt lige så store favoritter som Ferrari, hvis ikke større. Man skal huske på, at Porsche aldrig er kommet til Le Mans med en bil uden at vinde med den mindst én gang. Er det året hvor Porsche skal have deres 20. sejr?
- Toyota: Sædvanligvis stabiliteten selv. De var dog lidt udfordret sidste år, men kender man japanerne ret, har det lært lektien og skal ikke underkendes.
- Alpine: De har været med i mange år i LMP2 og være virkeligt succesfunde her. Nu er de kommet med en helt ny Hypercar. Den er virkelig flot, og ser hurtig ud, meeen er den også holdbar over distancen?
- Cadillac: Var med sidste år, og gjorde en fantastisk figur, inden den blev kørt i hegnet. Jeg kunne bestemt godt se Cadillac som en værdig outsider til den samlede sejr.
- BMW: BMW har jo stolte traditioner på Le Mans. De var motorleverandør til McLaren F1 som vandt i 1995 og sejrede selv i 1999 med V12 LMR raceren. Men selvom deres Hypercar er visuelt veldesignet, har den bare ikke vist sig super hurtig i de første løb i WEC sæsonen. Men hey, måske lurepasser de bare, og kan en masse når det går løs 'in the French countyside' om en uge?
- Lamborghini: Hvor er det bare fedt, at det gamle italienske mærke begynder at gøre sig i motorsport. De vandt jo ROLEX 24 på Daytona i GTD-klassen for et par år siden med en skrig-grøn Huracan, og det er som om, at de fik blod på tanden efter det. Nu er de i hvert fald med i den store klasse på Le Mans. Men jeg forventer dog, at det bliver et læreår for dem i Hypercar.
- Peugeot: Jeg vil jo gerne synes om dem af flere årsager. 1) De har en dansker ombord (Mikkel Jensen i #93), og 2) de har taget sig sammen og sat en bagvinge på 9X8'eren. I min personlige æstetiske optik ser den stadig noget gumpetung ud ift. alle konkurrenterne. De er så vidt jeg husker 3. år de kører med modellen, og den har nærmest intet vundet. Børnesygdommene burde være håndteret nu og den burde være i sin 'winning prime'. Men det er den ikke. Det irriterer mig lidt, for Peugeot byggede jo nogle af den ondeste Gruppe C-racere med 905-modellen i start 90'erne...
Og det er jo bare Hypercar, som kæmper om den samlede sejr. Der er en myriade af andre deltagere i LMP2- og LMGT3-klasserne. Sidstnævnte skal vi lige berøre kort også - det er første gang at GT3'ere udgør GT-klassen på Le Mans. Tidligere har det været det lidt voldsommere GTE-biler. Men driftomkostningerne blev for høje, og der var en ønske om, at samme reglement kunne anvendes på begge sider af Atlanten. Vi får se hvordan det spænder af.
Danske deltagere; hvordan står det til med dem i år? Man kan sige det kort - der er mange. 13 stk.: 4 i Hypercar, 3 i LMP2 og 6 i LMGT3. Flere sidder i biler, der bestemt både kan gøre sig gældende i den samlede sejr og klassesejr. Hvis jeg når det inden løbet i næste uge, tænker jeg, at lave en rundown at gridden som jeg plejer. I mellemtiden kan man svælge sig i både start-listen og spotter guide, som er netop er blevet frigivet. Links findes herunder.
Eksterne links
- lemans.org → 24 Heures du Mans - Spotter Guide 2024
- motorsport.com → The 2024 Le Mans 24 Hours entry list in full
|