Optakt til Le Mans 2016 (Den 84. udgave af 24
Heures du Mans)
Søn d. 19. juni 2016
Jeg vil starte med samme intro som sidste år til dette opsummerende indlæg (med lille inkrementering af antallet): "Porsche vandt! For 18. gang. Så kort kan det siges."
Derefter må jeg sige, at jeg her 7 timer efter afslutningen på løbet stadig er chokeret. Kigger man kun i rekordbøgerne ligner det, at det har været et kedeligt race, og en walk-over for Porsche. Porsche 919 Hybrid #2 startede i pole position og sluttede øverst på podiet 24 timer senere. Sandheden var dog nærmere, at hundredetusindvis af fans med måben overværede at Toyota TS050 #5 'mistede power' halvanden omgang, ca. 7 minutter, før afslutningen af løbet. Med kun 30 sekunder imellem Toyota og Porsche var det en smal sag for Neel Jani at indhente og overhale den stakkels Kazuki Nakajima som måtte stoppe på start/mål langsiden. Efter flere minutter kom der igen liv i Toyotaen, men det var for sent, og den kørte meget ambuteret en sidste omgang - det tog ca. 12 minutter. Da en omgang på Le Mans maksimalt må tage 6 minutter såfremt man ikke er på sin in/out-lap til pitten, fik Toyota #5 end ikke tildelt den andenplads som den ellers retteligt havde fortjent. Den gik i stedet til søster-Toyotaen med #6. Audi sneg sig dermed op på podiet på en tredjeplads, og dermed er deres stime af podieplaceringer siden 1999 fortsat ubrudt. Jeg føler virkelig med Toyota - det var 'mit hold' i år. De havde den æstetisk flotteste LMP1'er, bedste motorlyd og samtidig kunne det være 'passende' hvis et japansk mærke vandt på 25 året for den sidste japanske sejr i 1991 (Mazda 787B). Det er som om der er en forbandelse over Toyota og Le Mans. 5 andenpladser i 18 deltagelser. Det var intet mindre end hjerteskærende at se.
Men som altid er følgende citat meget rammende: "To finish first, first you must finish". Og den klarede Toyota bare ikke i år. Når det så er sagt, skal man ikke underkende Porsches indsats. #1 var i store problemer allerede tidligt i racet og endte som nr. 14, mens #2 kørte fuldkommen fejlfrit og var aldrig længere bagud end 1 minut fra de førende Toyotaer. Så naturligvis var deres sejr fortjent, selvom det ikke føles sådan på nuværende tidspunkt. Tyske Marc Lieb, som delte Porsche #2 med Neel Jani og Roman Dumas sagde med meget sympatisk: "There are two winners today". Men det er jo også et lettere udtalelse når man selv står på øverste trin...
Løbet startede ellers skuffende. Kl. 15 stod de 60 racere stadig på gridden i øsende regnvejr. Den klassiske 7-minutters formationsomgang med efterfølgende flyvende start var blevet aflyst pga. skybrud. På TV så det da også indledningsvist rimeligt voldsomt ud, men efter 20-30 minutter var det bedre. Race director mente dog at der skulle gå hele 53 minutter før at løbet kunne gives frit. Men da dét skete, fik vi den start alle havde ventet på, og der var close race derfra og til slut.
Der blev jo også kørt race i de andre klasser. Og jeg skal da ikke undlade at nævne, at de favoritter jeg udpegede i GTE Pro i min entry-list gennemgang for en måneds tid siden, sluttede 1'er og 2'er i klassen. Ford havde fire GT'ere med, og #68 med Boudais/Hand/Müller tog sejren foran Ferrari 488 GTE med Fisichella/Vilander/Malucelli. Det var meget passende eftersom det var 50 året for Fords første sejer på Le Mans - og det gentog de fire gange i træk (1966-1969). Det rent danske team Formula Racing havde deres vanskeligheder i GTE Am. Der var noget miskommunikation i pitten hvor en forhjul først ikke var spændt ordenligt, så Mikkel Mac tabte det med over 200 km/t på vej ud på Mulsanne langsiden. Der var også en episode, hvor bilen blev startet under tankning, hvilket kostede en drive through straf. Men ellers var det godt endelig at se teamet starte på Le Mans, efter de var på venteliste sidste år. Der var dog en enkelt dansker på podiet, idet David Heinemeier Hansson sluttede 3'er i GTE Am i en Porsche 911 RSR.
Efter sidste års Le Mans lovede jeg mig selv at begynde at se noget WEC, for at holde fast magien fra Le Mans. Jeg fik dog først fulgt med i WEC fra starten af denne sæson, og jeg må indrømme, at det nu er ret fedt, men har slet ikke magien på samme måde som Le Mans, der jo er verdens største motorløb, og i grunden kulminationen på sportsvognssæsonen, selvom det kun er løb 3 ud af 10. I år fulgte jeg Le Mans på TV2 og EuroSport, via WEC app'en samt Radio Le Mans. Det fungerede godt. Det gav god variation til at finde det medie med de kommentatorer der passede til det givne øjeblik og temperament. Specielt Radio Le Mans er fantastisk, og gør det muligt at fastholde stemningen og intensiteten...
Men det var så det for i år. Racet er slut. Ventetiden starter igen. Ligegyldig hvordan man vender og drejer det, er det lidt trist. Det er et så intensivt døgn - men man skal også leve på det længe...
Eksterne links
- lemans.org → Provisional Classification - 84. Edition des 24 Heures du Mans
Fre d. 17. juni 2016
Jeg er opdraget med, at man skal holde hvad man lover. Jeg var derfor slemt skuffet over at TV2 ikke viste kvalifikationen torsdag aften 'som lovet'. Bevares, EuroSport har en glimrende dækning, men der er nu altså noget hyggeligt over stemmerne fra Jens Winther Jr. og Ulrik Jönsson. Sådan skulle det ikke gå, og vi må vente til i morgen før TV2 rigtig annoncerer deres ankomst på Le Mans anno 2016.
Med ovenstående reprimande på plads, var det nu heller ikke fordi at den anden kvalifikationsrunde var voldsomt ophidsende. Det var regnvejr - rigtig meget regnvejr. Det var ganske voldsomt og mine tanker fløj straks tilbage til Audi (og Tom K's) sejr i 2001, hvor det nærmeste regnede hele løbet igennem. I denne kvalifikation kom det røde flag ud, og sessionen blev stoppet. Safety car'en blev sendt på banen for at tjekke forholdene. Og selv dét var dramatisk. I kurverne efter Dunlop broen på vej ned til Esses, skred bilen - en Audi R8 - men blev dog fanget af en erfarne chauffør. Det resulterede i en prægtig power-slide, som jeg ikke har set mage i en safety car. Den erfarne chauffør? Ja - det var såmen den firefoldige Le Mans vinder Yannick Dalmas (1992, 1994, 1995, 1999), som efterfølgende kunne erklære at banen ikke var klar til race. Det vil sige, at resultatet fra onsdagens sene session ikke blev ændret. Porsche har derfor pole position for andet år i træk.
- #2 Porsche: 3:19.733
- #1 Porsche: 3:20.203
- #6 Toyota: 3:20.737
- #5 Toyota: 3:21.903
- #7 Audi: 3:22.780
- #8 Audi: 3:22.823
- #13 Rebellion: 3:26.586
- #12 Rebellion: 3:27.348
Generelt kan man sige, at pga. diverse reglementsændringer er der sket en udvikling i tiderne. Porsche og Audi er begge ca. 3 sekunder langsommere end til kvalifikationen sidste år. Toyota derimod er ca. 3 sekunder hurtigere. Men der var nu altså også plads til forbedring. Rebellion ligger indenfor en halvt sekund af sidste års kval-tider. Men jeg synes bestemt der er interessant, at Toyota ligger så relativt tæt på Porsche - ca. 1 sekund er der imellem, hvor Audi har haft lidt sværere ved at finde farten. Men men - nu må vi se. Start gridden betyder typisk ikke voldsomt meget i et 24-timers løb - det er mere hvilket billede der skal være på forsiden af avisen fredag morgen - så det betyder nok noget for PR-drengene i Stuttgart.
Et andet emne der er blevet debatteret er BoP, Balance of Performance, som tilsyneladende har taget nye højder i år. Kort fortalt forsøger arrangørerne at gøre bilerne i GTE klasserne mere jævnbyrdige ved at skrue på forskellige parametre, såsom vægt, mængden af indsugningsluft, benzin-mængde mv. Der er tilsyneladende blevet skruet lidt for meget, for Corvetterne var hurtigst med op mod 1 sekund til testdagen d. 5. juni, hvorefter de blev 'straffet' med mindre indsugningsluft mv. Det har så medført, at det sprit-nye Ford GT'ere har været ca. 5 sekunder hurtigere end Corvette, Aston Martin og Porsche i kvalifikationen. Lad os bare sige, at GM-drengene ikke er glade. Der har været spekuleret i, om Ford kørerne bevidst ikke har kørt fuldt ud. ACO har nu været i tænkeboks igen efter der blev indgivet en klage. Det har resulteret i, at Ford GT'erne og Ferrari 488 bl.a. skal have mere vægt i bilen, mens Corvetterne får lidt mere indsugningsluft og lov at have mere brændstof i tanken. Så bliver det spændende at se hvordan det går med ligheden. Men skal der overhovedet være lighed? Det er jo ingen hemmelighed at nyere bilkonstuktioner (som Ford GT) typisk er hurtigere men måske knap så holdbare. Ældre konstruktioner har typisk fået luset børnesygdommene ud, men mangler lidt på speeden (som Aston Martin). Hvad blev der af konceptet med at bygge den bedste bil indenfor det beskrevne reglement uden at tænke på BoP, ekstra metalplader mv.? Er man for langsom har man ikke udnyttet reglementet godt nok i sit bildesign, og man må tilbage til tegnebrættet. Jeg synes det er en trist tilgang. Man skal passe på, at langdistance-racing ikke bliver reguleret ihjel ligesom formel 1 er godt på vej til.
En anden kommentar i samme boldgade: Hvorfor er der nu regler om hvor mange dæk der må anvendes? LMP1'erne må anvende 48 dæk (enkelte dæk - ikke sæt) plus 4 i reserve, dvs. totalt 52. De andre klasser må anvende 64 dæk. Det bliver nok ikke noget problem, da de fleste vil køre dobbelte, tre-dobbelte eller sågar fire-dobbelte stints på dækkene. Jeg gruer bare for en situation hvor man mod slutningen af løbet enten får regnvejr, en punktering eller lign., som tvinger teams til at hive brugte dæk frem fra dækvarmerne og montere i de sidste timer. Det kan da næppe blive godt race. For at holde styr på alle disse dæk, er der behov for et ordentligt monitoreringssystem, hvorfor hvert dæk har monteret en RFID chip i. Michelin og Dunlop har leveret en database til ACO med chip ID'er på alle de dæk de hver medbringer. Dette gøres da man ikke ved hvor mange af de forskellige typer dæk et givent team skal bruge. Når de bliver udleveret til teamet bliver chippenes ID-numre registreret. Ved pitudkørslen er så monteret en læser, der sikrer, at der ikke optræder mere end hhv. 52 eller 64 forskellige (afhængig af klasse) chip-ID'er på en given bil. Fikst system - men i min optik en komplet ligegyldig kontrol. Lad da de forskellige teams bruge så mange dæk der er nødvendigt...
Det var lige et lidt surt opstød, men det skal ikke ændre på, at nedtællingen slutter i morgen. Så starter det hele. Jeg vil derfor ønske alle et godt Le Mans døgn - det 84. i historien...
Eksterne links
- roadandtrack.com → Safety Car Driver Makes Save of the Year During Wet Le Mans 24 Hour Practice
- lemans.org → Starting grid
- lemans.org → LM GTE Pro Balance of Performance change ahead of Le Mans
Man d. 13. juni 2016
I lighed med tidligere listes hermed sendeplanen for dette års Le Mans, hvis ikke man er så priviligeret, at være tilskuer på Circuit de la Sarthe. Som sædvanligt - fristes man til at sige - er det TV2 der i Danmark står for de centrale dele af public service transmissionen, men som noget nyt er de også begyndt at sende kvalifikationen torsdag aften. Det er så vidt jeg husker første gang, at kvalifikationen har fundet vej til sendefladen hos TV2. EuroSport 1 sender dog også mere eller mindre hele løbet incl. kvalifikation onsdag og torsdag aften samt warm up og racet med klassiske biler lørdag morgen. Hvor man bedst ser det, kommer an på modtageforhold og temperament.
Husk at løbet starter kl. 15:00. Bilerne begynder typisk at rulle ud på deres installationsomgang 7-8 minutter i tre, hvorefter den flyvende start sætter det hele
i gang når klokken rammer præcis hel.
Onsdag d. 15. juni
EuroSport 1: 18:50-23:55
Torsdag d. 16. juni
TV2 Sport: 18:50-23:55
EuroSport 1: 19:00-21:30, 22:00-00:00
Lørdag-Søndag d. 18.-19. juni
TV2: 14:00-17:50, 20:25-00:00, 10:00-12:00, 12:10-15:55
EuroSport 1: 9:00-12:15, 14:15-23:15, 23:30-15:45
Eksterne links
- tvtid.tv2.dk → TV2's tv guide
Søn d. 5. juni 2016
Så kom vi til den officielle testdag - første styrkeprøve. Jeg var fuldt for fortrøstning ift. at følge aktiviteterne i det franske dagen igennem via WEC app'en. Der kom en ny opdatering kort før weekenden, som rebrandede app'en fra WEC til 24 Heures du Mans. Fint for mig - så er der blot mere fokus på sæsonens største løb i motorsport. Jeg blev dog noget trist, da det viste sig, at app'en lukkede ned kort efter opstart. Det er sørme et skidt tidspunkt at frigive sådan en fejl. Men lad os håbe de lærer det til selve løbet! Det betød at jeg kiggede lidt efter nyheder på lemans.org, og her fandt jeg imellemtiden årets Spotter Guide! Det er et handy to-sidet dokument, der viser billeder af alle startende biler rangeret efter startnummer. Der er angivet hvilke kørere bilen har, hvilket dæk-fabrikat de anvender, om bilen deltager i WEC, samt alle kørerernes og teams twitter handles.
Skal man kigge på selve den action der udspillede sig, var Audi R18 #8 hurtigst. Lucas di Grassi trykkede hårdest på speederen og klokkede en 03:21.375. Sidste års pole-tid til Porsche var 03:16.887, men for en testdag er det ganske pænt. Man skal dog også bemærke, at mange kører efter egne testprogrammer, som ikke nødvendigvis fokuserer på hurtige omgange, men måske forskellige setups og langdistance-tests. Set i det lys, er det ikke voldsomt at de seks racere fra hhv. Audi, Porsche og Toyota alle er indenfor 2,3 sekund. Toyotaerne var desværre sidst af de seks. Men jeg håber at de vil være lidt mere konkurrencedygtige til løbet om to uger - ellers jeg sætte min lid til Porscherne! Og netop Porsche har jo prøvet det der med at vinde på Le Mans én gang eller 17 før. De har på Youtube frigivet en dokumentar om deres tilbagevenden til Le Mans og sejr sidste år. Den tager ca. 50 minutter og er bestemt tiden værd, omend det ikke er ligeså fængslende lavet som Audi's Truth in 24 I og II.
Jeg skrev for et par dage siden, at der ikke var sket nævneværdige ændringer til banen, men at tilskuerneforholdene nok var opgraderet. Tilskuer området ved Indianapolis og Arnage er nu blevet udvidet, så det strækker sig helt hen til det lille 'kink' der leder hen til Indianapolis. Dermed vil man som tilskuer kunne se bilerne komme mod én hele vejen fra Mulsanne Corner. Det skal nok blive fedt - specielt om natten! Men når det så er sagt var det også på tide? Området ved Arnage er et sted, der traditionelt set tiltrækker horder af fans. Så mere plads her er velvalgt og tiltrængt.
En anden opgradering er udelukkende for kørenes sikkerhed. Det drejer sig om nye og mere stodabsorberende barrierer i Porschekurverne. Vi har jo set de senere år, at der hurtigt kan gå galt her, og der er kun en betonmur der kan tage imod racere på afveje. Af spektakulære afkørsler på netop dette sted kan nævnes:
- 2008: Marc Gene i Peugeot 908 HDi FAP
- 2014: Loïc Duval i Audi R18 e-tron Quattro
- 2015: Jan Magnussen i Chevrolet Corvette C7.R
Det er bestemt positivt at man kan øge sikkerheden betragteligt uden at ændre på det oprindelige banedesign. Måske det bliver implementeret andre steder i de kommende år...
Eksterne links
- lemans.org → Spotter Guide
- lemans.org → Official Test 24 Hours of Le Mans
- youtube.com → Our Return: A documentary of our road to Le Mans 2015
- fiawec.com → A New Spectator Area at Arnage!
- fiawec.com → Improved Safety Seasures Installed at the Porsche Curves
Tors d. 2. juni 2016
Om tre dage bliver den officielle testdag afviklet på Le Mans. Det er første gang i år de forskellige teams får lov at prøve kræfter med banen. ACO laver jo altid forbedring på banen og området omkring fra år til år. I år er det ikke meldt ud, at der er foretaget drastiske ændringer på banen, men tilskuerforholdene har nok fået et løft et sted eller to.
Testdagen bliver jo også speciel for det danske team i GTE Am klasse - Formula Racing med #60. Det er en stor præstation bare at få lov at stille til start efter skuffelsen sidste år - at være på venteliste uden at blive inviteret helt ind i varmen. Men i år skal det være! Jeg krydser fingre for, at de ikke løber ind i tekniske problemer og at de ellers kan gøre en god figur. Podiet er jo det naturlige mål at sigte efter...
Bil Magasinet har offentliggjort nogle billeder af bemalingen på raceren. Det har de gjort meget godt - hvis den er ligeså hurtig som den er æstetisk, er der gjode chancer. Meget bedre end de tidlige danske deltagelser - de Essex-sponserede teams. Formula Racing fornægter ikke sit ophav - bilen har danske farver, Dannebrog der smyger sig over bagskærmene og sponsor logoer fra danske firmaer såsom Samsøe|Samsøe og MASH. Der er endvidere er der også blevet plads til logoet for Roskilde Racing Center på taget - en af Danmarks bedste udedørs gokartbaner. På den måde er der også en pil der peger tilbage mod rødderne...
Eksterne links
- bilmagasinet.dk → Se Danskerbilen i Le Mans
Man d. 30. maj 2016
I indeværende uge bliver der atter kørt på Circuit de la Sarthe! På søndag er der nemlig den officielle testdag. Et år er dermed gået. Der er derfor blevet annonceret den officielle startliste, og i lighed med de tidligere år, har jeg lavet et kort run-down og bemærkelsesværdige vogne og/eller kører lineup. Det er bemærkelsesværdigt at alle tre top teams kun stiller med 2 biler.
- #1 - Porsche 919 Hybrid
Porsche har taget imod 1-tallet som startnummer efter sejren sidste år. Det er dog gået til trioen bestående af Bernhard/Webber/Hartley i stedet for de retmæssige vindere Hülkenberg/Tandy/Bamber. Hülkenberg kan ikke få fri fra formel 1 da det canadiske grand prix køres i den weekend - så må han da lige få styr på sine prioriteter! Det betyder at de to andre vindere Tandy/Bamber end ikke får lov at køre LMP1 i år. Trist... Anyway - så er Porschen med #1 stadig et meget stærkt kort for Porsche.
- #2 - Porsche 919 Hybrid
Dumas/Jani/Leib er bestemt også kompetente. Specielt Jani har ry for virkelig at kunne levere hurtige omgange når det gælder - specielt under kvalifikationen.
- #5 - Toyota TS050 Hybrid
Begge Toyotaer er virkeligt stærke - men #5 har nok det på papiret mest rutinerede kører lineup. Toyota har marketingsmæssigt klogt valgt at placere en japaner i hver bil. Denne tjans er gået til Nakajima i Toyota #5. Han har tidligere kørt formel 1 og kører i år sin 5. sæson for Toyota i WEC og Le Mans.
- #6 - Toyota TS050 Hybrid
Sarrazin/Conway/Kobayashi er to tredjedele ungdom og én tredjedel erfaring - men hvilken erfaring. Sarrazin har 14 Le Mans deltagelser i baggagen med 3 andenpladser som bedste resultat. Jeg husker stadig de mange kampe han havde med Pescarolo Sport mod Audi i starten af 2000-tallet.
- #7 - Audi R18
Audi har med den nye model valgt at bibeholde R18 navnet, men droppe 'e-tron Quattro' delen. #7 er den gammelkendte trio med tre Le Mans sejre under bæltet. Fässler/Lotterer/Treluyer skal nok kæmpe med om de forreste pladser hvis mekanikken holder sammen.
- #8 - Audi R18
'Resterne' af Tom Kristensens crew - hvis man stadig kan sige det her 1½ år efter han stoppede karrieren. Oliver Jarvis deler Audi'en med Lucas Di Grassi og Loic Duval.
- #12 - Rebellion R-One - AER
Et spændende kørerlineup, med Prost/Heidfeld/Piquet. Holder bilerne fra de store fabrikker ikke, har schweizerne fra Rebellion altid en chance. I sæsonens to WEC løb har ingen kunnet sige sig fri for forskellige fejl. Men lad os nu se - Le Mans er sæsonens perle og alle gør deres yderste for at levere en konkurrencedygtig bil om 3 uger.
- #23 - Ligier JS P2 - Nissan
For et par år siden debuterede den tidligere franske landsholdsmålmand Fabien Barthez i GT-klassen. Nu kører han LMP2 - lidt af et spring!
- #63 - Chevrolet Corvette C7.R
Jan Magnussens bil - jeg forestiller mig en omgang 'fandenivoldsk' racing. Men Corvetterne får nok hård kamp fra fabriks Porsche 991'erne og Ford GT'erne som er på Le Mans for første gang i mange år.
- #64 - Chevrolet Corvette C7.R
Magnussens søsterbil, hvor Jans gamle medkører Oliver Gavin er de erfarne kræfter.
- #66 - Ford GT
Ford stiller op med intet mindre en 4 biler - og med nogle kompetente kørere. 66'eren har bl.a. Olivier Pla og Stefan Mücke ombord.
- #68 - Ford GT
Sebastian Bourdais som flere år kørte sammen med Sarrazin hos Pescarolo Sport har nu fået plads hos Ford.
- #77 - Porsche 911 RSR
77'eren er jo traditionelt Patrick Dempseys bil. Teamet hedder stadig Dempsey-Proton Racing, men ingen af de 2 x Patrick (Dempsey og Long) stiller til start i 77'eren. I stedet har danskeren Michael Christensen fået en plads sammen med erfarne Richard Lietz som han også deltog med sidste år.
- #82 - Ferrari 488 GTE
Stærk bejler til GTE Pro titlen. Holder den nye Ferrari 488 alle 24 timer er Fisichella/Vilander/Malucelli at finde på et af podiets tre øverste trin.
- #91 - Porsche 911 RSR
Man vinder Le Mans - og hvad er takken fra Porsche? Ingen LMP1 deltagelse i hvert fald. Nick Tandy har fået plads i GTE Pro fabriks 991'eren - og så ikke engang sammen med Earl Bamber som han vandt med sidste år. Hvad blev der af "never change a winning team"?
- #92 - Porsche 911 RSR
Man vinder Le Mans - og hvad er takken fra Porsche? Ingen LMP1 deltagelse i hvert fald. Earl Bamber har fået plads i GTE Pro fabriks 991'eren - og så ikke engang sammen med Nick Tandy som han vandt med sidste år. Hvad blev der af "never change a winning team"?
- #95 - Aston Martin Vantage
"Danskerbilen/Danetrain" - Marco Sørensen/Nicki Thiim har i år fået Darren Turner ombord. Erfaren herre, som kørte for ProDrive teamet for mange år siden i Ferrari 550, men kom senere til Aston Martin og har 11 deltagelser for dem. God stabilitet at få ind til Sørensen og Thiim.
- #60 - Ferrari 458 Italia
Efter at have været på venteliste sidste år er det danske bidrag endelig med hvor det sker. Johnny Laursen/Mikkel Mac Jensen/Christina Nielsen skal prøve at få en plads på podiet i GTE Am. Jeg tænker at mulighederne er der hvis det flasker sig. Det øvrige felt ser ikke voldsomt skræmmende ud.
- #88 - Porsche 911 RSR
Den danske programmør af 'Ruby on Rails' frameworket Heinemeier Hansson kørte LMP2 sidste år, hvor de sluttede som nr. 28 og nr. 10 i klassen. Nu er LMP2 skiftet ud med GTE Am hvor Patrick Dempseys tidligere makker, Patrick Long, giver en hjælpende hånd.
Eksterne links
- 24h-lemans.com → Entry list of the Le Mans 24 Hours
Søn d. 8. maj 2016
WEC er igang - sådan for alvor. To løb er nu i bøgerne, og næste store udfording er hovedløbet for sæsonen - Le Mans. Jeg er begyndt at følge WEC lidt tættere i år end jeg plejer, for det er en forrygende mulighed for at få lidt tidligere indsigt i styrkeforholdet før Le Mans. Der er ingen danske TV-stationer der transmitterer, men der kan tilkøbes adgang til at streme hele sæsonen gennem den officielle WEC app. Det yderst rimelige priser ift. hvad man ellers kan komme til at betale for at streame sportsbegivenheder live.
De to løb der indtil nu er afviklet, har været kørt på klassiske europæiske baner - Silverstone og Spa-Francorchamps. Alle WEC løb, med Le Mans som undtagelsen, er 6 timer lange, så det er relativt overkommeligt at følge med i. I begge løb har der været god underholdning og action. Det har været fedt at se alle tre store fabrikker har været konkurrencedygtige; dvs. Audi, Porsche og Toyota. Nissan deltager ikke i år. De har mere eller mindre lukket deres LMP1 projekt ned, som debuterede i Le Mans 2015 med nogle lidet flatterende placeringer. Jeg synes det er synd, for det var fedt at se den japanske gigant tilbage på Le Mans, og sjovt at de genoplivede konceptet med en frontmotoriseret bil. På den anden side set skulle der virkelig meget arbejde til før det var bare nogenlunde konkurrencedygtige. Hvad man ikke har i rå speed skal man som regel have i holdbarhed hvis man skal gøre sig en lille forhåbning om at stå på det øverste trin søndag kl. 15, men Nissan havde hverken holdbarheden eller speeden. Så de er gået tilbage i tænkeboksen - om de kommer igen kan man kun gisne om...
Ift. de to WEC løb endte den nye Audi R18 med at vinde dem begge. En teknikalitet gjorde dog at de blev diskvalificeret til det første løb på Silverstone, da bilen blev undersøgt efterfølgende. Sejren gik derfor til Porsche, med Toyota på de næste pladser. Løbet på Spa krævede derimod sine ofre på banen. Alle de store fabrikker første hver løbet en overgang indtil de blev ramt af diverse defekter. Begge Toyotaer måtte udgå. Det var en skam, for der havde virkelig været gode dueller mellem disse og Audierne. Jeg får større og større sympati for Toyota, som i denne sæson stiller til start med modellen TS050. De har stadig den suverænt bedste motorlyd, på trods af at de er gået fra en 3.7 liters V8 til en 2.4 liters V6 med to turboladere - men dog stadig benzin. TS050 er som sådan ikke nogen kæmpe skønhed, men har et godt og klassisk LMP-udseende - det kan jeg leve med - modsat Audi: Jo mere man får nærstuderet den nye R18'er, jo mere skuffet bliver man over designafdelingen i Ingolstadt. Med de markante og bombastiske forskærme/lygtehuse ligner det mest af alt en gammel ubåd. Inspirationen til forskærmene kommer måske fra Lister Storm LMP fra det tidligere 2000-tal - kønt er det bestemt ikke. Men den er nok også kun designet med effektivitet for øje - og effektiv lader den til at være - det skal de have de tyskere.
Men vi må se hvad der sker - bliver det effektivitet der vinder over æstetik om 1½ måned når verdens fedeste motorløb bliver afviklet for 84. gang? Kun tiden kan besvare dét spørgsmål...
Eksterne links
- motorsport.com → Nissan withdraws LMP1 entry from 2016 WEC
Ons d. 23. marts 2016
Det er meget tidligt for optakt til løbet - i hvert fald ift. hvordan jeg har grebet det an de senere år. Men de store teams er jo dedikerede til WEC og Le Mans året rundt. Og nu er der kommet nyheder. Både Porsche og Audi har præsenteret deres 2016 versioner af hhv. Porsche 919 Hybrid og Audi R18. Der har tidligere været 'spionfotos' ude, hvor bilerne ikke har været i den rigtige bemaling. Men nu behøver vi ikke vente længere.
Begge racere adskiller sig fra sidste års versioner, hvor Audi er gået mest markant til værks. Snuden er meget formel 1 inspireret, og henleder tankerne lidt på Audi R10. Jeg kan lige så godt være ærlig - jeg kan ikke li' designet. Bemalingen er også forvirrende med de mange sorte/sølv/røde plamager - og de grøn/gule reklame stickers hjælper heller ikke på helhedsindtrykket. Dog er jeg vild med integrationen af sidespejlene og bageneden ser i grunden også godt ud. Men fronten har jeg et lidt 'stramt' forhold til.
Porsche har også ændret på fronten. Jeg er vild med de voluminøse forskærme, omend 'bulen' mellem forlygterne henleder tankerne på mini-SUV'en Porsche Macan på steroider. Udover dette synes jeg faktisk at Porsche har ramt et flot og 'tight' design. Men men men - udseeende er jo som bekendt ikke alt. Det indre tæller bestemt også, og her har Audi bl.a. implementeret et helt nyt hybridsystem som i stedet for et svinghjul baserer sig på batterier - det er nu på 6 MJ mod tidligere 4 MJ.
Det er også på tide at de gik lidt drastisk til værks da det tidligere Audi R18 design grundlæggende kørte på Le Mans første gang i 2011 (med e-tron/hybrid teknologi i 2013).
Ovenstående er jo blot mine subjektive holdninger ud i LMP1-design. Andre kan jo som bekendt synes noget andet. Motorsport.com har et par artikler om begge biler, samt en sammenligning af dem i forskellige vinkler. Så det er blot at tage et kig og se hvad du selv synes...
Eksterne links
- motorsport.com → Porsche unveils 2016 LMP1 challenger
- motorsport.com → Video: Audi reveals details of new Audi R18 WEC challenger
- motorsport.com → Photo gallery: 2016 FIA WEC LMP1 contenders
Tirs d. 22. marts 2016
I LEMANSarea.dk sammenhæng er dagen i dag speciel. Ja - en form for jubilæum. Domænet har jeg nemlig ejet i 15 år i dag, idet det blev registreret d. 22. marts 2001. Det må man alligevel sige er et par år siden.
Igennem årene har sitet gennemgået et par forvandlinger rent designmæssigt. Jeg har desværre ikke kunnet finde screenshots af den første version, hvilket ellers kunne have været hyggeligt. Ligesom designet har indholdet haft lidt forskellige afstikkere, men det har dog altid været fokuseret på motorsport og i særdeleshed Le Mans. I det sidste lange stykke tid synes jeg at sitet har fundet sin niche ved at præsentere en guide med tips til kør-selv ture, personlige rejsebeskrivelser og billeder samt nyheder, kommentarer og optakt én gang om året - typisk fra medio maj til medio juni.
Meget tid er blevet anvendt på at dele alt dette med jer læsere, og selvom sitet måske ikke er voldsomt besøgt, har det også været en god dokumentationsproces - meget af indholdet er i ligeså høj grad skrevet til mig selv.
Men det var de første 15 år - lad os se hvad de næste bringer! Tak for at du læser med...
|