Site Index

» Tag selv til Le Mans
» Hvad er Le Mans?
» Historien bag løbet
» Banens design
» Rejsebeskrivelser fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » Rejsen 'uden for sæsonen'
» Billeder fra Le Mans
  » 2002
  » 2003
  » 2004
  » 2005
  » 2006
  » 2008
» Optakt
  » 2007
  » 2014
  » 2015
  » 2016
  » 2017
» Statistik
  » Alle Le Mans vindere
  » Diverse statistikker
» Le Mans filmen fra 1971
» Le Mans filmen fra 2003
» Links
» Om LEMANSarea.dk
 

Le Mans Info

2018 testdag: Søn d. 3. juni 2018
2018 race: Lør d. 16. juni 2018
Antal dage til Le Mans start:
Kommende udgave nr.: 86
 

Årets Le Mans plakat

Den officielle plakat - www.lemans.org
Kilde: www.lemans.org
 

Site Info

Version: 4.1
Dato:
Opdateret: Søn d. 18. februar 2018
W3 validering: HTML 4.01
Browser vindue:
Opløsning:
 

Optakt og nyheder

I denne sektion præsenteres personlige holdninger, midlertidige tanker, observationer og links som optakt til det kommende race.

Man d. 18. februar 2018
Det er et nyt år. Den 85. udgave af Le Mans er for længst i bøgerne, og vi kigger længselsfulgt frem mod den 86. udgave. Meget er sket på de sidste otte måneder. Den største er vel sagtens, at Porsche efter tre på hinanden følgende sejre med deres 919 Hybrid har valgt at trække sig tilbage. De fik forsvaret deres totale antal sejre noget så eftertrykkeligt, som vel var grunden til, at de gjorde comeback for nogle år siden, hvor Audis samlede antal sejre blev inkrementeret med 1 hvert år. Det efterlod LMP1 klassen i et underligt vakuum i flere måneder. Toyota var og er den eneste tilbageværende fabruks-deltager og som anvender hybrid-teknik. Jeg var bekymret for, om det også betød et farvel til Toyota, men sådan endte det heldigvis ikke, og nu har de alle muligheder for en samlet sejr. De kommer dog ikke til at køre rundt i LMP1 alene. Den officielle startliste er frigivet, og intet mindre end 8 andre LMP1'ere kommer til start. Dog uden hybrid-teknik. Det bliver spændende hvordan ACO får skruet en passende Balance of Performance (BoP) sammen, så vi alle kan få et spænende løb. Schweiziske Rebellion har jo altid været outsideren i LMP1 indtil sidste år, hvor de overraskende valgte at geare ned til LMP2 klassen. Det medførte ikke en sejr, så nu er de tilbage i LMP1 med et helt nyt chassis bygget af Oreca. På kører-siden har de også opgraderet. Tidligere Porsche fabriks kørere Neel Jani og André Lotterer kommer i hvert fald til at dele én af de to prototyper de stiller til start. Og når vi nu er ved køre-lineups, er Anthony Davidson i Toyota #7 blevet erstattet af ingen andre end Fernando Alonso. Det har ulmet i noget tid, at han gerne ville prøve kræfter med Le Mans, efter deltagelse i ROLEX 24 at Daytona i januar, samt indycar løbet Indianapolis 500 i et forsøg på at erobre motorsportens 'Triple Crown' (sejre i Monacos GP i formel 1, Le Mans og Indianapolis 500). Graham Hill er den eneste anden der kunne skrive denne bedrift på CV'et. Den gode Alonso skal måske også tænke lidt alternativt hvis han skal sikres en fremtrædende plads i motorsportshistorien. Bevares - dobbelt formel 1 verdensmester er da en bedrift. Men mange andre har gjort det bedre end ham, f.eks. Fangio, Brabham, Stewart, Piquet, Lauda, Prost, Schumacher, Vettel og Hamilton for bare at nævne nogle. Men al respekt til Alonso og McLaren for at det kan lade sig gøre at køre i flere løbsserier på én gang, som man også så det for flere årtier siden - der var løbskalenderen i formel 1 dog langt fra så tætpakket, som tilfældet er i dag.

En helt anden interessant ting er WEC sæsonen som er blevet fuldkommen omstruktureret. Tidligere bestod den af 9 løb hvor som startede med 6-timers løbene på Silverstone og Spa-Francorchamps i foråret, mens Le Mans fulgte lige efter som tredje løb i sæsonen. Le Mans er selvsagt et 24-timers løb, og man fik dobbelt point for at vinde her. Alle andre løb på kalenderen var 6 timers løb. Konstruktionen gjorde at WEC-sæsonen 'fes lidt ud' efter Le Mans, samt vinderen af Le Mans ofte vandt WEC også grundet dobbelt-pointene. Det bliver der lavet om på nu. Man ønsker at Le Mans skal være sidste løb på sæsonen, men det kræver at sæsonen forskydes med et halvt år. For at håndtere dette, har man lavet '2018/2019 Super Season', som starter i foråret 2018 og slutter efter Le Mans 2019. Le Mans er derfor med to gange i denne sæson. Jeg bifalder tiltaget - det bliver spændende. Det skal dog nævnes at Super Season kun kommer til at indeholde 8 løb, men dog er Sebring kommet med. Nu som et 1500 miles løb frem for 12 timer, som det har været tidligere. I praksis kommer løbslængden dog nogenlunde til at være i samme størrelsesorden.

Men nu er optakten igang. WEC Super Season starter 5 maj - det kan det hurtigt blive.

Eksterne links
- motorsport.com
Full 2018 Le Mans 24 Hours entry list
- motorsport.com WEC unveils 10-car LMP1 field for 2018/19 superseason

Til sidens top


 

Tag selv til Le Mans

Den eneste måde at opleve racer-løbet Le Mans ordentligt, er at tage ned og se det. Man kan naturligvis bestille en færdig pakke hos bl.a. Grand Prix Tours eller Racing Tours, der er begge har stor erfaring på området. Det har vi dog aldrig gjort. Vi har altid arrangeret turen selv. Det er lidt mere krævende end hvis man blot køber en samlet pakke, men jeg vil også vove den påstand, at man får lidt mere frihed, og er fri for at bo klemt inde på 4 m2. Herunder gennemgås hvad man skal være opmærksom på, hvis man selv ønsker at arrangere turen til Le Mans.


Punkt 1: Bestil campingplads
Eet at de vigtige punkter når man skal til Le Mans, er at man forholdsvist tidligt får styr på sin billet til campingpladsen og tribunepladser hvis disse ønskes. Har man været på Le Mans før, kan man bestille billetter til det kommende år, når man rejser derfra. Man kan også bestille ved hjælp af et bestillingsskema. Telefonnumre og bestillingsskema findes på Internettet - hos lemans.org. Hvis bestillingsskemaet er for gammelt, skal man ikke fortvivle, da ACO ikke er særligt hurtigt ude med nye skemaer. Derfor retter man bare årstallet og datoen når man bestiller, så går det i orden. Endeligt kan man også bestille/reservere ved at sende en e-mail til ticket@lemans.org. Principielt kan man også ringe derned (man taler engelsk). Jeg har dog aldrig kunnet komme igennem på trods af ihærdige forsøg. Jeg plejer at sende en e-mail til førnævnte adresse. Så kommer der som regel svar dagen efter, hvor de bekræfter din henvendelse (husk at spørge om hvordan man kan overføre penge, og man får også et word-dokument med kontonumre osv.). De sender derefter et brev (pr. post). Her kan man se ordrenummeret. Man kan nu gå ned i banken og få overført beløbet til deres konto. Husk at skrive ordrenummeret i besked-feltet på bankoverførslen, da de ellers ikke ved hvem der har betalt. De holder typisk reservationen i 14 dage, og hvis ikke de har pengene inden da, bliver reservationen anulleret. I denne fase er de ikke videre meddelsomme, og man ved ikke om de har modtaget pengene. De sender ikke en bekræftelse. Jeg plejer at sende dem en e-mail med mit ordrenummer, for lige har kontrollere om det hele nu er i orden. Når det er gjort, er det bare at læne sig tilbage og vente. Man vil da modtage en billet til campingpladsen i slutningen af maj eller starten af juni måned.
Indgangsbilletter kan principielt også bestilles, men i de 6 år jeg har været der, har det ikke være nødvendigt med en reservation. De kan blot købes når man kommer derned i det store telt tæt på start/mål området. En campingplads bliver i Le Mans sammenhæng defineret som et stykke græs på 8x6 meter, hvor bilen også skal kunne stå parkeret. Men hvis man har et stort telt er der typisk ikke noget problem i, at man fylder lidt mere. Det er jo i Frankrig, og det hele foregår stille og roligt. Man kan også vælge kun at købe en parkeringsplads til bilen, og der må ikke camperes på parkeringspladserne.
Der findes mange campingpladser, der ligger på området rundt omkring banen. Nogle ligger inden for ringen, mens andre ligger udenfor. Selvom det skulle synes meget ens, ja - så er campingpladserne meget forskellige. De er naturligvis alle græsarealer med nogle grusveje, men det er mere de der bor der, der gør dem forskellige. Vi har prøvet 3 forskellige campingpladser de 6 år vi har været dernede: Karting Nord, Beauséjour og Expo. De to førstnævnte ligger begge inden for ringen, mens Expo ligger udenfor. Beauséjour og Expo minder meget om hinanden i stil og klientel. Det er forholdsvist stille og roligt - og det er nok typisk de lidt ældre mennesker der holder til her. På Karting Nord er der gang i den hele tiden, og på alle tider af døgnet, og det er bl.a. her at Grand Prix Tours har deres kæmpe teltområde. Om den ene campingplads er at foretrække i steder for den anden, er ikke til at sige. Det kommer i høj grad også an på folks temperament.

Til sidens top


Punkt 2: Priser

Priserne har jeg altid opfattet som yderst rimelige. En indgangsbillet til baneområdet der gælder fra mandag til søndag koster typisk omkring € 60 pr. person, mens en billet til en campingplads koster ca. € 40, men dette er for hele campingpladsen, og prisen er for alle dem der kan være i een bil. Billetter til tribuner er traditionelt set noget dyrere, da der jo er et begrænset antal af disse. Vi har været der 4 gange, og har aldrig haft en tribuneplads. Så længe vejret er godt, er der ingen behov for tribunepladser, da det jo heller ikke er sjovt at sidde det samme sted i 24 timer i træk - man skal gerne lidt rundt på banen og se de forskellige sving. Desuden er alle tribuner jo åbne for alle under kvalifikationen, herunder hovedtribunen lige over pitten - hvilket virkeligt er en oplevelse, der skal udnyttes!

Til sidens top


Punkt 3: Hvad skal med?

Når man skal til Le Mans, er der nogle ting der er vigtige at have med. Jeg har lige lavet en liste over hvad vi plejer at have med:

Huskelisten
FM-"walk-radio" med earplugs
Lille blok og blyant
Stopur
Vækkeur
Lille kikkert
Kamera + flashkort (eller film - alt efter hvor teknisk man er)
Ørepropper (evt. høreværn med indbygget radio)

Telt
Evt. hængelås til telt
Store søm til telt (underlag kan være MEGET hårdt) + hammer hertil
Sovepose
Luftmadras
Havestol
Evt. bord (her kan køletaske også benyttes)
Luftpumpe (evt. pumpe der kan sluttes til cigarettænderen)

Klargøring af bil
Registreringsattest, "grønt" og "rødt" kort
Værktøj, herunder bl.a. momentnøgle
Motorvejskort
Musik cd'er
Spillekort

Alm. hygiejne og tøj, til >1 uge (husk shorts)
Plaster
Paraply/regntøj
Gummistøvler (det kan blive mudret på campingpladserne)
Kasket, solbriller
Badetøfler
Toiletpapir (kan kun købe store pakker i Frankrig)
Rygsække

Pas
Penge
Lommeregner
Lommelygte

Rengøringsklude (engangs)
Øloplukker, skarp kniv, krus, tallerken mv.
Køletaske
Grill

Til sidens top

 

Punkt 4: Hvilken vej?
Når det hele er på plads og bilen er pakket, skal man bestemme sig for hvilken vej der skal køres. Det afhænger jo nok lidt af hvorfra i Danmark man kommer. Vi plejer at følge ruten: Hamburg, Hannover, Köln, Achen, Liege, Mons, Paris, Le Mans. Der findes et meget udførligt kort hos http://www.dk.map24.com/. Paris kan godt være lidt af en prøvelse, da der er rigtig mange til- og frakørsler og motorveje der meget hurtigt forgrener sig mange steder hen. Dog er det ikke sværere end det burde kunne lade sig gøre at komme igennem Paris uden at køre forkert. Man kører mod Paris ad A1/E15. Der skal skiftes til A3/E15 for en kort bemærkning, for derefter at skifte til A11/E50, der kører direkte til Le Mans. Under turen igennem Paris skal man sørge for, at man kører mod Bordeux/Nantes hele vejen. Først når man er på A11/E50 kommer der skilte til Le Mans.
Når man skal hjem kører man blot den modsatte vej - altså A11/E50 → A3/E15 → A1/E15. Her skal man køre mod Lille i stedet for Bordeux/Nantes.

Til sidens top
Punkt 5: Slå teltet op
Vi oplevede i 2004 for første gang, at det kunne være et problem, at få pløkkerne i jorden. Vi havde eller en gummihammer med, men det var ikke nok. Så nogle meget kraftige søm (7 - 8 tommer burde kunne gøre det), samt en klaphammer kan desværre være nødvendigt at have med, selvom det er besværligt at slæbe rundt med.

Til sidens top
Punkt 6: Køb ind
Ude ved baneområdet er det naturligvis muligt at købe mad, men dels er det ikke altid super lækkert, og dels tages der en pæn pris for det. Det er derfor en fordel at tage ned til det store indkøbscenter Carrefour der ligger lidt uden for selve Le Mans by - ud mod baneområdet. Her kan der provianteres med alt hvad man skulle få brug for til nogle hyggelige stunder på campingpladsen.

Til sidens top
Punkt 7: Fredag - Indianapolis, Arnage og paraden
Fredag eftermiddag er der tradition for, at man kører ned til svingene Indianapolis og Arnage, der udgør en kendt svingkombination i løbet. Da disse sving til dagligt er offentlig vej, kan alle køre på disse, og det er der mange der benytter sig af. Der kommer typisk de mest eksotiske biler man kan tænke sig.
Når man har siddet og nydt synet af alle disse lækre modeller (bilmodeller forstås), skal man bestemt ikke gå glip af paraden og kørepræsentationen i Le Mans by. Det starter ved domkirken, og går igennem mange små gader. Det er svært at give en egentlig beskrivelse af hvor det er, men kør efter strømmen. Det er tit et trafikkaos uden lige, det starter ca. kl. 19, men da det jo er i Frankrig, kan man ikke regne med at det er helt præcist.

Til sidens top
Punkt 8: Hvor skal man være under løbet?
Der er lige så mange måder at se Le Mans på, som der er mennesker. Men da vi så løbet live for første gang i 2002, fandt vi en rundtur - en rutine, som vi er faldet tilbage på de efterfølgende år.
Vi er ved start/mål langsiden omkring kl. 13. Så er der ganske vist hele 3 timer til løbet starter, men det er vigtigt at være der i god tid, så man kan få en god plads på hovedtribunen. Solen kan godt bage en hel del i dette tidsrum, hvorfor det er vigtigt at have mange forsyninger med - i særdeles hed koldt vand. Herudover er en kasket også rar at have med, da man på 'ståpladserne' overfor pitten har solen lige i hovedet på denne tid af dagen. Hvis man har tribunepladser, har dette selvsagt ingen relevans. Dog sker der er masse ting før starten. Kørerne bliver præsenteret, som det er tilfældet i Le Mans by. Alle racerne bliver linet op i den klassiske position op ad pitmuren, med snuden ud mod banen. Når man sidder på hovedtribunen er det vigtigt, at man har fået købt sig nogle stole, da de 3 timer godt kan være meget lange.

Når løbet skal til at starte er der tæt pakket på hovedtribunen, men aldrig i en sådan grad, at det bliver ubehageligt. Vi plejer at se de første par timer af løbet på hovedtribunen. Derefter går vi ned og sætter os ved indkørslen til Porsche-kurverne og følger bilerne der et par timer. Herefter tager vi hjemad og laver noget mad på grillen, og skifter tøj til aftenens udflugt til Mulsanne Corner. Det er fedt at være dernede, og det er en stor oplevelse hvert år. Der er vi til klokken bliver 1-2 stykker, så går det hjemover til teltet igen. Det første år tog vi videre til svinget Arnage. Der er bilerne ganske vist meget tæt på, men der er fantastisk mange mennesker, og lige så mange myg. Så det er ikke så fantastisk som det er blevet udråbt til. Når vi er ved teltet, vil nogle typisk gerne i seng, mens jeg plejer at smutte rundt oppe ved Dunlop broen og nyde stemningen og sikre mig et par billeder i endnu en times tid. Herefter lunter jeg også hjem i seng, og sætter vækkeuret til kl. 4.30. Her skal man op, hvis man vil se solopgangen, og det kan jeg kun anbefale. Herefter er det hjem og sove igen. Når vi står op, spiser vi morgenmad, tager teltet ned og pakker bilen. Når klokken er 13 er vi igen på plads på hovedtribunen, og der sidder vi til afslutningen kl. 16. Når præmieoverrækkelsen er færdig går vi tilbage til campingpladsen, og triller lige så stille ud mod motorvejen.
 

God fornøjelse...

Til sidens top

 

© Copyright 2001-2018 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.