|
Tag selv til Le Mans
Den eneste måde at opleve
racer-løbet Le Mans ordentligt, er at tage ned og se det. Man kan
naturligvis bestille en færdig pakke hos bl.a.
Grand Prix Tours
eller Racing Tours,
der er begge har stor erfaring på området. Det har vi dog aldrig gjort. Vi har
altid arrangeret turen selv. Det er lidt mere krævende end hvis man blot køber
en samlet pakke, men jeg vil også vove den påstand, at man får lidt mere
frihed, og er fri for at bo klemt inde på 4 m2. Herunder gennemgås hvad man
skal være opmærksom på, hvis man selv ønsker at arrangere turen til Le
Mans.

Punkt 1: Bestil
campingplads
Eet at de vigtige punkter når man skal til Le Mans, er at man forholdsvist
tidligt får styr på sin billet til campingpladsen og tribunepladser hvis
disse ønskes. Har man været på Le Mans før, kan man bestille billetter til
det kommende år, når man rejser derfra. Man kan også bestille ved hjælp af
et bestillingsskema. Telefonnumre og bestillingsskema findes på Internettet - hos
lemans.org. Hvis bestillingsskemaet er for gammelt, skal man ikke
fortvivle, da ACO ikke er særligt hurtigt ude med nye skemaer. Derfor
retter man bare årstallet og datoen når man bestiller, så går det i orden.
Endeligt kan man også bestille/reservere ved at sende en e-mail til
ticket@lemans.org. Principielt kan man
også ringe derned (man taler engelsk). Jeg har dog aldrig kunnet komme igennem på
trods af ihærdige forsøg. Jeg plejer at sende en e-mail til førnævnte adresse. Så
kommer der som regel svar dagen efter, hvor de bekræfter din henvendelse
(husk at spørge om hvordan man kan overføre penge, og man får også et word-dokument
med kontonumre osv.). De sender derefter et brev (pr. post). Her kan man se
ordrenummeret. Man kan nu gå ned i banken og få overført beløbet til deres
konto. Husk at skrive ordrenummeret i besked-feltet på bankoverførslen, da de ellers
ikke ved hvem der har betalt. De holder typisk reservationen i 14 dage, og hvis ikke
de har pengene inden da, bliver reservationen anulleret. I denne fase er de ikke videre
meddelsomme, og man ved ikke om de har modtaget pengene. De sender ikke en bekræftelse.
Jeg plejer at sende dem en e-mail med mit ordrenummer, for lige har kontrollere om det
hele nu er i orden. Når det er gjort, er det bare at læne sig tilbage og vente. Man vil
da modtage en billet til campingpladsen i slutningen af maj eller starten af juni måned.
Indgangsbilletter kan principielt også bestilles, men i de 4 år jeg har
været der, har det ikke være nødvendigt med en reservation. De kan blot
købes når man kommer derned i det store telt tæt på start/mål området. En
campingplads bliver i Le Mans sammenhæng defineret som et stykke græs på
8x6 meter, hvor bilen også skal kunne stå parkeret. Men hvis man har et
stort telt er der typisk ikke noget problem i, at man fylder lidt mere.
Det er jo i Frankrig, og det hele foregår stille og roligt. Man kan også
vælge kun at købe en parkeringsplads til bilen, og der må ikke camperes på
parkeringspladserne.
Der findes mange campingpladser, der ligger på området rundt omkring
banen. Nogle ligger inden for ringen, mens andre ligger udenfor. Selvom
det skulle synes meget ens, ja - så er campingpladserne meget forskellige.
De er naturligvis alle græsarealer med nogle grusveje, men det er mere de
der bor der, der gør dem forskellige. Vi har prøvet 3 forskellige
campingpladser de 4 år vi har været dernede: Karting Nord, Beauséjour og
Expo. De to førstnævnte ligger begge inden for ringen, mens Expo ligger
udenfor. Beauséjour og Expo minder meget om hinanden i stil og klientel.
Det er forholdsvist stille og roligt - og det er nok typisk de lidt ældre
mennesker der holder til her. På Karting Nord er der gang i den hele
tiden, og på alle tider af døgnet, og det er bl.a. her at Grand Prix Tours
har deres kæmpe teltområde. Om den ene campingplads er at foretrække i
steder for den anden, er ikke til at sige. Det kommer i høj grad også an
på folks temperament.

Punkt 2: Priser
Priserne har jeg altid opfattet som yderst rimelige. En indgangsbillet til
baneområdet der gælder fra mandag til søndag koster typisk omkring € 60
pr. person,
mens en billet til en campingplads koster ca. € 40, men dette er for hele
campingpladsen, og prisen er for alle dem der kan være i een bil. Billetter til tribuner
er traditionelt set noget dyrere, da der jo er et begrænset antal af
disse. Vi har været der 4 gange, og har aldrig haft en tribuneplads. Så
længe vejret er godt, er der ingen behov for tribunepladser, da det jo
heller ikke er sjovt at sidde det samme sted i 24 timer i træk - man skal
gerne lidt rundt på banen og se de forskellige sving. Desuden er alle
tribuner jo åbne for alle under kvalifikationen, herunder hovedtribunen
lige over pitten - hvilket virkeligt er en oplevelse, der skal udnyttes!

Punkt 3: Hvad skal med?
Når man skal til Le Mans, er der nogle ting der er vigtige at have med.
Jeg har lige lavet en liste over hvad vi plejer at have med:
|
Huskelisten |
FM-"walk-radio" med earplugs
Lille blok og blyant
Stopur
Vækkeur
Lille kikkert
Kamera + flashkort (eller film - alt efter hvor teknisk man er)
Ørepropper (evt. høreværn med indbygget radio)
Telt
Evt. hængelås til telt
Store søm til telt (underlag kan være MEGET hårdt) + hammer hertil
Sovepose
Luftmadras
Havestol
Evt. bord (her kan køletaske også benyttes)
Luftpumpe (evt. pumpe der kan sluttes til cigarettænderen)
Klargøring af bil
Registreringsattest, "grønt" og "rødt" kort
Værktøj, herunder bl.a. momentnøgle
Motorvejskort
Musik cd'er
Spillekort
Alm. hygiejne og tøj, til >1 uge (husk shorts)
Plaster
Paraply/regntøj
Gummistøvler (det kan blive mudret på campingpladserne)
Kasket, solbriller
Badetøfler
Toiletpapir (kan kun købe store pakker i Frankrig)
Rygsække
Pas
Penge
Lommeregner
Lommelygte
Rengøringsklude (engangs)
Øloplukker, skarp kniv, krus, tallerken mv.
Køletaske
Grill |

Punkt 4: Hvilken vej?
Når det hele er på plads og bilen er pakket, skal man bestemme sig for
hvilken vej der skal køres. Det afhænger jo nok lidt af hvorfra i Danmark
man kommer. Vi plejer at følge ruten: Hamburg, Hannover, Köln, Achen,
Liege, Mons, Paris, Le Mans. Der findes et meget udførligt kort hos
http://www.dk.map24.com/. Paris kan
godt være lidt af en prøvelse, da der er rigtig mange til- og
frakørsler og motorveje der meget hurtigt forgrener sig mange steder hen.
Dog er det ikke sværere end det burde kunne lade sig gøre at komme igennem
Paris uden at køre forkert. Man kører mod Paris ad A1/E15. Der skal
skiftes til A3/E15 for en kort bemærkning, for derefter at skifte til
A11/E50, der kører direkte til Le Mans. Under turen igennem Paris skal man
sørge for, at man kører mod Bordeux/Nantes hele vejen. Først når man er på
A11/E50 kommer der skilte til Le Mans.
Når man skal hjem kører man blot den modsatte vej - altså A11/E50 →
A3/E15 → A1/E15. Her skal man køre mod Lille i stedet for Bordeux/Nantes.

Punkt 5: Slå teltet op
Vi oplevede i 2004 for første gang, at det kunne være et problem, at
få pløkkerne i jorden. Vi havde eller en gummihammer med, men det var ikke
nok. Så nogle meget kraftige søm (7 - 8 tommer burde kunne gøre det), samt
en klaphammer kan desværre være nødvendigt at have med, selvom det er
besværligt at slæbe rundt med.

Punkt 6: Køb ind
Ude ved baneområdet er det naturligvis muligt at købe mad, men dels er
det ikke altid super lækkert, og dels tages der en pæn pris for det. Det
er derfor en fordel at tage ned til det store indkøbscenter Carrefour der
ligger lidt uden for selve Le Mans by - ud mod baneområdet. Her kan der
provianteres med alt hvad man skulle få brug for til nogle hyggelige
stunder på campingpladsen.

Punkt 7: Fredag - Indianapolis, Arnage og paraden
Fredag eftermiddag er der tradition for, at man kører ned til svingene
Indianapolis og Arnage, der udgør en kendt svingkombination i løbet. Da
disse sving til dagligt er offentlig vej, kan alle køre på disse, og det
er der mange der benytter sig af. Der kommer typisk de mest eksotiske
biler man kan tænke sig.
Når man
har siddet og nydt synet af alle disse lækre modeller (bilmodeller
forstås), skal man bestemt ikke gå glip af paraden og kørepræsentationen i
Le Mans by. Det starter ved domkirken, og går igennem mange små gader. Det
er svært at give en egentlig beskrivelse af hvor det er, men kør efter
strømmen. Det er tit et trafikkaos uden lige, det starter ca. kl. 19, men
da det jo er i Frankrig, kan man ikke regne med at det er helt præcist.

Punkt 8: Hvor skal man være under løbet?
Der er lige så mange måder at se Le Mans på, som der er mennesker. Men
da vi så løbet live for første gang i 2002, fandt vi en rundtur - en
rutine, som vi er faldet tilbage på de efterfølgende år.
Vi er ved start/mål langsiden omkring kl. 13. Så er der ganske vist hele 3
timer til løbet starter, men det er vigtigt at være der i god tid, så man
kan få en god plads på hovedtribunen. Solen kan godt bage en hel del i
dette tidsrum, hvorfor det er vigtigt at have mange forsyninger med - i
særdeles hed koldt vand. Herudover er en kasket også rar at have med, da
man på 'ståpladserne' overfor pitten har solen lige i hovedet på denne tid
af dagen. Hvis man har tribunepladser, har
dette selvsagt ingen relevans. Dog sker der er masse ting før starten.
Kørerne bliver præsenteret, som det er tilfældet i Le Mans by. Alle
racerne bliver linet op i den klassiske position op ad pitmuren, med
snuden ud mod banen. Når man sidder på hovedtribunen er det vigtigt, at
man har fået købt sig nogle stole, da de 3 timer godt kan være meget
lange.
Når løbet skal til at starte
er der tæt pakket på hovedtribunen, men aldrig i en sådan grad, at det
bliver ubehageligt. Vi plejer at se de første par timer af løbet på
hovedtribunen. Derefter går vi ned og sætter os ved indkørslen til
Porsche-kurverne og følger bilerne der et par timer. Herefter tager vi
hjemad og laver noget mad på grillen, og skifter tøj til aftenens udflugt
til Mulsanne Corner. Det er fedt at være dernede, og det er en stor
oplevelse hvert år. Der er vi til klokken bliver 1-2 stykker, så går det
hjemover til teltet igen. Det første år tog vi videre til svinget Arnage.
Der er bilerne ganske vist meget tæt på, men der er fantastisk mange
mennesker, og lige så mange myg. Så det er ikke så fantastisk som det er
blevet udråbt til. Når vi er ved teltet, vil nogle typisk gerne i seng,
mens jeg plejer at smutte rundt oppe ved Dunlop broen og nyde stemningen
og sikre mig et par billeder i endnu en times tid. Herefter lunter jeg
også hjem i seng, og sætter vækkeuret til kl. 4.30. Her skal man op, hvis
man vil se solopgangen, og det kan jeg kun anbefale. Herefter er det hjem
og sove igen. Når vi står op, spiser vi morgenmad, tager teltet ned og
pakker bilen. Når klokken er 13 er vi igen på plads på hovedtribunen, og
der sidder vi til afslutningen kl. 16. Når præmieoverrækkelsen er færdig
går vi tilbage til campingpladsen, og triller lige så stille ud mod
motorvejen.
God fornøjelse...
 |